5 faglige minutter: Refleksion over rollatorernes indmarch

Læs artiklen som PDF - gå til side 78

Juletravlhed. Vi jager rundt og køber ind efter meterlange ønskesedler. Dufte til damerne, halstørklæder til herrerne, bløde bamser til børnene. Og når alle har travlt, bliver de rigtig gamle mennesker, de seje +80-årige, synlige for dem, som tør se. De gamle mennesker kan ikke klare tempoet og forsinker dermed produktive borgere og forbrugere.

De står stille foran rulletrappen, overvejer, hvornår det er sikkert at stige på og tager tilløb for at undgå en skæv og uharmonisk himmelstigning. De betaler med dankort, men vender det på hovedet og lufter chippen i stedet for at begrave den, enkelte har glemt deres pinkode, viser det sig. Rollatorerne fylder, og stokkene falder til jorden med høje brag, mens de står i kø med kurve, hvor bunden knap er dækket. Kvinderne har taskesnoren tværs over brystet, så lomme- og tasketyve ikke har frit spil. På vej hjem hviler de på halvvåde bænke eller på det bekvemt udformede rollatorsæde for at få vejret. Når de stadigvæk kører bil, blinker de til højre, men drejer til venstre og slår en stor bue for at få vognen anbragt i en gunstig position før parkering.

De gamle er langsomme, og derfor er de usynlige. Vi ser igennem dem og lader, som om de ikke eksisterer frem for at anerkende og respektere dem for det mod, de udviser ved at begive sig ud i den kogende og uhøflige juletravlhed.

Alternativet for de travle forbrugere er at købe noget mindre og huske at tage den almene dannelse ned fra hattehylden, inden indkøbsturen starter. Tænke 40-50 år frem. Hvordan vil man gerne behandles, når ens egen rollatortur tager sin begyndelse?

Mange af de rigtig gamle modtager hjælp fra det offentlige. De er visiterede til specifikke ydelser fra rengøring over brusebad til medicindosering. Men hvor meget ved vi om dem?

Sygeplejersker har forsket i hjælp til spisning, nedre toilette, tillid og læreprocesser, men rigtig gamle, som bor hjemme, i beskyttede boliger eller på plejehjem, er der ikke fokus på. Endnu. Der må være mange områder, som trænger til belysning. Ikke med en svag lommelampe, men med en projektør af de store. For i sundhedssektoren er vi mestre i at regne andre menneskers behov ud, men det er vel en mulighed, at der ikke er overensstemmelse mellem de behov, vi tillægger de gamle, og de behov, de selv ville formulere, hvis de blev spurgt.

Alle de gamle har en historie, vi kan spørge til som en start. De har levet så længe, at der er mange beretninger, fortællinger og minder i hjernekisten, og hvis vi giver lov, slipper de gamle gerne ordene løs. Og det er underholdende. Ikke på ha-ha-måden, men på aha-måden. Det giver bunker af viden om, hvad plejen til den enkelte skal indeholde for at være optimal.

Derfor et hib til primærsektoren. Der må gang i flere projekter derude i det kommunale land. Hvorfor er det udelukkende universitetshospitalernes sygeplejersker, som render med de gode idéer, realiserer dem og får publiceret undersøgelser og forskning" Der må være basis for meget mere i kommunerne, specielt nu hvor de er blevet større.

Ansættelse af udviklingssygeplejersker med akademisk baggrund, sygeplejesymposier, forskningsgrupper og journal clubs er velkendte måder at gøde et fagligt miljø på, men det kan være, der kan opfindes andre og bedre måder at sætte fut i forskningen på.

Rollatorgenerationen kræver det ikke, men har krav på forskning, der binder ny viden til praksis.

Tag handsken op, derudd.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.