Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skønhedsdronningen i Holte

Lille spejl. Hvert år kommer 1.500 patienter under kniven hos den 58-årige plastikkirurg Vibeke Breiting i Holte Midtpunkt. Hun er en af Danmarks førende plastikkirurger og har drevet Holte Plastikkirurgiske Klinik i 18 år. Kunderne kommer fra alle sociale lag, men det er især de velbjærgede kvinder, der efterspørger ansigtsløftninger.

Sygeplejersken 2008 nr. 25, s. 31

Af:

Britta Søndergaard, journalist

SY-2008-25-31b
"Det sker praktisk taget aldrig, at en patient fortryder et plastikkirurgisk indgreb. Faktisk møder jeg mange kvinder, der fortæller, at de er blevet lykkeligere, efter at de har fået foretaget en kosmetisk brystoperation," siger den 58-årige speciallæge i plastikkirurgi Vibeke Breiting, der har drevet Holte Plastikkirurgiske Klinik siden 1990. Vibeke Breiting er også formand for Danske Plastikkirurgers Organisation. Foto: Christoffer Regild

 

Er der en øget efterspørgsel efter plastikkirurgi i disse år?

Vibeke Breiting: "Hvis du ser samfundsmæssigt på det, så er der oprettet et hav af nye klinikker, så der må være en øget efterspørgsel. Efterspørgslen går op og ned i forhold til konjunkturerne, men de udsving mærker jeg ikke så meget til, fordi jeg opererer både sygesikringspatienter og privatbetalende patienter. Ca. 1.000 af mine patienter bliver henvist fra den offentlige sygesikring. De får udført mange former for indgreb f.eks. fjernelse af modermærker, fjernelse af stritører m.m. 500 af mine patienter betaler behandlingen selv."

Hvilke operationer er de mest efterspurgte i din praksis?

"Hvis vi taler om de 500 indgreb, hvor patienter selv betaler for en kosmetisk operation, så afhænger det af patientens alder. De 18-25- årige kvinder kommer, fordi brysterne er for små, for store eller deforme. Når kvinderne har fået børn, er det stadig bryster og slapt maveskind, der fylder. Bryster har ingen alder. Det betyder lige så meget, når man er 13 år, som når man er 90 år. Blandt de plus 50-årige er det ofte ansigtsløftninger og botox eller "filler"-behandlinger mod rynker, der efterspørges. Vi opsøges faktisk også af 70-årige kvinder, der er kede af, at maven hænger. Hvis de er i god form og normalvægtige, og narkoselægen finder det forsvarligt at bedøve dem, så foretager vi operationen."

Er det først og fremmest de velstillede, der betaler for en plastikkirurgisk operation?

"Nej, jeg vil næsten sige tværtimod. Selvfølgelig er det lidt forskelligt fra indgreb til indgreb. Ansigtsløftninger efterspørges mest blandt velbjærgede kvinder over 50 år, mens det f.eks. ofte er social- og sundhedshjælperen eller den unge på SU, der bruger 30.000 kr. på at få indopereret brystimplantater. Det gamle begreb socialklasser kan man ikke længere bruge i den sammenhæng. De fleste danskere har i dag mulighed for at få foretaget et kosmetisk indgreb, hvis de virkelig vil."

Men er det ikke udtryk for et samfund, der lægger alt for stor vægt på udseende, når almindelige unge piger opsøger en plastikkirurg for at få større bryster?

"Det ligger meget dybt i mennesket at ændre sit udseende til det skønhedsideal, der er her og nu. Engang skulle kvinderne have hvepsetalje, og ved Solkongens hof brugte mændene kunstige lægge. De unge i dag har en helt anden personlig økonomi end tidligere, og samfundet er sådan indrettet, at det er legalt for de unge at tænke meget på sig selv og være egoistiske, og derfor er det også blevet mere legalt at bruge penge på at ændre på sig selv."

Fraråder du nogen sinde patienter et plastikkirurgisk indgreb?

"Ja, hvis jeg ikke tror, at det bliver pænt. I de tilfælde er jeg blevet bedre til at sige nej, efterhånden som jeg er blevet ældre."

Oplever du nogensinde, at patienter fortryder et plastikkirurgisk indgreb?

"Nej. Det sker praktisk taget aldrig, at patienter fortryder, medmindre noget er gået galt, og de evt. har haft komplikationer, der har gjort, at resultatet ikke er blevet som forventet. Faktisk møder jeg ofte patienter, som fortæller, at de er blevet lykkeligere, efter at de har fået lavet større bryster. Det eneste, de fortryder, er, at de ikke fik lavet indgrebet noget før. Undersøgelser fra USA viser også, at kvinder bliver lykkeligere efter kosmetiske bryst-operationer."