5 faglige minutter: Ernest viser vej

Han fik Nobelprisen i litteratur i 1954, og han skrev engang en meget kort historie, som jeg læste i en dansk avis. Lige siden har jeg med jævne mellemrum tænkt over den. Historien lyder:

"For sale: Baby shoes, never worn."

Meget kortere kan det ikke gøres, men historien giver mening og tanker på trods af, at den kun består af seks ord. Hvorfor er de sko til salg? Hvorfor er de aldrig blevet brugt, ligger der en tragedie bag, eller er forklaringen ganske kedsommelig?

Forfatteren er amerikaneren Ernest Hemingway, som endte med at tage sit liv i 1961 efter et omfattende forfatterskab og et liv med både alkoholmisbrug og depression.

Hvad skal læserne med den historie" Som den viser, kunne Hemingway fatte sig i korthed. Han økonomiserede med sproget, så meningen blev klar og tydelig. Det kan sygeplejersker bruge til noget, for der bliver skrevet mange, lange og uøkonomiske tekster, opgaver og afhandlinger i faget - tekster, som får læseren til at falde af og blive bevidstløs frem for bevidst.

Et eksempel fra virkeligheden: "Gennem assimilation af de i uddannelsen/fagfeltet eksisterende kulturelle betydningsstrukturer bliver den kontekstuelle læring karakterdannende." Hvordan vil læseren oversætte den sætning" Hemingways skriveråd lyder: "Skriv korte sætninger, gør første afsnit kort, brug et kraftfuldt og energisk sprog, vær positiv, aldrig negativ.

Rådene stjal Hemingway fra avisen "The Kansas City Star", hvor han som 18-årig blev reporter. De korte råd udgjorde oprindelig en del af avisens redaktionelle retningslinjer, og Hemingway baserede resten af sin skrivetilværelse på dem.

Hvis sygeplejersker følger rådene, vil de blive læst mere af flere, og måske vil de gode faglige artikler få en plads i den store verden, f.eks. i dagblade og på tv i højere grad end det er tilfældet i dag. Sidst det skete, var anledningen artiklen "Tegn på, at døden nærmer sig" fra Sygeplejersken nr. 19/2007, der blev taget op af Jyllands-Posten. En artikel i avisen gengav nogle af den faglige artikels hovedbudskaber og fortalte i detaljer om død og dødspolitik på forskellige plejehjem.

Dejligt både for forfatteren og for sygeplejen. Når sygeplejersker ønsker sig større synlighed og mere fokus på, hvad det er, de kan, så må de selv fortælle omverdenen det. Der kommer ikke venlige, empatiske, smilende journalister på stuegang, til sygeplejesymposium eller til personalemøde for at høre, hvilke gode historier der er gang i. Så ud over rampen, glem al blufærdighed over at tilhøre en gruppe, som ikke har den store appeal og gennemslagskraft, og glem den generthed, der er en del af fagidentiteten. Fortæl med glæde og stolthed, hvorfor det er vigtigt at tage sig af syge menneskers genoptræning, ernæring, mobilisering, opkast og død. Der er brug for at høre om det, for sygeplejersker opfattes i den brede befolkning som en sælsom blanding af sex og guddommelig kedsomhed.

Fortæl, fortæl og lad være med at vente på et pludseligt glimt af inspiration fra oven eller på, at kreativiteten indfinder sig lørdag over middag, for det gør den ikke. Planlæg skriveprocessen og gå så i gang. Det giver agtelse og lige så vigtigt - selvagtelse - at formidle sit fag, og der er nok at fortælle om. Rigtig megen grundig, gennemtænkt og generalisérbar sygepleje når aldrig længere end til den patient, der aktuelt ligger i sengen eller sidder i lænestolen.

Når Ernest Hemingway kunne skrive en meningsfuld historie på seks ord, kan sygeplejersker selvfølgelig også skrive korte, læseværdige artikler om sygepleje. Lad Ernest hjælpe.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.