Kalaallit napparsimavinni uningasut qatangiinagaaput

Grønlændere som kommer i kontakt med det danske sundhedsvæsen, forstår dårligere dansk end sundhedspersonalet forventer, og de er meget tilbageholdende med at bede om hjælp. På billedet ses dialysepatient Salome Dorph, fotograferet af Lars Krabbe til en artikelserie fra 2006 om grønlandske patienter i Jyllands-Posten.

Grønlandsk mad består af fisk og rejer. Grønlændere taler godt dansk. Og grønlændere er nemme patienter. Det er et par af de forestillinger, som er udbredt blandt sundhedspersonalet i det danske sundhedsvæsen. Derfor kom det også som lidt af en overraskelse for de to garvede undervisere på Sygeplejerskeuddannelsen i København, Annette Morville og Solveig Fjordside, at virkeligheden viste sig at være den stik modsatte.

Rejer er f.eks. noget, grønlænderne ikke selv spiser. Derimod fodrer de deres hunde med rejer, og derfor opfatter mange grønlandske patienter det ikke som nogen særlig gestus, når sygehuskøkkenet forsøger at specialisere sig med grønlandsk mad bestående af rejer.
"Det er en meget udbredt fordom, at vi ved alt om grønlænderne som patienter, for de er jo danske, og derfor er der ingen forskel på at passe en grønlandsk patient og en patient fra Vestjylland. Men det er ikke det samme," fortæller sygeplejerske Solveig Fjordside, som bl.a. underviser i pleje af patienter, der tilhører en kulturel minoritet.

Forstår ikke fagsprog

Den nye viden om de særlige hensyn, som bør udvises over for de grønlandske patienter, er erhvervet gennem feltstudier, som sygeplejestuderende har foretaget i forbindelse med det nye valgfag om grønlandske patienter på Sygeplejerskeuddannelsen København.

"De studerende fandt bl.a. ud af, at sproget var en langt større barriere, end vi havde troet. Man forventer ofte, at de grønlandske patienter taler godt dansk, men det gør langt de færreste faktisk, fordi dansk, efter indførelse af hjemmestyret i 1979, ikke længere er det officielle førstesprog i Grønland," siger Annette Morville.

Konsekvensen er, at der særligt blandt de helt unge grønlændere og den ældre generation er et udpræget behov for tolkning. Det er også erfaringen i Det Grønlandske Hus, hvor de to grønlandske socialrådgivere Katrine Kleist og Johan Kleist bl.a. tager ud og tolker på hospitaler.

"Selv om grønlændere har været undervist i dansk i skolen, så forstår mange ikke det fagsprog, man bruger på hospitalerne. De fleste kan små sætninger eller har et dagligdagssprog på dansk, men derfra og så til at tale om sygdom, diagnose og behandling - det forstår de altså ikke noget af," fortæller Katrine Kleist.

Socialrådgiverne fra Det Grønlandske Hus vurderer, at mindst 25-30 pct. af de herboende grønlændere har brug for hjælp til tolkning, når de skal tale med sundhedspersonalet om diagnose og behandling.

For stolte til at bede om tolk

Der bor godt 12.000 grønlændere i Danmark, og hvert år bliver mellem 800 og 1.000 patienter fløjet ind fra Grønland for at blive behandlet på danske sygehuse - primært Rigshospitalet.

"Patienterne fortæller ikke, at de ikke taler dansk, eller at de ikke har forstået informationerne. Deres psyke betyder, at de er meget tilbageholdende, og de vil ikke gøre personalet forlegne ved at stille krav eller brokke sig over, at de ikke forstår dem," siger Annette Morville.

Den problematik kender Johan Kleist alt til. Han giver et eksempel:

"Jeg besøgte en grønlænder, der var indlagt på hospitalet. Da jeg kom ind til ham om aftenen, sagde manden, at han var sulten. Han forstod ikke, hvorfor han intet havde fået at spise. Det viste sig, at man på afdelingen stillede maden frem i en tilstødende stue, som patienterne selv kunne gå ind og hente. Men ingen havde fortalt patienten om det, og grønlænderne læser ikke alle skilte og skriftlige informationer, når de er indlagt."

Katrine Kleist tilføjer: "Mange grønlændere er sky og generte. Det føles nedværdigende for dem at bede om hjælp. Derfor er det bedre, hvis sygeplejersken beder om en tolk, end hvis den grønlandske patient selv skal bede om det. Særligt de ældre grønlændere vil nødigt bede om en tolk. De fortæller ikke, hvad der er galt med dem, og de vil ofte hellere have smerter. Det grønlandske folk er for stolt til at bede om hjælp."

De to sygeplejerskeundervisere anbefaler, at sundhedspersonalet skal rette opmærksomheden mod de kulturelle og sproglige forskelle, når de møder grønlandske patienter.