Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ph.d.-afhandling: Sundhedsprofessionel supervision

Sygeplejersken 2008 nr. 7, s. 42-42

Af:

Helle Merete Nordentoft, sygeplejerske, sundhedsprofessionel supervisor, cand.comm.

Helle Merete Nordentoft, sygeplejerske, cand.comm., forsvarer fredag den 25. april 2008 kl. 13.15 afhandlingen "Doing Emotion Work, Clinical Supervision in a Palliative Outpatient Ward". Forsvaret finder sted i lokale U91 på Syddansk Universitet i Odense.

Sundhedsprofessionel supervision beskrives på den ene side som et forum, hvor deltagernes refleksivitet og professionelle modenhed kan vokse. På den anden side mener kritikere, at supervision blot er "en følelsesmæssig ventil", hvor de ansatte får aflastning for følelsesmæssige spændinger i deres arbejde. Indtil denne afhandling er det dog ikke blevet udforsket, hvordan følelser italesættes i sundhedsprofessionel supervision, og hvordan deltagerne håndterer følelser i deres praksis efter supervision. Afhandlingens fund er baseret på etnografiske observationer i en palliativ afdeling og analyser af videooptagelser af tværfaglige supervisionsseancer og konferencer før og efter introduktionen af supervision.

Afhandlingen konkluderer, at sundhedsprofessionel supervision kvalificerer faglig udvikling på arbejdspladsen gennem systematiske refleksioner over, hvorfor følelser/problemer opstår, og hvem de tilhører. Supervision synliggør, hvilke personlige og professionelle følelser der vækkes i praksis, og belyser en af de store udfordringer i omsorg og pleje: at adskille egne behov fra patienternes. Afhandlingen argumenterer for, at disse refleksioner kan være med til at frigøre ressourcer til og befordre faglig udvikling i arbejdslivet ved at forebygge stress og udbrændthed. Beskrivelsen af supervision som "en følelsesmæssig ventil" giver således et forenklet billede af supervision, som denne afhandling nuancerer.

Helle Merete Nordentoft er ansat på Forskningsenheden i Vejledning, DPU; hnj@dpu.dk

Opponenter/bedømmelsesudvalg

Professor Elisabeth Severinsson, Stavanger Universitet.
Universitetslektor Björn Nilsson, Skövde Högskola.
Lektor Gitte Rasmussen Hougaard, SDU.

Vejledere

Lektor Dennis Day.
Lektor Betina Dybbroe.