Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Utrolig lille risiko

Ingen panik. Det er godt at sætte fokus på personalets sikkerhed, mener afdelingslæge på Arbejdsmedicinsk Klinik, Harald Meyer. Kemo er et giftigt stof, men risikoen for en allergisk reaktion som bivirkning er minimal, siger han.

Sygeplejersken 2008 nr. 7, s. 19-19

Af:

Katrine Birkedal Christensen, journalist

"Allergi blandt sygeplejersker, der arbejder med cytostatika, kan ikke betragtes som et generelt problem," siger afdelingslæge Harald Meyer, Arbejdsmedicinsk Klinik, Hillerød Hospital. 

"Tine Woldby er, så vidt jeg ved, den første i Danmark og måske blandt de første på verdensplan."

Hvordan får man allergi over for kemo?
"Hvis man udsættes for et stof gentagne gange, er der en risiko for, at kroppen danner antistoffer, og det udløser en overreaktion. Det er ligesom med allergi over for husdyr. Man kan have haft hund eller kat i årevis, og pludselig en dag udløser den konstante påvirkning en allergisk reaktion."

Hvad er kemoallergi?
"Det er en type 1-allergi. Det betyder, at man får meget hurtige symptomer. Efter få minutters påvirkning fra stoffet, man er allergisk over for, får patienten kløe og reaktion i øjne og næse. Det kan også udløse åndenød og udvikle sig til astma."

Hvordan kan man undgå at få allergi?
"Personalet burde ikke blive udsat for kemo, men patienterne udskiller det i små doser via sved, blod, urin og afføring, og derfor skal man beskytte sig grundigt. Personalet kan optage det via huden og luften. Derfor er det vigtigt at undgå spild og hudkontakt og vigtigt at have et godt rengøringsniveau, hvor støv fjernes effektivt. Rutiner og systematik i arbejdsgangene er også med til at minimere uheld. Hvis man i øvrigt følger vejledningen fra Arbejdstilsynet, så burde det være nok."

Kan allergi over for kemo ramme flere sygeplejersker?
"Risikoen må siges at være meget minimal. Allergi er altså en utrolig lille risiko ved at arbejde med cytostatika. Men det er godt at sætte fokus på sikkerheden for personalet. Det er jo et giftigt stof, de arbejder med." 

​​