Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Den dag sygeplejerskerne gik ...

Konfliktstart. Første strejkedag på Amager Hospital ligger gangene på operationsafdelingerne OP1, OP2, SDK og Urologisk Ambulatorium næsten øde. Planlagte operationer og undersøgelser er blevet aflyst, og nødberedskabet udgør en sjettedel af den daglige bemanding. I Kirkesalen viser sygeplejerskerne for alvor deres kampgejst.

Sygeplejersken 2008 nr. 9, s. 34-39

0908-34-01-2Solen titter gennem morgendisen, og alt ånder fred og ro foran porten i den gamle gule murstensbygning på Italiensvej.

Der er intet tegn på, at to tredjedele af Amager Hospitals godt 300 sygeplejersker netop er gået i konflikt sammen med en stor del af det andet sundhedspersonale. Den karakteristiske konflikt-T-shirt under anæstesisygeplejerske Randi Andersens hvide, åbne kittel afslører dog, at nu er det nu. Hun er bl.a. tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på operationsafdelingerne OP1, sammedagskirurgisk afsnit (SDK) og Urologisk Ambulatorium og er mødt tidligt ind, spændt på, hvad første strejkedag bringer.

Det er afdelingssygeplejerske Lone Jørgensen og operationssygeplejerske Elizabeth Dorph-Jensen også. Sammen med operationssygeplejerske Jørgen Holle, anæstesisygeplejerske Ester Johanning og afdelings- og anæstesisygeplejerske Birgitte Crone udgør de i dag sygeplejerskernes nødberedskab på OP1 mod normalt to afdelingssygeplejersker, seks operations-sygeplejersker, tre anæstesisygeplejersker og 1-2 smertesygeplejersker. Skulle en af dem have meldt sig syg, tager nødberedskabet højde for det, da Randi Andersen også har lavet en plan over, hvem der kan kaldes ind i stedet.

På en normal onsdag morgen summer området foran planlægningstavlen af hektisk aktivitet kl. 7.30, men alle planlagte operationer er aflyst ugen ud, og det kan mærkes.

"Her er en helt anden ro, det er lidt ligesom en natte- eller weekendvagt, hvor vi også kun er ét operationsteam på arbejde," siger hun.

Tre krydser og lidt tekst på tavlen afslører, at der indtil videre kun er anmeldt tre akutte patienter, én med brud på underarmen, én med hoftebrud og én med kræftdiagnose i tyktarmen, og som noget af det første tjekker Randi Andersen, om de nu også er akutte.

"Vi må kun foretage operationer, hvis skaden eller lidelsen er livs- eller førlighedstruende. Siger kirurgen, vi skal operere, gør vi det naturligvis, og så må vi tage en evt. diskussion bagefter, men de her er i orden. En brækket arm er meget sjældent livstruende, men varer strejken mere end et par dage, kan den jo godt true førligheden," siger hun.

Mange spørgsmål

Under hele konflikten indkalder sygehusledelsen til møde for repræsentanter for alle faggrupper i konferencerummet hver morgen kl. 8.10 for at evaluere det foregående døgn og løse evt. problemer. Sygeplejedirektør Kirsten Poulsen fortæller bl.a., at afdeling C1 ikke kunne fungere med det vedtagne nødberedskab og derfor er blevet fritaget for at strejke.

Konflikten er knap nok begyndt, men der er alligevel en del uafklarede spørgsmål. Skal portørerne f.eks. åbne alle porte, som de plejer" Og hvem står for at bringe svarene fra laboratoriet ud, de er stadig ikke blevet hentet" En runde omkring bordet afslører flere mindre problemer med nødbemandingen på andre afdelinger, som Kirsten Poulsen dog skubber diskussionen af til efter mødet.

Budskabet lyder i bund og grund: Er der tvivl, om nogle opgaver indgår i nødberedskabet eller ej, så udføres opgaverne. Diskussionen tages bagefter og ikke foran patienterne.

Kirsten Poulsen og lægelig direktør Arne Cyron benytter desuden mødet til at understrege, at der ikke må stå tomme senge på gangene og heller ikke hænge plakater eller ligge informationsmateriale fra de faglige organisationer i rum, hvor patienter og pårørende kommer. Sygehusledelsen kerer sig tilsyneladende meget om patienternes ve og vel, men det gør personalet også, siger Randi Andersen efterfølgende.

"Vi er ikke så glade for, at vi skal i konflikt, for det rammer jo patienterne på en eller anden måde. Det går også ud over vores venner og familie, men det er vores eneste mulighed."

Mindre kampgejst

Som tillidsrepræsentant skal Randi Andersen sikre sig, at nødberedskabet på OP1 og Urologisk Ambulatorium fungerer. Efter mødet og en ualmindelig fredelig kop kaffe på personalestuen sætter hun derfor kurs mod ambulatoriet, som ligger på Hans Bogbinders Allé, ca. 15 minutters gang fra Italiensvej. Hun deltog også i de seneste to konflikter i 1995 og 1999 og savner lidt den gejst, der især herskede i 1995.

"Jeg synes ikke, at kampgejsten er så stor som dengang. Det skyldes måske, at vi alle har så travlt i dag, og mange sætter egne og familiens behov først. Bare det at blive efter arbejdstid og snakke lidt gør man heller ikke så meget mere. Men jeg hører også en del spørge, om det nu også nytter noget. I 1995 fik vi lidt ud af det, i 1997 endte vi i Forligsinstitutionen og fik det samme som alle andre, og i 1999 fik vi ikke noget ekstra ud af at konflikte, så hvorfor skulle det gå anderledes denne gang. Men nu er det altså vigtigt, vi står sammen og bakker op om Connie og Dansk Sygeplejeråd," siger Randi Andersen.

Og det gør afdelingssygeplejerske Anne Junge og sygeplejerske Susanne Empacher på Urologisk Ambulatorium.

Ifølge nødberedskabet er der kun behov for, at afdelingssygeplejersken og en halv sygeplejerske er på arbejde, men det er jo umuligt, og det har da også vist sig, at det er meget godt, at de er to. Selvom der kun sidder to patienter i venteværelset, og arbejdspresset i tiden op til konflikten har været meget stort, da alle på nær kræftpatienter har fået aflyst deres tider ugen ud, er der stadig nok at se til. Telefonen ringer næsten konstant, og en del især ældre vælger at komme forbi og høre, hvad status er.

"Men vi har ikke fået mange negative reaktioner fra patienterne, tværtimod. Der er en fantastisk opbakning, i hvert fald her i begyndelsen, men lad os se, om det også er tilfældet om to-tre uger," siger Susanne Empacher.  

Engagerede sygeplejersker

Næste stop er kirkesalen på fjerde sal, som sygehusledelsen har givet tilladelse til, at de konfliktende må samles i i dag. På vej derhen slår Randi Andersen et smut forbi sammedagskirurgiske afsnit SDK. Alle operationer er aflyst, eneste menneske på gangen er afdelingssygeplejerske Lif Hedebo, som for en gangs skyld kan ordne alt det, hun ikke når i hverdagen, bl.a. planlægningen af en ny patienthjemmeside.

Selvom hun ikke konflikter, har hun alligevel planer om at afspadsere torsdag eftermiddag, så hun kan deltage i den store demonstration på Christiansborg Slotsplads, fortæller hun Randi Andersen kort tid før en af dagens bedste oplevelser: en propfyldt kirkesal med ca. 80 sygeplejersker og radiografer, i fuld gang med at stille spørgsmål til fællestillidsrepræsentant Tina Petersen og hendes suppleant Birthe Svendsen, der svarer på alt lige fra udregning af konfliktstøtte, ferie, H-dage, vagtbytte, de fire delforlig til, hvad man vil gøre, hvis der kommer et regeringsindgreb.

Et gennemgående tema bliver dog, hvor de konfliktende sygeplejersker skal mødes de næste dage. Kirkesalen er indtil videre kun til låns i dag, og behovet for at have et mødested er stort og vidner om engagerede sygeplejersker, bl.a. anæstesisygeplejerske Karin Roll.

"Det er vigtigt, at politikerne får fornemmelsen af, at vi er mange, og at vi mener det alvorligt, når vi kræver mere i løn. Vi kæmper for det offentlige velfærdssystem. Jeg er ikke imod privathospitaler, de er et vigtigt supplement, men jeg er imod en privatisering og amerikanske tilstande i vores sundhedsvæsen, og det mener jeg vil ske, hvis ikke de offentlige lønninger følger med de private," siger hun.

Efter mødet samles Randi Andersen med sine kolleger i et hjørne. Hun får deres private mobilnumre og e-mail-adresser, hvilket gør det nemmere at holde kontakten under konflikten. Samtidig tilbyder en sygeplejerske, at gruppen kan samles til formiddagskaffe hos hende på Østerbro og gå i samlet flok til Israels Plads, hvor morgendagens store demonstration begynder.

"Det er skønt at mærke. Gejsten er ved at komme, de seneste dage har vi gået rundt hver for sig, men nu er det konfliktens første dag, og nu er det alvor," siger Randi Andersen.

Efter mødet tager de fleste hjem, men mange kommer også forbi fællestillidsrepræsentantkontoret, hvor de kan afhente en af de T-shirts, Randi Andersen har båret hele dagen. Hun bliver på hospitalet til sidst på eftermiddagen, før hun tager hjem i en lidt overraskende, men glædelig forvisning om, at kampgejsten er høj blandt de konfliktende sygeplejersker, selvom de øde operationsgange ved første øjekast giver det modsatte indtryk.  

SÅDAN GIK FØRSTE UGE

 
"Det er gået stille og roligt de første fem dage. Der har ikke været problemer i forhold til, hvilke operationer der skal tages. Ikke før i går, hvor der blev meldt et par stykker, hvor vi spurgte os selv, om de nu også var livs- eller førlighedstruende," siger tillidsrepræsentant Randi Andersen.

En patient skulle f.eks. have udført en gastroskopi, mens en anden skulle have fjernet en byld på operationsafdeling OP1.

"Her tog vi en snak med de ledende sygeplejersker og kirurgerne, hvorefter vores daglige sygeplejefaglige leder Gitte Antonisen i samråd med ledelsen besluttede at aflyse operationerne, før patienterne kom op på operationsgangen," siger hun.

Det har ikke været nødvendigt at udvide nødberedskabet på OP1, men da portørerne også strejker, kan det tage op til tre kvarter hver vej at få en patient kørt til og fra operationsgangen.

"Den ene dag kom der også en akut blindtarmsbetændelse, og det medførte, at vi måtte skubbe en operation til dagen efter."

Kampgejsten er stadig høj, og sygehusledelsen har stillet lokaler til rådighed for de konfliktende sygeplejersker.

Mange sygeplejersker har deltaget i demonstrationer og andre happenings, og fornemmelsen er, at befolkningen stadig er på deres side, også de patienter, der får aflyst deres tider i Urologisk Ambulatorium.

Den erfarne tillidsrepræsentant har dog en lille bekymring.

"Det forbavser mig egentlig, at det går så stille og roligt. Vi ønsker overhovedet ikke, at konflikten kommer til at skade nogen, men det undrer mig faktisk lidt, at nødberedskabet fungerer så godt," siger hun. 

Tema: Nødberedskab   

Under konflikten klarede nødberedskaberne de daglige opgaver hos borgere og patienter. Læs, hvordan to forskellige arbejdspladser oplevede den 2 måneder lange konflikt.