Operationssygeplejerskens praksis under observation

Arkivfoto: Istock   

I foråret 2008 måtte ledelsen på Rigshospitalets Hjertecenter pludselig forholde sig til en ret stor afgang af meget kompetente operationssygeplejersker. I den forbindelse kom det på tale at oplære ikke-uddannede sygeplejersker som operationsassistenter og ansætte disse i de ledige stillinger. Hjertecentrets sygeplejefaglige ledelse ønskede imidlertid forinden at få foretaget en undersøgelse af operationssygeplejerskens praksis.

Via Afdeling for Sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet blev der etableret en kontakt mellem Hjertecentret og Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje på Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital. Det blev starten på et samarbejde omhandlende operationssygeplejerskens praksis. Fra marts 2009 og året ud bliver den sygeplejefaglige praksis i flere operationsafsnit således genstand for en videnskabelig undersøgelse og er dermed et godt eksempel på, hvordan forskning udspringer af klinisk praksis.

Hvem skal løfte hvilke opgaver?

Undersøgelse af operationssygeplejerskers praksis har til formål at tilvejebringe ny viden om, hvorvidt, hvordan, hvorfor og hvornår sygeplejefaglige kompetencer kommer til udtryk i den operationsassisterende funktion. Denne viden anses for værdifuld, når sygeplejersker, læger, ledere, politikere og andre tværfaglige samarbejdspartnere fremover diskuterer, vurderer og planlægger fordeling af arbejdsopgaver i en tid med mangel på sundhedsprofessionelle ressourcer.

Det forventes ligeledes, at den ny viden kan kvalificere diskussioner blandt sygeplejersker om, hvorvidt operationssygepleje udelukkende er et teknisk fag, som har meget lidt eller slet intet med sygepleje at gøre (1). Undersøgelsen finder sted på operationsafsnit på Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital, og på Rigshospitalets Hjertecenter.

Sygeplejersker versus assistenter

Siden kirurgiens opkomst tilbage i 1850'erne har der været tradition for at lade sygeplejersker varetage operationsassisterende funktioner. I Danmark har sygeplejersker gennem tiden fastholdt denne funktion, hvorimod det internationalt set har været et velkendt fænomen at oplære personer uden eller med en anden form for sundhedsprofessionel baggrund og efterfølgende ansætte disse som såkaldte operationsassistenter (2).

Spørgsmålet om operationssygeplejersker versus operationsassistenter har ikke mindst været genstand for debat i fagpolitiske sammenhænge. The British Association of Operating Department Assistants argumenterer tilbage i 1996 for ansættelse af såvel sygeplejersker som operationsassistenter til varetagelse af forskellige funktioner på operationsstuen.

Ifølge argumenterne bidrager multidisciplinære team med forskellige kompetencer til større grad af fleksibilitet, og dermed imødekommes den konstante forandring, der kendetegner arbejdet på en operationsstue (3). The Association of Perioperative Registered Nurses, AORN, i USA argumenterer derimod alene for operationssygeplejersken, som ikke kun er uddannet inden for teknik, økonomi og mekanik, men eksempelvis også besidder viden om og indsigt i medikamentelle og kirurgiske forhold samt har forståelse for og tager vare på "hele" patienten som menneske både før, under og efter operationen (4).

Sidstnævnte synspunkt uddybes i undersøgelser, der viser, hvordan operationssygeplejerskens præ-, peri- og postoperative adfærd mindsker patientens angst og uro i forbindelse med operative indgreb (5,6). Endvidere har det præ- og postoperative arbejde positive konsekvenser for operationssygeplejerskens arbejdsglæde og samarbejde med andre (5).

At sygeplejersken skulle være den eneste, der kan imødekomme samtlige patientens behov i forbindelse med en operation, bliver imidlertid kaldt en arrogant misforståelse. At tage vare på "det hele menneske" kan også trygt overlades til "specialister", lyder det fra Jones fra The British Association of Operating Department Assistants (7).

Operationsassistenter har mange navne

Ved en gennemgang af den internationale litteratur har det ikke umiddelbart været muligt at udlede gennemgående træk om operationsassistenter. Benævnelsen operationsassistent rummer en mangfoldighed af stillingsbetegnelser med bagved liggende uddannelse og funktion alt afhængigt af ansættelsessted og land. Eksempelvis ?operating department assistant" (OAD)/?operating department practitioners" (ODP), ?surgical technician"/"surgical technologist", ?unlicensed assistive personnel" (UAP), ?registered care technician" (RCT) og ?technician scrub"/"scrub nurse".

Visse stillingsbetegnelser retter sig mod funktioner, der også inddrager anæstesi-feltet, mens andre kun retter sig mod dele af en operationsassisterende funktion, eksempelvis i form af at holde sårhager. Litteraturen peger på, at ansættelse af operationsassistenter kan føre til et konfliktfyldt samarbejde med mangel på udnyttelse af et tværprofessionelt potentiale på operationsstuen (8), ligesom funktionsområdet som operationsassistent kan opleves begrænsende med manglende muligheder for efter- og videreuddannelse.

Operationssygepleje i Danmark

I Danmark eksisterer stort set ingen erfaringer med ansættelse af operationsassistenter uden en sygeplejerskeuddannelse som baggrund. Der eksisterer heller ikke en formaliseret specialuddannelse til operationssygeplejerske, sådan som det eksempelvis findes inden for anæstesi- og intensivområdet. Sundhedsstyrelsen arbejder aktuelt på en sammenhængende beskrivelse af specialiseringer i sundhedsvæsenet (9), men af dette arbejde fremgår, at der ikke umiddelbart er planer om at øge antallet af specialuddannelser inden for sygeplejen.

Operationssygepleje tænkes med andre ord ikke formaliseret som en godkendt specialuddannelse, der er nødvendig, for at sygeplejersken på fuldt forsvarlig og selvstændig vis kan varetage operationsassisterende funktioner. Som sådan hviler funktionen som operationssygeplejerske i Danmark på grunduddannelsen til sygeplejerske, typisk nogle års erfaring fra klinisk praksis og dernæst oplæring ved ansættelse på en operationsafdeling. Oplæringens varighed er bestemt af lokale forhold.

Undersøgelse af dansk operationssygepleje

I en tid, hvor efterspørgslen på sygeplejersker er stor i Danmark, er det nærliggende at lade sig inspirere af internationale erfaringer med operationsassistenter. Det er heller ikke usædvanligt, at temaet sættes på den politiske dagsorden, ligesom arbejdsgivere/ledere i sygehusvæsenet også diskuterer, hvorvidt operationsassistenter skal uddannes og erstatte sygeplejerskers operationsassisterende funktion.

Men forud for en eventuel flytning af opgaver fra én faggruppe til en anden anses det for relevant at undersøge indhold og handlemåder i dansk operationssygepleje. Også fordi der ikke tidligere er lavet en tilsvarende undersøgelse.

Fokus i undersøgelsen er som udgangspunkt rettet mod operationssygeplejerskens funktion på operationsstuen, når hun/han "går i vask" og som "steril" assisterer kirurgen direkte ved operationsfeltet. Men også den såkaldte "gulvfunktion" samt arbejdet før og efter operationer vil være genstand for undersøgelse, ligesom operationssygeplejerskens deltagelse i det flerfaglige og professionelle operationsteam vil være det.

Hertil kommer operationsassisterende funktioner i både den elektive og akutte kirurgi. Undersøgelsen er afgrænset til at omhandle den operationsassisterende funktion, hvor der samtidig er anæstesi-backup til stede ud fra en antagelse om, at operationssygeplejerskens funktion tager sig anderledes ud, når der samtidig indgår funktioner inden for regional eller lokal anæstesi.

Feltforskning

Rent metodisk er der hentet inspiration fra den samfundsvidenskabelige metode feltforskning (10). Med henblik på at indfange nuancer og sikre både bredde og dybde i undersøgelsen foretages en stratificeret udvælgelse (11) af den operationsassisterende funktion fordelt på otte kirurgiske specialer spredt på tre geografiske lokaliteter, henholdsvis Aalborg Sygehus Afsnit Syd og Aalborg Sygehus Afsnit Nord samt Rigshospitalets Hjertecenter.

Sidstnævnte inddrages med det formål at undersøge eventuelle nuancer i den operationsassisterende funktion inden for samme kirurgiske speciale på tværs i landet. Såfremt nuancerne viser sig at være udtalte, kan andre specialer på Rigshospitalet inddrages med henblik på en nærmere undersøgelse af disse nuancer.

Operationssygeplejersker udvælges som idealinformanter. Disse vil i kraft af deres funktion kunne vise og sige noget holdbart om emnet og vil dermed bidrage til undersøgelsens troværdighed. Informanterne skal som minimum have 3-4 års erfaring som operationssygeplejerske. Dette kriterium er inspireret af den amerikanske sygeplejerske Patricia Benners forskning i sygeplejerskers læreprocesser, hvor Benner fandt, at sygeplejerskers problemløsende evne er i fuldt flor efter tre til fire år (12). Informanterne skal have interesse for at indgå i projektet og lade sig observere og interviewe. Og endelig skal informanternes samarbejdspartnere i operationsteamet acceptere at indgå i observationerne og være indstillet på at lade sig interviewe.

Med feltforskning vælges deltagerobservation, deltagerberetninger, feltnoter og interview som redskaber til indsamling af det empiriske materiale (10). Mere specifikt vil operationssygeplejerskens adfærd på operationsstuen blive observeret med henblik på at se særtræk og egenskaber ved den assisterende adfærd; herunder hvad der siges og gøres i forskellige situationer. Deltagerberetninger vil om muligt blive anvendt sideløbende med henblik på at få information om aktiviteter, der i situationen af en eller anden grund ikke kan observeres direkte.

Igennem interview bliver det muligt at fokusere på den information, som operationssygeplejersker og nærmeste samarbejdspartnere kan give om egne og andres adfærd før og nu, ligesom de kan sige noget om hændelser og de involveredes perspektiver bag hændelser. Kombinationen af observation og interview anses som en fordel, idet interview kan tolkes på grundlag af erfaringer fra deltagerobservation/-beretning og vice versa (10).

Præsentation af resultater

Feltarbejdet forventes at strække sig over en periode på seks måneder, men vil blive justeret undervejs. Det planlægges som minimum at inkludere 16 informanter. Undersøgelsen forventes afsluttet med udgangen af 2009, hvilket udelukkende lader sig gøre, fordi sygehusledelsen på Aalborg Sygehus har bevilget økonomi til ansættelse af en forskningsassistent på deltid. Resultaterne vil blive publiceret i rapportform og gennem videnskabelige artikler og vil forhåbentligt bidrage til konstruktive diskussioner om sygeplejefaglige kompetencer i den operationsassisterende funktion.

Erik Elgaard Sørensen er ansat som projektleder og postdoc ved Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Aalborg Sygehus.
Ida Østrup Olsen er forskningsassistent og udviklingssygeplejerske ved FBE Kirurgi Syd, Aalborg Sygehus. Marianne Tewes er centerchefsygeplejerske på Hjertecentret, Rigshospitalet.    

Litteratur 

1. Martinsen K. Operasjonssykepleieren og den sårbare pasienten. Kropp, sansning og urørlighetssone. I trykken 2009.
2. Hind M, Andrews C, Galvin K, Jackson D, Platt-Mellor S. Interprofessional working and learning in a UK operating department. British Journal of Perioperative Nurs-ing 2001;2:74-83.
3. King R. Sharing skills. Nursing Standard 1996;42:19.
4. Dawes BSG. Editorial AORN Journal 2000;4.
5. Post I. Professionell naturlig vård ur anestesi- och operationssjuksköterskors perspektiv. Akademisk Avhandling, Åbo Akademi: Åbo Akademis Förlag University Press;1999.
6. Rudolfsson G. Patients' and Nurses' Experiences of the Perioperative Dialogue. Two grounded theory studies. Göteborg: Nordic School of Public Health, Sweden; 2004.
7. Jones C. Leave it to the specialists. Nursing Mirror 1982; 23.
8. Fox JA. The battle for supremacy. Nursing Mirror 1985; 18: 82-4.
9. Sundhedsstyrelsen. Specialiseringer i Sygeplejen - udvikling af en fælles begrebsramme Uddannelse og Autorisation. København: Sundhedsstyrelsen; 2009.
10. Hammersley M, Atkinson P. Ethnography: principles in practice. Routledge;2007.
11. Maunsbach M, Lunde IM. Udvælgelse i kvalitativ forskning. I: Lunde IM, Ramhøj P (ed.). Humanistisk Forskning. Inden for sundhedsvidenskab. København: Akademisk Forlag A/S; 1995:142-53.
12. Benner P. From Novice to Expert. Excellence and Power in Clinical Nursing Practice. California: Addison-Wesley Publishing Company;1984.