Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Detektivarbejde at kortlægge ældres medicinering

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for at eliminere fejl og mangler i ældre patienters medicinering. Indlægget er baseret på et projekt fra Frederiksberg Hospital, Akut Modtage Afsnit. Afdelingen har arbejdet med Medicinafstemning, siden Operation Life startede i foråret 2007.

Sygeplejersken 2009 nr. 2, s. 45

Af:

Steffen Hogg Christensen, sygeplejerske

Når ældre mennesker indlægges på hospital, mangler der næsten altid oplysninger om et eller flere lægemidler.

Efter udskrivelsen har 2/3 af patienterne spørgsmål til deres medicin.

Det viser en ny rapport fra Akut Modtage Afsnit, AMA, på Frederiksberg Hospital. En klinisk farmaceut har sammen med en sygeplejerske gennemgået medicinen hos 258 indlagte patienter i perioden juni 2005 til oktober 2007.

Sygehuspersonalet bruger betydelige ressourcer på at udrede trådene omkring patienternes medicin, når de indlægges. Den praktiserende læge har ikke altid komplet viden om patientens medicin, og patienten kan ofte ikke give fuldstændige oplysninger om, hvilken medicin han plejer at tage.

I undersøgelsen blev der indsamlet data om medicin på 258 patienter, som er indlagt på geriatrisk klinik H3 via hospitalets akutte modtageafsnit. Patienterne i undersøgelsen havde en gennemsnitsalder på 84,4 år. De hyppigste indlæggelsesdiagnoser var svimmelhed, fald i hjemmet, sociale årsager, væskemangel og demens. Afhængigt af diagnosen fik patienterne i gennemsnit mellem to og 11 forskellige slags medicin ved indlæggelsen.

Den nye rapport fremkommer med en række anbefalinger, og den viser bl.a., at en medicingennemgang ved en klinisk farmaceut førte til rettelser eller ændringer i medicinlisten hos 80 pct. af projektpatienterne.

Den personlige, elektroniske medicinprofil, PEM, er et rigtig godt hjælpemiddel i detektivarbejdet. PEM viser alle patientens indkøb af receptpligtig medicin på apoteket. Den kliniske farmaceut hentede oplysninger ved et opslag i PEM. I gennemsnit fandtes der et lægemiddel mere pr. patient i PEM end noteret af lægen i indlæggelsesnotatet.

I nogle tilfælde var det vigtige lægemidler, der manglede, f.eks. blodtrykssænkende medicin og diabetesmedicin. I andre tilfælde var det mindre betydningsfulde fejl, der blev opdaget.

Da opslag i PEM stadig er et praktisk problem på hospitalerne, er en af anbefalingerne, at et print fra PEM vedlægges indlæggelsespapirerne og dermed hjælper lægen med medicinanamnesen.

I forbindelse med undersøgelsen har man forsøgt at vurdere omfanget af de medicinproblemer, der opstår efter udskrivelsen. Der blev gennemført en stikprøve ved at interviewe 25 patienter telefonisk i perioden, efter at de var kommet hjem fra sygehuset. 2/3 af patienterne havde spørgsmål vedrørende deres medicin efter udskrivelsen, og halvdelen af disse havde kontaktet enten sygehuset eller egen læge med henblik på afklaring af ændringer i medicinlisten.

Rapporten konkluderer, at problemerne omkring ældre patienters medicinering er store. Det anbefales, at alle hospitalsafdelinger, der modtager nyindlagte patienter, opretter et farmaceutisk team, bestående af
f.eks. en læge, en sygeplejerske og en klinisk farmaceut. Det kan spare tid, og der er betydelige ressourcer at hente.

Rapporten "Lægemiddelkontinuitet over sektorgrænser for ældre medicinske patienter" af projektsygeplejerske Steffen Hogg Christensen og klinisk farmaceut Anne-Mette Ørkild Mud findes på Frederiksberg Hospitals hjemmeside.

Steffen Hogg Christensen er sygeplejerske på Akut Modtage Afsnit på Frederiksberg Hospital. 

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.