Et tilbud til dem, der ikke har andre steder at gå hen

Foto: Thomas Tolstrup

Mellem Vesterbros modebutikker, trendy caféer og københavnske højhuse ligger Sundhedsrummet. Halvt så stort som de omkringliggende bygninger og skjult i hjørnet af en baggård ligner det ethvert andet anonymt lidt nusset baghus i kvarteret, men indenfor er det et sundhedsfagligt tilbud til hjemløse og stofbrugere i kvarteret.

I Sundhedsrummet kan man få behandling af en sygeplejerske eller en snak med en socialrådgiver. Her er man ikke "endnu en misbruger", man er, som sygeplejefaglig leder Lone Hviid Rasmussen forklarer, "et menneske, der for tiden ikke kan komme i andre tilbud".

Det er vigtigt for personalet, at de møder deres brugere på lige fod, og derfor snakker man i Sundhedsrummet heller ikke om "stofmisbrugere", men om "stofbrugere".

"Der ligger en vurdering i at kalde nogle misbrugere. Måden man italesætter folk på, bliver deres virkelighed, så de ender med at blive opfattet som sådan af sig selv og af omverdenen. Hvis man vil ændre på noget, skal man betegne folk anderledes - allerhelst vil vi bare kalde dem for "mennesker"," fortæller Lone Hviid Rasmussen.

Flere tager kokain

elvom forestillingen om den lidt forhutlede mandlige vesterbromisbruger nok passer på en stor del af patienterne i Sundhedsrummet, er det dog langtfra de eneste patienter, Lone Hviid Rasmussen ser. Omkring en fjerdedel af patienterne er kvinder, ligesom nogle få kommer fra helt andre samfundslag.

"Her hjælper vi alle slags patienter, så vi får også nogle af dem, man kan kalde "almindelige pæne mennesker". Det er f.eks. håndværkere eller forretningsmænd," fortæller hun.

Det er heller ikke umiddelbart til at se, at Sundhedsrummet skulle være et tilbud til en særlig gruppe patienter. Der er meget langt fra de omgivelser, der er rundt omkring i det vesterbroske gademiljø, hvor brugerne af stoffer opholder sig blandt brugte kanyler, blodigt vat, afføring og urin, til Sundhedsrummets lyse, pæne lokaler.

Ved første øjekast ligner det enhver almindelig lægepraksis med konsultationsrum, venteværelse og den obligate plakat af en opskåret torso. Ser man nærmere efter, er der dog en del, der adskiller sig fra den almindelige praksis. Rundt omkring er små skuffer med kondomer, vat, spritservietter og engangssprøjter, som man frit kan forsyne sig med, ligesom der også hænger en plakat med en tydelig tegning af kroppens blodbaner, så man kan se, hvor det er mest hensigtsmæssigt at stikke sig - og især hvor det ikke er. Hos sygeplejerskerne kan man også få udleveret specialfolie til rygning af bl.a. heroin som et led i Sundhedsrummets "harmreduktionsstrategi", hvor man vil forsøge at få brugerne til at ryge stofferne frem for at sprøjte sig med dem.

Kenneth Verner Sødorf og Marika Vingberg drikker et par flasker formiddagsrødvin i Sundhedsrummets gård. Foto: Thomas Tolstrup

"De skal vide, vi er her"

Ind ad døren til venteværelset kommer en ung kvinde med knaldrødt strithår iført en flagrende lilla kjole. Hun ligner en gymnasieelev, der er gået forkert, men går med en flaske rom i hånden og et stift blik ind og falder sammen i en stol.

"Har du det okay"" spørger Lone Hviid Rasmussen venligt.

Pigen svarer ikke, men fægter lidt med armene i en gestus, der kan betyde både ja og nej. Hun rykker rundt på stolen uden helt at kunne finde ro.

"Nu skal du bare sige, hvis der er noget, vi kan gøre for dig," siger Lone Hviid Rasmussen og lader pigen sidde i fred.

Efter kort tid rejser hun sig op med et sæt og går forvirret uden et ord ud på Halmtorvet igen.

"Hun kommer til at komme her måske 10 gange, før vi rigtig får snakket med hende. Der er mange af dem, der kommer her igen og igen for at se, hvem vi egentlig er. Så spørger vi dem, hvordan de har det, og om der er noget, vi kan hjælpe med. Det er ikke altid, vi får svar, men det er vigtigt, vi viser dem, at vi er interesserede. På den måde kan vi skabe noget tillid," fortæller hun.

Der er mange, der har svært ved at henvende sig selv, fordi de er vant til, at folk kigger skævt til dem. Derfor bruger sygeplejerskerne i Sundhedsrummet også meget tid på opsøgende arbejde i kvarteret.

"Vi går rundt i gaderne og ser, hvordan folk har det. Vi fortæller dem, hvem vi er, så de ved, at der er et sted i nærheden, de kan gå hen. Det er vigtigt, de ved, at vi er her, men at de samtidig også er klar over, at vi ikke er et værested eller et behandlingstilbud. Vi er en klinik, hvor man kan komme, hvis man har brug for en sygeplejerske eller en socialrådgiver, og hvor man kan få et ligeværdigt behandlingstilbud uanset social baggrund," fortæller Lone Hviid Rasmussen.