Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Forsøg med børnesundhedsklinik

Artiklen henvender sig til sundhedsplejersker. Hovedbudskabet er, at sundhedsplejerskens møde med barn og forældre i barnets første leveår måske ikke behøver foregå i barnets hjem, men kan ske i en børnesundhedsklinik. Artiklen er skrevet på baggrund af et forsøg i Sundhedsplejen, Hørsholm Kommune.

Sygeplejersken 2009 nr. 4, s. 42-43

Af:

Helle Bülow, sundhedsplejerske,

Lene Jakobsen, sundhedsplejerske

Danmark har 70 års tradition for, at sundhedsplejerskens møde med barn og forældre foregår ved hjemmebesøg i barnets første leveår. I Hørsholm har forfatterne til denne artikel imidlertid fået grønt lys til at iværksætte et forsøg med at tilbyde spædbørnsforældre at erstatte hjemmebesøgene med konsultationer på en børnesundhedsklinik. Forsøget strækker sig over et år og inkluderer ca. 100 familier. Hos alle familier foregår det første møde efter fødslen altid i barnets hjem.

Kun for ressourcestærke forældre

I Hørsholm Kommune er de fleste familier ressourcestærke med hensyn til uddannelse og økonomi. Mange er vant til selv at søge viden, beslutte og handle. Også stærke familier har brug for sundhedsplejens tilbud, men vi vil gerne forsøge med et alternativ til den sædvanlige model - for at udvikle fagets metoder og finde ud af, om de samlede kræfter i staben af sundhedsplejersker kan udnyttes bedre.

Er der tale om for tidligt fødte børn, unge mødre, tvillingefamilier, familier med misbrugsproblemer, psykisk sygdom, flygtninge eller indvandrere, tilbydes ikke besøg på børnesundhedsklinikken som alternativ til hjemmebesøg.

Aktuelt er børnesundhedsklinikken beliggende på biblioteket, men vores tanke er, at klinikken optimalt set etableres i et sundhedscenter, hvor sundhedsplejersken kan trække på tværfaglig ekspertise.

Halvdelen vælger klinikken

Det aktuelle billede januar 2009 af de 30 familier, som har gennemført de første otte måneders kontakt med sundhedsplejersken, er, at ca. halvdelen vælger hjemmebesøg, og den anden halvdel vælger børnesundhedsklinikken. Samtidig svarer alle, at de ved et eventuelt næste barn vil vælge det samme, som de har haft under forsøget.

Tidsbesparende

Forsøget er endnu ikke evalueret, men indtil videre tegner sig nedenstående positive erfaringer ved at erstatte hjemmebesøg med besøg på klinik.

Sundhedsplejersken sparer transporttid og den ceremonielle tid, som selve det at være gæst i et hjem kræver. Tid, som ikke direkte handler om barnet og dets samspil med familien. Der er færre forstyrrelser i kontakten, når mødet foregår på sundhedsklinikken, og tendensen er, at møderne er kortere.

Det kan endvidere være en fordel, hvis sundhedsplejersken skal tage et svært emne op, at samtalen foregår på neutral grund frem for i familiens hjem.

Tab af viden en potentiel ulempe

I forsøget er indtænkt potentielle ulemper, som vi er opmærksomme på. For familien kan det f.eks. være en ulempe, at den skal bevæge sig væk fra hjemmet for at møde sundhedsplejersken. Da forsøget er valgfrit, og familierne til hver en tid kan skifte til hjemmebesøg, er dette indtil videre ikke fremhævet som et problem.

En anden indvending kan være, at sundhedsplejersken kan gå glip af en viden, fornemmelse, intuition om familien, hvis hun ikke kommer i hjemmet. Vi mener her, at dette problem delvis elimineres af, at første møde altid er et hjemmebesøg, og at familier med særlige behov ikke får tilbud om klinikbesøg. Hvis sundhedsplejersken i et konsultationsbesøg på klinikken oplever, at der er behov for et hjemmebesøg, er der ikke noget til hinder for det.

Helle Bülow og Lene Jakobsen er ansat i sundhedsplejen, Hørsholm Kommune.

Forsøget er økonomisk støttet af TrygFonden, Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker og Hørsholm Kommune. Det evalueres i september 2009.