Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

En MEND-instruktør fortæller

Efter en fire dages intensiv uddannelse som MEND-instruktør var jeg klar til at starte det første MEND-hold sammen med min kollega Rikke. Jeg tog mig af adfærds- og ernæringsdelen, mens hun underviste i motionslektionerne. Holdet bestod af 15 piger og drenge samt deres forældre.

Sygeplejersken 2009 nr. 5, s. 53-54

Af:

Kirsten Lauritsen, sundhedsplejerske

SY-2009-05-50cArkivfoto: iStock

Børnene var i alderen 8-12 år. En udfordring for mig, der er fortrolig med at undervise, men aldrig før har undervist en gruppe af børn med så stor aldersspredning.

MEND-programmet er et sundhedsprogram. Instruktørmanualen beskriver næsten minut for minut, hvad den enkelte lektion skal indeholde. Dertil medfølger materialer, som kan underbygge og anskueliggøre budskabet i undervisningen. Familierne får desuden udleveret skriftligt materiale om dagens emne til deres egen mappe. Som instruktør var det i starten godt at have den faste struktur. Senere i forløbet kunne jeg krydre undervisningen med egne historier og erfaringer og følte ikke, at det gik ud over budskabet.

De ni uger

Vi mødtes to gange ugentligt i ni uger. Den ene aften handlede undervisningen om ernæring, den anden om vaner. De fleste lektioner startede med en times fælles undervisning af børn og forældre. Undervisningen involverede både børn og forældre i form af praktiske opgaver, spørgsmål og lege. De alsidige læringsmetoder blev nogle gange krydret med en lille konkurrence mellem børn og forældre, så energien kunne fastholdes. Derefter fortsatte børnene med motion i gymnastiksalen. Forældrene fik imens lejlighed til at diskutere forskellige emner og problemer. Nogle dage helt frit, andre dage ud fra manualens anvisninger. Forældrene lærte efterhånden hinanden at kende, og de fleste deltog aktivt i debatten om vaner, problemer og muligheder for at vælge nye, sunde alternativer i hverdagen.

En tur for alle i supermarked på jagt efter sund MEND-venlig mad, en fantastisk madfest og en afsluttende fest med bowling og spisning var nogle af højdepunkterne i de ni uger, dette intensive kursus varede.

Et godt koncept

MEND er ingen slankekur, men der lægges vægt på overkommelige, sunde og varige ændringer i kost og motion. Hvert barn skulle derfor i forløbet sammen med sine forældre sætte sig opnåelige ernærings- og motionsmål. Disse mål blev ugentligt bedømt og revideret af barnet selv. Opnåelse af mål medførte belønning i form af klistermærker og senere en aftalt belønning i familien. Denne belønningspolitik virkede meget fremmed på mig, men for de fleste af børnene var det tydeligvis en motiverende faktor.

Jeg oplever, at MEND-konceptet som helhed er et brugbart redskab i arbejdet med overvægtige børn og deres familier. Materialet er færdigt og forholdsvis let at gå til. At hele familien er involveret, er et meget stort plus. Børn og forældre får fælles oplevelser og fokus på at få justeret nogle af deres vaner.

Det har været spændende at opleve dette første hold. Langt de fleste af børnene holder vægttabet, har fået bedre kondi og frem for alt mere selvtillid og lyst til at prøve nyt. Holdet har efterfølgende været sammen flere gange, men to af de 15 familier er droppet ud undervejs. De resterende, både børn og forældre, ser ud til at fortsætte med deres sundere livsstil og nyder fortsat hinandens selskab.
SY-2009-05-50b
Kirsten Lauritsen er ansat som sundhedsplejerske i Halsnæs Kommune.

ENGLISH ABSTRACT

Lauritzen K, Rasmussen K. MEND - A Useful Tool for Working with Overweight Children and their Families. Sygeplejersken 2009;(5):50-4.

MEND is an evidence-based, English child-health programme, which can help overweight children and their families make lifestyle changes and maintain good dietary and exercise habits. MEND stands for Mind, Exercise, Nutrition and Do it! An adapted version of the MEND concept has been introduced in Halnæs municipality, where it has been tested on 45 families. The project has been evaluated after three, six and twelve months. The four key terms in MEND are dealt with in an intensive nine-week group-based course. The programme, which school nurses are offering to children aged from 8 to 12 years and their families, does not focus on weight loss. In contrast, the family is required to take ownership of small and realistic lifestyle changes, which automatically result in weight loss. Over the nine weeks the work focuses on reinforcing simple methods and tools for the family to use. With the help of the MEND instructors and the other families in the group, the intention is for children and families to develop a positive self-image, which will confirm for them that the new lifestyle habits are the right direction to take.

Project evaluation after 12 months shows that, in general, the children gained positive and lasting results in terms of BMI and target waist measurement after completing the MEND programme.

Key words: MEND, child-health programme, lifestyle, lifestyle changes.