Sygeplejersken
Stop berøringsangsten over for medicinmisbrugere
Aftrapning. Det er ikke synd at tage sovepillerne fra et menneske, der i sit halve liv har haft et konstant dagligt forbrug af sovemedicin af benzodiazepintypen. Det mener hjemmesygeplejerskerne i Hørsholm Kommune, som går målrettet efter at få de afhængige borgere ud af sove- og nervemedicin.
Sygeplejersken 2009 nr. 5, s. 18-20
Af:
Annette Hagerup, journalist
Foto: Søren Svendsen
Hjemmesygeplejerske i Hørsholm Kommune, Hanne Havsager, har nu i flere år målrettet arbejdet med at opspore og udtrappe mennesker med et misbrug af sove- og nervemedicin. Og set, at det nytter.
"Hjemmesygeplejersken må ud af sin berøringsangst og konfrontere borgere, der er afhængige af sove- og nervemedicin. Det er en delikat manøvre, men den kan lykkes, hvis man forstår at nærme sig emnet i respekt for den enkeltes situation," mener Hanne Havsager, som har fået sine kolleger i hjemmeplejen med på idéen.
Hun understreger, at borgerne ikke skal slås i hovedet på grund af en medicin, lægen har ordineret til dem. Det er hendes erfaring, at mange bliver utroligt lettede, når man begynder at tale om problemet, og de kommer ud af deres misbrug.
"De fleste ved egentlig godt, at pillerne er noget skidt, som de burde holde op med at tage. Men de forsøger ofte at skjule deres medicinforbrug, fordi de er bange for, hvordan de skal klare sig igennem hverdagen uden pillerne."
Problemets omfang holdes skjult af det faktum, at meget sove- og nervemedicin administreres af borgerne selv. Det figurerer ikke altid på deres medicinliste.
Hjemmesygeplejersken kommer typisk på besøg hver 14. dag for at dosere patientens medicin et par uger frem. Og det er efter Hanne Havsagers mening en oplagt lejlighed til at tale med patienten om, hvilken medicin han eller hun bruger.
Frem fra natbordsskuffen
Hun har flere gange oplevet, at sovepillerne var skjult i patientens soveværelse. Når patienten efterhånden åbner op og erkender misbruget, så kommer pilleglasset frem fra natbordsskuffen.
"Nogle har fået dem i så mange år, at de næsten ikke opfatter dem som medicin længere. De er blevet en del af dagligdagen," fortæller Hanne Havsager.
Hun opfordrer sine kolleger til at lægge mærke til de bestemte kendetegn ved mennesker, som i mange år har taget specielt benzodiazepiner.
"De opfører sig typisk, som om de sidder i en glaskuppel. De kan både se og høre, men er alligevel ikke til stede. De har det bedst, når de befinder sig inden for hjemmets fire vægge, og vil helst ikke forlade det.
Ofte vil deres motorik også være påvirket. Deres bevægelser er påfaldende langsomme, og de kan være svære at få ordentlig kontakt til, fordi deres kognitive funktioner er påvirkede af mange års misbrug."
Ekstremt vanedannende
Der er i dag solid videnskabelig dokumentation for, at benzodiazepiner er ekstremt vanedannende allerede efter få ugers brug. En tommelfingerregel siger, at man højst må tage sovemedicin i to til fire uger. Beroligende medicin må højst tages i to uger. Er man først afhængig, får man abstinenser i form af angst og uro, hvis man ikke tager sin pille.
Samtidig får man hurtigt brug for mere medicin for at opnå den samme effekt.
Hanne Havsager fortæller, at mange bliver betydeligt mere selvhjulpne, når de slipper ud af deres medicinmisbrug. En kvinde var f.eks. så fysisk og psykisk svækket efter 30 års forbrug af benzodiazepiner, at hun måtte have hjælp til alle dagligdags fornødenheder. Til personlig hygiejne og påklædning, tøjvask, indkøb, madlavning og rengøring. Efter kvinden blev trappet ud af sit medicinmisbrug, har hun kunnet klare sig med hjemmehjælp én gang om ugen.
Sådan spotter man brugerne
Hjemmesygeplejerske Hanne Havsager har medbragt sin viden om benzodiazepiner fra sin tidligere arbejdsplads i hjemmeplejen i Helsingør Kommune.
Her deltog hun i et toårigt benzo-udtrapningsprojekt under ledelse af sygeplejerske Christine Nyberg. Helsingør Kommune søgte Sundhedsministeriet om støtte til at køre projektet videre, men fik afslag. Herefter blev projektet nedlagt og de involverede sygeplejersker spredt på andre arbejdspladser.
Det ærgrer stadig Christine Nyberg, at projektet blev nedlagt.
"Vi så jo, hvad medicinen gjorde ved folk, og havde håbet, vi kunne gøre Helsingør til en "Benzofri" kommune," fortæller Christine Nyberg. Hun var selv qua sit job som hjemmesygeplejerske begyndt at undre sig over et mønster, hun så blandt patienterne.
"Usædvanligt mange fik beroligende medicin og sovemedicin. Jeg observerede kvinder i fyrrerne, som ikke kunne forlade deres lejlighed på egen hånd på grund af angst. De skulle have hjemmehjælpen til at handle for sig, de kunne ikke selv tage bussen ned til byen eller gå til købmanden," fortæller Christine Nyberg, der efterhånden lærte at spotte brugerne på deres symptomer:
"De bliver fobiske og isolerer sig. De kan ikke stå i en kø, fordi de er bange for at besvime. Jeg er kommet i hjem, hvor patienterne har taget de her piller i 20, 30, ja op til 40 år. De har jo ikke haft et liv!"
Årsagen til, at man i sin tid er startet på at tage sove- og nervemedicin, fortaber sig ofte et sted i fortiden. Når hjemmesygeplejerskerne spørger ind til årsagen, er dette nogle af de forklaringer, de får fra de afhængige borgere:
- En tragisk hændelse, f.eks. en ægtefælles død eller en skilsmisse.
- De lærte pillerne at kende i barndommen, hvor glasset stod i medicinskabet på badeværelset.
- De fik den første pille af deres egen mor pga. af f.eks. kærestesorg.
- De havde haft søvnproblemer på grund af skifteholdsarbejde.
Fælles for de afhængige borgere er, at de er fortsat med pillerne i årevis. Det ironiske og også dybt tragiske er, at pillerne for længst er holdt op med at virke efter hensigten. Tilbage er kun afhængighed og abstinenser.
En 85-årig mand boede alene i sit kolonihavehus det meste af året. Lejligheden i byen opholdt han sig kun i, hvis vintervejr og kulde gjorde det nødvendigt at forlade fællesskabet i kolonihaven. Men på det seneste var han blevet noget svimmel. Indimellem skete det også, at han pludselig dejsede om. Efterhånden skete det flere gange om ugen, at han faldt uden påviselig grund. Der var hverken dørtrin eller løse tæpper involveret i faldene, og det bekymrede familien, som forsigtigt begyndte at tale om en aflastningsplads på et plejehjem.
Til sidst blev den ældre mand også selv nervøs og bange for at være alene i kolonihavehuset.
Han flyttede hjem i lejligheden og fik tilkendt hjemmehjælp. Han fik også besøg af hjemmesygeplejersken fra Hørsholm Kommune. Hun kom hver 14. dag for at dosere hans hjertemedicin.
Og det var i den forbindelse, hjemmesygeplejersken blev opmærksom på, at den ældre mand fik sovemedicin.
"Hvor længe har du fået sovepiller?" ville hjemmesygeplejersken vide.
"Længe," fortalte han. Og fortsatte: "Men det kan være lige meget med dem, for de virker alligevel ikke. Det har de ikke gjort, de sidste mange år."
"Du fortæller, at du er svimmel. Svimmelhed er netop én af bivirkningerne ved din sovemedicin," fortalte sygeplejersken.
Manden, som jo ikke syntes, han havde nogen gavn af sovepillerne, gik med til, at hjemmesygeplejersken tog kontakt til hans læge og aftalte en aftrapningsplan.
I dag klarer han sig selv i sin lejlighed. Han er ikke længere svimmel, og han falder ikke mere.
Kilde: Hjemmesygeplejen i Hørsholm Kommune.