Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mere selvstændig med årene

Mona Mosegaard, 53 år. Uddannet sygeplejerske for 10 år siden. Tidligere social- og sundhedsassistent og oldfrue/souschef i De Gamles By. Ansat på lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.

Sygeplejersken 2009 nr. 7, s. 24

SY-2009-07-alder%27%20(2)"Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere selvstændig med årene og for mig er det vigtigt at blive fagligt bedre gennem hele livet og holde mig ajour. Men det kan være sværere end før, hvis jeg skal tilegne mig ny viden på områder, hvor jeg ikke har en basisviden. Man får større kompetencer med alderen, fordi man igennem livet har prøvet flere ting.

Når man f.eks. har prøvet at miste, så kan man bedre forstå den situation, når man møder den på arbejdet. Når man har prøvet mange sociale sammenhænge, bliver man bedre til at tackle det sociale i forhold til patienter og kolleger. Dermed siger jeg ikke, at jeg er bedre end mine kolleger i 30'erne, men jeg har måske nemmere ved nogle ting.

Jeg har efterhånden lært, at hvis man lader sig stresse, så mister man overblikket. Det handler om at bevare roen og overblikket og prioritere. Det har jeg måske lidt nemmere ved end yngre kolleger. Men meget handler også om personlige kompetencer, som vi mere eller mindre er født med.

Det ideelle på en afdeling er, at vi har forskellige aldre. De unge har en anden tilgang til nogle ting, og det kan jeg lære noget af. F.eks. at tingene kan "køres" på andre måder, end dem, jeg har erfaring med.

Jeg er ikke tilhænger af, at man siger: "Sådan plejer vi at gøre." Derfor kan jeg godt finde på at tage vagter som vikar for at prøve mig selv af i nye sammenhænge. Det er en udfordring at komme ud et nyt sted, og det giver mig et kick, at jeg kan begå mig og magte en opgave i en ny sammenhæng. Jeg bliver ofte inspireret af andres måder at gøre tingene på og tager gode idéer med mig tilbage til min afdeling."

SÆRLIGE FORDELE FOR DE ERFARNE
  • Man kan være på toppen med en veludviklet ekspertise, hvis man har fulgt og stadig følger "forskrifterne": holder sig i form, udbygger og vedligeholder de teoretiske og kliniske færdigheder, søger ny inspiration og kæmper mod mageligheden. Forudsat er også, at man har undgået at blive slået ud af kurs af ulykker og sygdom.
  • Moden indsigt i de motiver, der driver andre mennesker, og en dyb forståelse af menneskelige relationer. Det er blevet nemmere at sætte sine egne grænser og sige: "Det vil jeg ikke være med til" eller: "Lad gå, så går jeg med på den idé."
  • Robusthed og evne til at "tage fra", dvs. man kan få en masse arbejde gjort.
DET KAN VÆRE SVÆRT
  • Hvis man er temmelig fastlåst i en snæver rolle og med et smalt bånd af kompetencer, fordi man ikke har udviklet sig særligt undervejs. Det er svært at gøre noget ved nu, fordi det med alderen bliver vanskeligere at lære nyt på helt nye felter.
  • At holde fysikken ved lige.
  • Hvis man er gået lidt i stå fagligt, bliver det vanskeligere at følge med udviklingen på arbejdet, og når der dukker store forandringer op på jobbet, vil nogle være tilbøjelig til at sige: "Nu er det nok, jeg trækker mig tilbage så hurtigt som muligt."
  • Hvis man ikke fik afklaret sine værdier og fik truffet bevidste valg undervejs, f.eks. under "40-års-krisen", mærkes det tydeligt i slutningen af karrieren. Prisen er skuffelse: "Var det virkelig det, der var i arbejdslivet for mig?"
SÆRLIG UDFORDRING - PAS PÅ DIG SELV

Fysisk tåler du ikke samme belastning som tidligere, og det er vigtigt at lade op før nattevager - og hvile ud bagefter. Koncentrationsevnen kan blive ringere, så måske må du insistere på ro i nogle situationer. Alting kan gå lidt langsommere, men erfaringen kan råde bod på det, så opgaverne bliver løst på samme tid. Evnen til at lære nyt og forny sig bevarer man, men det sker nemmest og hurtigst på områder, hvor man i forvejen har ekspertise.

Kilder: Aldersprofilerne er blevet til ud fra interviews med aldringsforskerne Henning Kirk og Kirsten Avlund, afdelingssygeplejerske Henny Færge Rabjerg, coach og sygeplejerske Lene Antonsen og sygeplejerskerne Maria Fjelsted Hansen, Desirée D'Aniello og Mona Mosegaard. Samt bøgerne: "Med hjernen i behold" og "Idrættens træningslære".