Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Resuméer af international forskning

Sygeplejersken 2009 nr. 7, s. 41

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Test af tværfagligt undervisningsprogram til patienter med Parkinsons syge

Lindskov S, Westergren A, Hagell P. A controlled trial of an education program for people with Parkinson's disease. Journal of Clinical Nurs-ing. 2007;16(11c):368-376.

Formål: At evaluere effekten af et tværfagligt undervisningsprogram i forhold til helbredsstatus hos patienter med Parkinsons syge.

Metode: I denne svenske undersøgelse indgik 98 patienter, der havde haft Parkinsons syge fra 0-25 år, patienternes gennemsnitsalder var ca. 70 år, og der deltog 55 pct. mænd. Patienterne blev delt i en interventions- og i en kontrolgruppe. Interventionsgruppen modtog to timers undervisning en gang om ugen i seks uger. Undervisningen var tilrettelagt som en dialog og blev varetaget af et tværfagligt team. Hvert hold bestod af 6-8 patienter med pårørende, hvis patienten ønskede dette. Effekten af undervisningsprogrammet blev vurderet i forhold til selvvurderet helbred ved hjælp af et velafprøvet spørgeskema. Data er opgjort statistisk.

Resultater: Der var ikke signifikante forandringer i forhold til patienternes selvvurderede helbred, hverken mellem grupperne eller inden for grupperne.

Bemærkninger: Denne undersøgelse viste ikke nogen effekt af den undervisning, der blev givet til patienterne. Men artiklen er interessant alligevel, fordi den gennemgår relevant litteratur om patientundervisning af patienter med Parkinsons syge, men også fordi den kan inspirere til didaktiske overvejelser ved tilrettelæggelse af patientundervisning.

Preben Ulrich Pedersen er ansat på Center for Kliniske Retningslinjer - nationalt clearinghouse for sygepleje, Afdeling for Sygeplejevidenskab.

Litteraturgennemgang af sygeplejeledede undersøgelser om vægttab hos patienter i primærsektor

Brown I, Psarou A. Literature review of nursing practice in managing obesity in primary care: developments in UK. Journal of Clinical Nurs-ing. 2008;17:17-28.

Formål: At gennemgå empiriske studier om sygeplejerskers praksis i primærsektor i forhold til at håndtere overvægt hos voksne.

Metode: I dette litteraturstudie indgår kun undersøgelser fra England. Der blev søgt i databaserne CINAHL, Medline, AMED, EMBASE, PsychINFO, BNI og ASSIA. Derudover blev der foretaget håndsøgning. Artikler frem til 2005 blev inkluderet. Der fremkom i alt 11 artikler, der indgik i analysen.

Resultater: Sygeplejersker har hovedsageligt praktiseret individuel støtte i forbindelse med en lægepraksis. Der blev generelt givet mundtlig vejledning om livsstilsændringer. Der foreligger ingen dokumentation for, at denne form for intervention har haft nogen effekt. I to studier var det forsøgt at undersøge effekten af at indføre en egentlig protokol for håndtering af overvægt. I bedste tilfælde havde interventionen en positiv effekt hos 10 pct. af deltagerne.

Bemærkninger: Overvægt er et tiltagende problem i befolkningen. Det er oplagt, at sygeplejersker i lægepraksis vejleder om vægttab, men det lader til, at der mangler forskning, der kan vise, hvordan opgaven skal gribes an.

Preben Ulrich Pedersen er ansat på Center for Kliniske Retningslinjer - nationalt clearinghouse for sygepleje, Afdeling for Sygeplejevidenskab.