Flot, men småt i det nye medicinerhus

En fremskudt skranke bemandet med en sekretær er det første patienter, pårørende og andre ser, når de kommer ind ad døren. Bag sekretæren ligger vagtkontoret, hvorfra der er forbindelse til personalestuen og oversygeplejerske Jytte Mølgaard Højsleths kontor. Foto: Lars Horn

For oversygeplejerske Jytta Mølgaard Højsleth er der slet ingen diskussion om, at de nye fysiske rammer var en kolossal forbedring, da infektionsmedicinsk afsnit i 2005 flyttede over i det nybyggede medicinerhus på Aalborg Sygehus.

"Vi kom fra skrot til slot. Og det mener jeg af hele mit hjerte," siger hun.

I det gamle sengeafsnit stod der senge overalt. Officielt havde afsnittet 15 senge, men der var aldrig under 20 patienter, ofte flere. Badeværelserne var få og små. Vagtkontoret var fyldt til bristepunktet. Personalet holdt deres pauser i køkkenet, hvor man stod op og ned ad vaske og køkkenborde med hver sin kop kaffe.

Medicinerhuset, hvor afsnittet i dag har til huse, er en helt anderledes rolig og velindrettet arbejdsplads. Det er noget, som mange besøgende bemærker og kommenterer, og det hænger både sammen med god lyddæmpning og med, at der ikke er klokker på gangen. Når patienterne kalder, er det i stedet en trådløs telefon, der ringer eller vibrerer i lommen på patientens sygeplejerske.

Men selve indretningen er også med til at skabe ro.

Tre rum bag en skranke

Vagtkontoret ligger som et af de allerførste rum, når man kommer ind i afsnittet, og foran vagtkontoret er der anbragt en fremskudt skranke, som er det første, patienter, pårørende og andre ser, når de kommer ind ad døren.

Her sidder der en sekretær, som tager imod forespørgsler og passer afdelingens telefon. Bag hende er der åbent ind til vagtkontoret, hvor læger og sygeplejersker har deres arbejdsstationer med computere og for gruppeledernes vedkommende også en fastnettelefon til kontakt med hjemmeplejen.

På den ene side af vagtkontoret er der forbindelse ind til personalestuen, på den anden side er der kontor til oversygeplejersken, som i Medicinerhuset både har funktion som afdelingssygeplejerske i sengeafsnittet og som oversygeplejerske med plads i afdelingsledelsen.

De tre rum, vagtkontor, personalestue og oversygeplejerskekontor, er afdelingens livsnerve. Det er rigtig godt, at de ligger sammen, oplever Jytta Mølgaard Højsleth.

"Det betyder også, at jeg kan gå ind i vagtkontoret uden at skulle ud på gangen. Når jeg skulle fra mit kontor i det gamle afsnit ned til vagtkontoret, tog det flere timer, fordi jeg hele tiden mødte patienter og pårørende, jeg var nødt til at forholde mig til.

Her kan jeg hele tiden høre, hvad der foregår i vagtkontoret, og jeg kan f.eks. træde til, hvis der er en ung sygeplejerske, der bliver trængt op i en krog af nogle pårørende, som jeg oplevede for nylig. Det er godt både for fagligheden og personaletrivselen."

Kontoret syder stadig

Men ... Når alt det positive om det nye hus er sagt, så har flytningen ikke løst de problemer, der belastede den gamle afdeling. "Vi har dejlige forhold til patienterne. Men der er for få kvadratmeter i personalerummene," siger Jytta Mølgaard Højsleth.

Om dagen er personalestuen for lille til, at alle kan være der på én gang. Oversygeplejerskekontoret er planlagt med to arbejdspladser, men det er helt urealistisk, når det også skal bruges til ansættelser og andre samtaler. Det største problem er dog, at vagtkontoret stadig er en sydende kedel, for at bruge Jytta Mølgaard Højsleths beskrivelse.

"Her er mindre støj, og indretningen er mere funktionel, alle borde er hæve-sænke-borde osv. Men presset og afbrydelserne er de samme. Sekretæren ved skranken opfanger meget, men når hun er væk, fordi hun f.eks. er gået ned med prøver, er det stadig sygeplejerskerne, der bliver forstyrret.

Vi har jo opdraget hinanden til, at patienter og pårørende ikke bare skal stå i skranken og vente. Så det er lidt af en udfordring, når man samtidig skal være gruppeleder og sygeplejerske."

Kronisk overbelægning

Det ville måske hjælpe, hvis Jytta Møl--gaard Højsleth havde budget til to sekretærer ved skranken i stedet for en. Men hun flyttede tværtimod ind i de nye lokaler med en normering, der var beskåret flere steder. I forventning om, at arbejdet ville glide lettere og hurtigere i de nye lokaler.

Planen var, at al medicin skulle komme færdigpakket, så der blev ikke beregnet sygeplejersketimer til medicindosering. Men den maskine fra Italien, der skulle pakke medicinen, kom aldrig til at virke.

Man forventede også, at patientplejen kunne gennemføres med færre ressourcer på de velindrettede tosengsstuer.

"Men vi kom ikke af med overbelægningen, som man havde ventet. Vi har stadig en belægning på 110-115 pct.,"siger Jytta Mølgaard Højsleth.

"I starten havde vi sengene stående på gangen, men det betød, at vi måtte have folk til at sidde brandvagt hos dem, og det har kostet millioner. Så nu sætter vi en ekstra seng ind på tosengsstuerne i stedet for."

Planlægningen startede allerede sidst i 90'erne, og nogle af de forestillinger, man gjorde sig dengang, holdt bare ikke. "Dengang troede man f.eks. også, at de nye afdelinger ville blive fuldstændig papirløse. Det var slet ikke meningen, vi skulle have printerrum eller papirkurve," siger Jytta Mølgaard Højsleth.

Hun mener for så vidt, at bygningen blev fremtidssikret i det omfang, det overhovedet var muligt. "Men fra starten var Medicinerhuset planlagt som erstatningsbyggeri. Det var hverken muligt at få udvidet økonomi eller flere kvadratmeter."