Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

9.944 par ømme fødder

Maratonhjælp. Sygeplejerske Helle Rømer er en af de frivillige samaritter, som tager med Røde Kors ud og hjælper ved koncerter, sportsarrangementer og større begivenheder. I pinsen tog hun sig af ankelforvridninger og skrabede knæ hos deltagerne i Copenhagen Marathon.

Sygeplejersken 2010 nr. 11, s. 8

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

1110-08-01-1
Sygeplejerske Helle Rømer valgte at bruge søndagen på at reparere skadede knæ og fibersprængninger og sørge for, at løberne kom helskindede gennem dagen ved Copenhagen Marathon 2010. Foto: Simon Klein-Knudsen

Pinsesøndag formiddag moslede 9.944 maratonløbere gennem Københavns gader til det årlige Copenhagen Marathon. Ved målstregen stod samaritterne fra Røde Kors parat til at klare småskrammer, ankelforvridninger, dehydreringer og andet, der måtte opstå, når de trænede og knap så trænede løbere kæmpede sig igennem 42,2 kilometers byløb på en noget varmetrykket dansk forsommerdag.

Sygeplejerske Helle Rømer er en af dem, der har valgt at bruge søndagen på at reparere skadede knæ og fibersprængninger og sørge for, at løberne kommer helskindede gennem dagen. Til daglig arbejder hun på barselsgangen på Rigshospitalet, og selvom hun har været sygeplejerske i fem år, synes hun, hun lærer meget af at komme ud og opleve noget andet end det, hun ellers arbejder med.

"Jeg har ikke haft så meget med akut sygepleje at gøre, og det her er en sjov måde at lære det på," fortæller hun, mens en udmattet løber, der lige har forceret målstregen, falder sammen på asfalten ved siden af. Han er okay. Træt, men glad for at have gennemført. Et par samaritter giver ham noget vand og beder ham om at huske at slappe af de næste par timer.

Løbere er til at snakke med

Ved middagstid, hvor de første løbere begynder at komme i mål, har samaritterne haft omkring 10 løbere, som krævede lidt mere pleje end en venlig formaning og noget væske. Ingen er kommet alvorligt til skade. På hele dagen er der omkring 60 behandlinger, der alle kan klares ved Røde Kors-teltet på Islands Brygge eller ude på de fem poster, hvor der også er placeret hjælpere på sidelinjen af løbet.

"Det er sjovt og meget anderledes at være med her i dag," fortæller Helle Rømer, som har arbejdet frivilligt for Røde Kors siden september sidste år. Hun har tidligere været med i Parken til fodboldkampe og koncerter, og der er det et noget andet klientel.

"Folk er nemmere at tale med her, end når vi f.eks. plejer dem til fodboldkampe. Som oftest har de til kampene og koncerterne drukket en hel del og har måske været i slagsmål, så det er en anden slags skader, vi ser der," siger hun.

Backstage og begrænsninger

Det er sjovt at være samarit, selvom alkoholbølgerne til tider kan gå lidt for højt til koncerterne, kampene og de meget store firmajulefrokoster, som samaritterne også er til stede ved.

"Det er ret spændende at få lov til at komme med backstage, hvor man ellers ikke har adgang, og se, hvordan det hele foregår. Der er også en stor udfordring i, at der ikke lige er en læge to minutter væk, men at vi klarer det hele selv," fortæller hun.

Det er dog ikke alle hendes kompetencer som sygeplejerske, hun kan bruge, når hun er ude med Røde Kors. "Vi har nogle klare regler for, hvad vi må, når vi er samaritter, og det er ikke alt det, jeg kan, som jeg må bruge. Jeg betegnes også stadig som elev," griner hun og peger på sin hvide Røde Kors T-shirt, hvor der på brystet ganske rigtigt er påtrykt "elev". Hun skal have deltaget i fire weekendkurser og mangler stadig to og den afsluttende eksamen, før hun kan kalde sig teamsamarit.

Vil gerne deltage selv

Flere løbere begynder at ramme målområdet, og travlheden stiger blandt de ca. 20 samaritter, der står klar til at tage imod dem. Løberne kommer udmattede, men sejrsberusede i mål, og selv om de fleste lige må en tur ned og vende på asfalten af træthed, er der ikke nogen større skader.

Helle Rømer har ikke selv løbet maraton, men vil gerne i fremtiden prøve det. "Jeg har en drøm om at gennemføre løbet en dag. Men indtil videre er det her vist min måde at deltage på," griner hun.

Om kort tid handler det om løbeskader igen. Sammen med de andre samaritter fra Røde Kors står hun klar, når ca. 22.000 løber halvmaraton over Øresundsbroen ved Broløbet.