Plads til de skæve eksistenser

Hund ingen hindring. Værestedet Perronen på Falster har for nylig åbnet en sygeplejeklinik. Pia Harbo er sygeplejerske for brugerne, der primært er stof- og alkoholafhængige borgere. Her foregår det på deres præmisser, og det gør ikke noget, hvis patienten en gang imellem er firbenet.

1310-26-01-1
Pia Harbo og Liane Christensen foran Perronen, hvor Sygeplejeklinikken åbnede i forsommeren. Foto: Simon Klein-Knudsen

En lille fornøjet amerikansk bulldog render rundt i en gård og spænder ben for nogle mænd, som er i gang med at rode med deres knallerter. Den dikker ivrigt med halen, mens ejeren indfanger den.

"Det var dagens første besøgende," smiler sygeplejerske Pia Harbo og peger ned på hunden fra førstesalen i et stort, rødt hus, hvor hun har sit kontor. Selvom Pia Harbo ikke sædvanligvis tager sig af firbenede patienter, gør hun gerne en undtagelse. I dag havde Buller, som hunden hedder, brug for at få renset en gang betændelse, før den igen kunne spæne ned og drille knallertreparatørerne, og derfor fandt hun sprit og servietter frem.

Det er mandag eftermiddag, og Pia Harbo er i værestedet Perronen i Nykøbing F., ligesom hun har været det de sidste tre mandage, siden værestedet åbnede en sygeplejeklinik i forsommeren. Huset er lige så kringlet og krøllet som dets brugere med flere labyrintiske gange og små og store kontorer og opholdsstuer. En snoet trappe fører op til en lille repos, der giver adgang til en gang, hvor sygeplejeklinikken ligger.

En midaldrende mand har vovet sig op ad trappen for at hilse på den nye sygeplejerske. Han holder sig ind til videre i behørig afstand fra klinikken.

"Det er stadig så nyt, at de lige ser mig lidt an," forklarer Pia Harbo, efter manden er listet ned igen med en opmuntring om, at han altid er velkommen til en snak og evt. et kig på sundhedstilstanden.

Sygeplejersken er ufarlig

Brugerne af Perronen er de skæve eksistenser, som det etablerede system ikke altid formår at rumme og omvendt. De er alkoholikere og brugere af narkotiske stoffer, og de er tit skeptiske over for alt, der lugter af kommunale behandlingstilbud og "systemer", fortæller Liane Christensen, der selv er kommet i Perronen i 13 år både som bruger og som frivilligarbejder.

"Det er derfor, vi har brug for en sygeplejerske her," siger hun og forklarer, at det især er tanken om registrering, der kan virke skræmmende:

"Mange her stoler ikke på, at behandlerne i de kommunale tilbud overholder deres tavshedspligt, og de praktiserende læger bruger tit ord, der er svære at forstå. Derfor er det godt, at vi kan komme og snakke med Pia. Det virker mere trygt, og her er man, når man selv har lyst - ikke når man har fået et brev om, at man skal," siger hun.

Mistillid til systemet

Det samme kan siges om Pia Harbo. Hun arbejder i Perronen, ikke fordi hun skal, men af lyst. Arbejdet er frivilligt og klares ved siden af jobbet i hjemmeplejen i Guldborgsund Kommune.

"Igennem mit arbejde i hjemmeplejen har jeg kunnet se, at der er borgere, vi har svært ved at nå, selvom de har brug for hjælp. Vi får ikke altid reddet dem, der har brug for det," siger hun.

Liane Christensen kender selv til, at det kan være svært at invitere hjemmeplejen indenfor, og forklarer, hvorfor det, der egentlig skulle være et tilbud om hjælp, ikke bliver modtaget:

"Man siger "nej tak", fordi man ikke ved, hvad der måske kommer til at stå i journalerne. Det er ikke let at invitere fremmede ind i sit hjem. Hvad tænker personen, når hun ser, at der måske ikke er blevet gjort rent i lang tid, eller de tomme flasker fylder lidt for meget på sofabordet" Mange af brugerne er ikke så gode til at holde deres hjem pænt," siger hun.

Selvom brugerne kan være berøringsangste over for tilbud eller sundhedspersonale, de forbinder med noget kommunalt, oplever Pia Harbo ikke, at det er et problem, når hun er i Perronen.

"Der er ingen, som tror, at hjemmeplejen er rykket ind i huset, og det er bestemt heller ikke meningen. Her er jeg bare sygeplejersken Pia, og jeg er ganske ufarlig," griner hun og fortsætter: "Jeg er faktisk blevet taget rigtig flot imod. Der er endda nogle af dem, der giver et stort knus, når de ser mig, og siger: "Det her er min sygeplejerske."

Fordomsfulde øretæver

"Den Lille Sygeplejeklinik" på førstesalen lever helt op til sit navn. I det beskedne ca. 6 m2 store lokale er der plads til en briks, et lillebitte skrivebord, to stole og en gammeldags blodtryksmåler, men klinikken er ikke kun dens fysiske rammer.

Pia Harbo er hverken begrænset af åbningstider eller lukkede døre, for det frivillige arbejde i Perronen er uden egentlige regler og afgrænsninger.

"Lige så snart jeg forlader hjemmet, er arbejdet der i et eller andet omfang. Nykøbing er ikke en stor by, og alle ved, hvem jeg er. Jeg har tidligere holdt fast i, at når jeg har fri, så har jeg fri, men sådan fungerer det ikke her," siger Pia Harbo og fortæller, at det ikke kun er det frivillige arbejde, hun skal forholde sig til, men også omgivelsernes reaktioner.

"Det er nogle gange øretævernes holdeplads at være her, for jeg må tit forsvare brugerne mod andre menneskers holdninger og fordomme. Men jeg får utrolig meget igen, og selvom det er et miljø, der kan virke hårdt, så giver det også rigtig mange glæder," siger hun.

På brugernes præmisser

De fleste dage er der fredeligt i Perronen, og brugerne er i værkstederne, ved poolbordet eller hygger med at lave mad sammen. Men en gang imellem bliver frustrationer og raserier luftet både verbalt og fysisk.

"Jeg har været overrasket over den vold, der er især blandt nogle af kæresteparrene. Jeg skal ikke blande mig, for det er ikke min opgave. Jeg kigger lige for at se, om de er okay, men jeg skal ikke ud og frelse dem. Det skal være på deres præmisser, og det skal være dem, der opsøger mig," siger Pia Harbo.

Det er et princip, hun holder i hævd, for Perronen er brugernes fristed, og det er dem, der sætter betingelserne. Også når det gælder deres egen sundhed.

"Jeg vil rigtig gerne hjælpe dem, men kun hvis de selv beder om det. Hvis de er kommet til skade eller har brug for en læge, sender jeg dem ikke videre i systemet, medmindre de giver lov. I stedet fortæller jeg om konsekvenserne, hvis ikke de gør noget ved det. Men det er deres eget valg."

Pia Harbo håber, at hun på sigt kan udvide Den Lille Sygeplejeklinik med flere sygeplejerskekolleger, både i huset og også på gadeplan.

"Det er ikke alle borgere, der har ressourcer til at komme her, men jeg ved, hvor jeg kan finde dem ude i byen. Selvom der spares på socialområderne, bliver misbrugsproblemerne bestemt ikke mindre. Der er et stort behov for, at vi er flere, der kan tage hånd om de borgere, der ikke har ressourcerne til at gøre det selv," siger hun.  

Emneord: 
Sygepleje
Stofmisbrug