Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Brug hinanden

Artiklen er skrevet af to sygeplejestuderende, som opfordrer andre studerende til at arrangere udveksling til hinandens afdelinger af et par dages varighed. De har haft stort udbytte af at besøge hinanden og planlægge sygeplejen til to patienter og følte sig efterfølgende rustede til snart at bære titlen "sygeplejerske".

Sygeplejersken 2010 nr. 15, s. 38

Af:

Anne Kamp Butzbach, sygeplejestuderende,

Line Bang-Olsen, Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole, 7. semester

I perioden fra den 1. februar til den 30. juni har vi, to 6.-semester-studerende, været på medicinske rehabiliteringsafdelinger i Region Hovedstaden.

For første gang oplevede vi, at der på vores respektive afdelinger ikke var andre studerende på samme uddannelsestrin, og det betød mangel på sparring med ligestillede. Med henblik på at opnå sparring, refleksion og diskussion af periodens mål og læringsstrategier opsøgte vi hinanden. At mødes på denne måde var givende og gav mulighed for at diskutere den usikkerhed, som vi begge følte.

Vi arrangerede derfor udveksling mellem afdelingerne af to dages varighed hvert sted. Formålet var at udføre selvstændig sygepleje. Med en uddannet sygeplejerske i baghånden planlagde vi selvstændigt dagene med fokusområder svarende til målene for denne praktik. Rammen for vores sygepleje var at varetage al planlægning, dokumentation, ernæring, medicinering, koordinering, kommunikation, formidling og tværfagligt samarbejde på en patientstue med gennemsnitligt to patienter. Den studerende, som havde besøg, stod primært for planlægningen af de to dage dét sted og vice versa. Herved blev der mulighed for at afprøve hele den komplekse teoretiske og praktiske ballast, som uddannelsen har givet indtil nu.

Større råderum

Resultatet af udvekslingen blev et frit forløb med gunstige muligheder for udvikling af selvstændighed og kompetencer. Målet for den sidste praktik er, at den studerende gradvist selvstændigt varetager alle sygeplejerskens virksomhedsområder og derved løsriver sig fra sin vejleder. Udvekslingens setup medvirkede til, at vi som studerende fik større råderum samt ansvar for at agere selvstændigt og opnå forståelse for den kompleksitet, sygeplejen indebærer. Netop fordi der intet magtforhold er mellem to ligeværdige, blev det på vores præmisser, men stadig under opsyn og guidning af vores ansvarshavende sygeplejerske. At kunne reflektere med en medstuderende umiddelbart efter udført praksis bidrog til en fri diskussion af alternative handlingsmuligheder og sammenligning af vores afdelingers forskelligheder.

Oplevelsen af at varetage patienternes problemstillinger på kort og på lang sigt medvirkede til at afmystificere sygeplejen, f.eks. det at udskrive en patient på egen hånd.

Udbyttet af de sammenlagt fire dages udveksling blev øget selvtillid og gåpåmod og udvikling af vores faglige skøn. Alt i alt fik vi en oplevelse af, hvilke krav der stilles til os som sygeplejersker, når vi er færdiguddannede, samt en følelse af snart at kunne stå på egne ben.

Såfremt vejlederen vurderer, at den studerende er egnet, og forholdet mellem de udvekslende parter er godt, vil vi opfordre andre i afsluttende praktik til at udveksle, da vi har erfaret, at det kan være det sidste skub i retning af snart at være sygeplejerske.

Anne Kamp Butzbach og Line Bang-Olsen er sygeplejestuderende på hhv. Metropol Sygeplejeskole, Tagensvej, og Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole.