Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dårlige processer koster gode medarbejdere

Forvirring. Sygehusledelserne i Region Sjælland har trukket alt for store veksler på medarbejdernes loyalitet og i forvejen meget positive indstilling til forandringer, og det har kostet gode medarbejdere, mener Dansk Sygeplejeråds Kreds Sjælland.

Sygeplejersken 2010 nr. 15, s. 15

Af:

Christina Sommer, journalist

SY-2010-15-14aFoto: Søren Svendsen

Væsentlige fejl og mangler i omstruktureringsprocessen har uden tvivl kostet Region Sjælland flere gode medarbejdere. Det fastslår kredschef i Dansk Sygeplejeråds Kreds Sjælland, Thorkild Holmboe Hay.

Som eksempel fremhæver han ønskeprocessen, der lå hen over påsken og dens mange helligdage, og som havde alt for kort svarfrist.

"Og processen var uklar. Sygeplejerskerne kunne f.eks. ikke gennemskue, hvor bindende deres svar var, og hvad oplysningerne egentlig skulle bruges til, og det skabte naturligvis stor usikkerhed."

Han fremhæver desuden det groteske i, at sygeplejersker som Dorte Maigaard blev tilbudt job på Køge Sygehus af sin daværende arbejdsgiver på Næstved Sygehus for et par dage senere at modtage et brev, hvor der stod, at Køge Sygehus ikke var enig i den beslutning.

"Man kan næsten ikke gøre mere for at forvirre sygeplejerskerne, og vi kan kun opfordre til, at Region Sjælland får styr på problemet med flere selvstændige arbejdsgivere. Det nytter ikke, at de træffer forskellige afgørelser, så de et sted siger ja og et andet nej," siger han.

Som udgangspunkt mener han, at det ikke er forandringerne i sig selv, der skaber frustrationer og modstand, men derimod de dårligt planlagte processer.

"Regionen har forsøgt at gøre sit bedste, men der er sket mange fejl og uhensigtsmæssigheder. Ledelsen har efter min mening ikke været godt nok forberedt, og der har været manglende kendskab til grundlæggende offentlig ret i forbindelse med omstruktureringsprocesser. Der er blevet trukket store veksler på medarbejdernes loyalitet og i forvejen meget positive indstillinger til forandringer til stor gene for både sygeplejerskerne, men også ledelsen selv," siger han i overbevisning om, at den forvirrende proces har kostet regionen flere gode medarbejdere.

"Det er hævet over enhver tvivl. De stærkeste sygeplejersker sidder ikke og venter i syv måneder på, at skæbnen tildeler dem et job et sted, de måske ikke bryder sig om. De flytter sig selv og søger andre steder hen, det ser vi generelt mange eksempler på i øjeblikket."

Hans primære råd til sygeplejersker i omstillingsprocesser er, at de hurtigst muligt kontakter deres tillidsrepræsentant og/eller en medarbejder på deres kredskontor.

"Det lyder banalt, men vi bliver ofte først inddraget, når skaden er sket," siger han.

BRUG DIN KREDS

Dansk Sygeplejeråds kredse Midtjylland, Sjælland og Hovedstaden har i øjeblikket ekstra fokus på de aktuelle omstrukturerings- og fyringsprocesser i deres område. Klik ind på www.dsr.dk og find din egen kreds, kredsens åbningstider, kontaktinformationer og tilbud som informationsmøder og rådgivning i forbindelse med omstruktureringer og besparelser.

Klæd dig selv godt på

  • Brug din tillidsrepræsentant og fagforening.
  • Sæt dig ind i dine rettigheder, bl.a. med din fagforenings hjælp.