Det blev først godt efter to år

Sygeplejerske Kirsten M. Jørgensen: "Vi begyndte for alvor at sige "vi", da flere af de ældre var rejst, og der blev ansat nye kolleger, der hverken havde været en del af kulturen det ene eller det andet sted." Afdelingssygeplejerske Hanne Boyles: "Pludselig skulle tingene gøres på en anden måde, og nogle af de ældre kolleger, som havde været rigtig dygtige og højt respekterede, følte sig usikre og kastet ud på dybt vand." Foto: Søren Holm

Da Århus Amtssygehus og Århus Kommunehospital i 2004 fusionerede til Århus Sygehus, var de første år en svær og kaotisk tid for sygeplejerskerne i skadestuen.

Skadestuefunktionen blev samlet på Nørrebrogade (det gamle Århus Kommunehospital), men lokalerne var ikke klar til at tage imod de mange flere patienter. Så flytningen foregik i etaper, mens der blev bygget om, og sygeplejerskerne levede i papkasser.

Indtil alt var samlet i renoverede lokaler i Nørrebrogade, måtte man låne lokaler og flytte frem og tilbage på patienter og hjælpemidler i vagtskiftet. Sygeplejerskerne selv rejste rundt med sko og kitler i deres tasker, fordi de nogle dage skulle være i Nørrebrogade, andre i Tage-Hansens Gade (det gamle Århus Amtssygehus).

Skadestuen på Århus Kommunehospital havde stor ekspertise i traumemodtagelse og var vant til et stort flow af kirurgiske patienter. Århus Amtssygehus modtog mange medicinske patienter og havde en velorganiseret akutmedicinsk modtagelse.

Så sammenlægningen betød ikke bare nye kolleger, men også nye opgaver og arbejdsgange, især for sygeplejerskerne fra Tage-Hansens Gade. De skulle pludselig sidde i Nørrebrogade som teamledere og fordele patienter til afdelinger i huset, som de ikke kendte og ikke vidste, hvor lå.

Og personalegruppen blev så stor, over 80 personer, at der kunne gå flere måneder imellem, at man var i vagt med de samme kolleger.

Svært kulturmøde

Kirsten M. Jørgensen var en af de sygeplejersker, der flyttede til Nørrebrogade fra Tage-Hansens Gade, da skadestuerne blev lagt sammen. Hun har svært ved at sætte en dato på, hvor længe en ny vi-følelse var om at opstå.

"Jeg tror, vi for alvor begyndte at sige "vi", da flere af de ældre var rejst, og der blev ansat nye kolleger, der hverken havde været en del af kulturen det ene eller det andet sted," siger Kirsten M. Jørgensen. "Og efter et par år fik vi en ny leder, som ikke havde været en del af processen."

Hun oplevede fusionen som hovedkuls og dårligt forberedt, og hun savnede en proces, hvor man sammen fandt frem til mål og værdier for den nye arbejdsplads. For der var store kulturforskelle. Det var arbejdsgange, men også menneskesyn, det handlede om.

"På Århus Amtssygehus havde vi f.eks. en fuldt opdateret medicinsk modtagelse med en akutknap, man kunne trykke på, så kom anæstesi, medicinsk bagvagt, laborant og portør automatisk til stede. Og det lå i vores kultur, at patienten fik en seng og en dyne, man hjalp dem af tøjet, sørgede for, at de lå tørt, fik noget at drikke osv."

Selv om skadestuens ledelse prøvede at bevare det bedste fra de to afdelinger, oplever hun, at plejen kom til at betale prisen for sammenlægningen.

"Vi havde bedre tid til pleje og omsorg i Tage-Hansens Gade. Til gengæld har vi langt bedre muligheder for at monitorere patienterne tæt i dag. Tiden er simpelthen blevet en anden."

Så Kirsten M. Jørgensen er stadig glad for sit arbejde. Hun kan lide patientgruppen, hun har fået nye arbejdsopgaver som behandlersygeplejerske og visitationssygeplejerske. Skadestuen er en af de bedste i Danmark til at sikre traumepatienters overlevelse, og i de seneste år er der også satset stort på den sygeplejefaglige udvikling.

"Der er muligheder og spændende opgaver, også for sygeplejersker."

Dygtige kolleger blev usikre

To år er et realistisk bud på, hvor lang tid det tager, før "os og dem" bliver til "vi", mener afdelingssygeplejerske Hanne Boyles, der var souschef i Nørrebrogade, da sammenlægningen af de to skadestuer startede.

"Det tager tid, og det må man anerkende. Man skal også anerkende, at det var en sorg for nogle, at deres arbejdsplads blev lukket," siger hun.

Fusionen var svær for sygeplejerskerne fra Tage-Hansens Gade, fordi de var en mindre gruppe, der flyttede ind hos en større. Når der var 10 på arbejde, kunne de otte godt være fra Nørrebrogade, og på mange områder var det Nørrebrogades normer, der kom til at gælde. Men sammenlægningen havde omkostninger for alle, oplevede Hanne Boyles.

"Pludselig skulle tingene gøres på en anden måde, og nogle af de ældre kolleger, som havde været rigtig dygtige og højt respekterede, følte sig usikre og kastet ud på dybt vand. Det kostede i selvfølelse og gejst, og hvor meget lyst har man så til udvikling""

Hanne Boyles' bekymring dengang var, at skadestuen skulle blive for stor og uoverskuelig, og at mange erfarne sygeplejersker ville rejse. Begge dele kom til at holde stik.

De udviklingsprojekter, der var i gang i skadestuen, fortsatte, for de var besluttet højere oppe i systemet. Men det var svært at få resultaterne indført i dagligdagen.

"Vi kunne f.eks. godt uddanne personalet til behandlersygeplejersker, men når de så kom tilbage fra uddannelsen, havde vi svært ved at komme rigtig i gang med behandlersygeplejen," siger Hanne Boyles.

Vendepunktet" Ja, to år efter fusionen skete der i hvert fald to ting, der pegede fremad. I stedet for én afdelingssygeplejerske fik skadestuen to, så der blev kræfter til lidt mere end dagen og vejen. Kort efter blev den ny ombyggede skadestue indviet.

"Da var vi alle sammen på fremmed grund, selv om det var i nogenlunde samme lokaler, så da fik vi vores fælles arbejdsplads."

I dag kan Hanne Boyles godt se de fordele, hun havde svært ved at få øje på i starten.

"Vi har en stor mangfoldighed, og de sygeplejersker, der er i skadestuen i dag, er samtidig behandlersygeplejersker og visitationssygeplejersker. De modtager akutte medicinske og kirurgiske patienter, de er i Traumecentret, Center for Voldtægtsofre og Skadeambulatoriet. I dag er vi der, hvor personalet er med og vil det hele.

Men man kan ikke være personaleleder for mere end 40-45 personer, og jeg tror heller ikke, vi kan blive ved med at være så meget generalister, at vi kan rumme alt. Jeg tror, vi skal tænke i mindre faglige fællesskaber inden for de store fælles akutmodtagelser, vi skal have i fremtiden."