5 faglige minutter: Ud med spadseredragten

Jeg er blevet sygeplejerske med fuldtids skrivebordsfunktion. Én i den eksklusive klub af kliniske sygeplejespecialister, koordinatorer etc. med ret til at bære spadseredragt frem for syntetiske unisexuniformer i arbejdstiden.

Det har været et værre mas at nå så langt. Mange års slid med patientpleje, døgnvagter, specialuddannelse, kurser og efteruddannelse. Som en lettere spydig overlæge sagde ved mit jobskifte:

"Tillykke, du er nu tæt på Dansk Sygeplejeråds målsætning: at være sygeplejerske uden patientkontakt!"

Sandt eller ej. Her er jeg altså på næsthøjeste niveau, kun med sporadisk patientkontakt.

Jeg ser undrende på mig selv. Hvordan er jeg havnet i den situation" Jeg, som elsker mit håndværk, de faglige relationer og ja, patienterne.

Fordums ildsjælstaktik rækker ikke rigtigt til 2010's kompleksitet med krav som Den Danske Kvalitetsmodel, uddannelses- og kompetenceprogrammer, patientforløbsbeskrivelser, dokumentation og meget, meget mere. Det kræver tid. Tid, der stjæles fra patienterne, og alligevel ikke rækker. Åh ja, vi kender godt flosklerne og frustrationerne.

Så vi har fornuftigt nok systematiseret og uddelegeret disse tidskrævende opgaver.

Jeg har altså den, muligvis naive, opfattelse, at os ved skrivebordene og i mødelokalerne skal aflaste kollegerne i praksis. På den måde løses vores fælles opgaver til gavn for både personale og patienter. Nævnt i vilkårlig rækkefølge naturligvis.

Da vores opgaver i vidt omfang er efterspurgt og udsprunget af klinisk, praktisk arbejde, vil det være naturligt at forankre vores job der. Vi er nødt til at få kontinuerlig feedback fra klinisk praksis for at kunne udvikle, koordinere, forske - eller hvad vores hovedopgave nu er. På dansk hedder det vel at bevare jordforbindelsen.

Det er vel næppe tilfældigt, det hedder klinisk sygeplejespecialist, selvom en del af slagsen snarere er teoretiske sygeplejespecialister plantet i et afsides kontor.

Men hvorfor er tendensen til at anbringe skrivebordssygeplejerskerne i afsides kontorer mon opstået" Kunne der være nogen, der faktisk ønsker den distance"

Nej vel, vi har jo et fælles formål, men blot forskellige, supplerende opgaver omkring optimering af vores sundhedsvæsen.

Hvad nu, hvis vi kæmpede os tilbage til virkeligheden i afdelingerne, deltog i patientarbejdet i muligt omfang og fraskrev os spadseredragtsprivilegiet" Uniformer er vældig praktiske og besparende på det private tøjbudget. Samtidig har uniformen en tydelig signalværdi: Vi er af samme slags!

Måske skal man lige vænne sig til, at vi pludselig insisterer på at være med, hvor det praktiske arbejde foregår. Som forleden hvor jeg ville hjælpe med en injektion, og kollegaen hev sprøjten ud af hænderne på mig med ordene: "Du er jo ikke i klinikken mere!" Ment som en vittighed, men av ? den sved!

Eller da jeg mødte op til et af de modtageforløb, jeg er ansat til at koordinere, og fik kommentaren: "Det er altså utrygt, du står der og spionerer!"

Her blev polariseringen helt overvældende tydelig. Det vil jeg faktisk ikke være med til.

Jeg erklærer mig herved som bannerfører for et fagligt fællesskab af teoretiske og praktiske sygeplejersker i mit næste job som halvtids skrivebords- og halvtids klinisk sygeplejerske. Med specialfunktion naturligvis. Man skal jo ikke overdrive jordforbindelsen.

Vi ses i omklædningsrummet!

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.