Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Godt overblik i fedmeforløbet

Flow. Koordinerende adipositassygeplejerske Charlotte Skov har udviklet et flowdiagram, som har gjort processen omkring fedmeoperationer på Aalborg Sygehus mere overskuelig for både personale og patienter.

Sygeplejersken 2010 nr. 16, s. 26-27

Af:

Julie Winther Bengtson, journalist

C1610-27-01-1harlotte Angelovski (tv.), Thua Brandt Bennicke (bagest) og Lise Sørensen (th.) er alle nyuddannede sygeplejersker, som trods utallige jobansøgninger endnu ikke har fået lov at vise, hvad de kan som sygeplejersker. 40 pct. af de sygeplejersker, der er blevet uddannet i år, står i samme situation. Foto: Søren Svendsen

Tempoet er højt denne onsdag formiddag, hvor koordinerende sygeplejerske Charlotte Skov tager imod patienter, der er tilknyttet Adipositasklinikken på Aalborg Sygehus. Hun har aftaler med i alt syv patienter, som alle enten har fået eller skal have en fedmeoperation i form af en gastric bypass. De bliver mødt med smil, gejst og forståelse i Medicinerhusets ambulatorium.

Smilet gengældes af dagens første patient Ole Sørensen, som træder ind i lokalet med rank ryg. Han fik en gastric bypass for fire måneder siden og skal i dag til kontrol hos Charlotte Skov.

"Jeg er stadig ikke glad for at hoppe på vægten," lægger han ud. Men det forhadte digitale apparat viser, at han har tabt sig 32 kg siden operationen. Og jeg stoppede med at tage min diabetesmedicin lige efter operationen," tilføjer han glad. Ole Sørensen er en af de ca. 120 patienter, som Aalborg Sygehus hvert år opererer for fedme.

1610-27-02-1Vægten afslører, at Ole Sørensen har tabt sig 32 kg siden gastric bypass-operationen for fire måneder siden. Foto: Lars Horn

I forløbet omkring operationen har Charlotte Skov og hendes kolleger i teamet adskillige kontakter med patienterne både før og efter operationsdagen.

For at gøre processen mere gennemsigtig har Charlotte Skov i samarbejde med afdelingens diætist Lonneke Hjermitslev udarbejdet et flowdiagram. Det angiver, hvad der skal ske hvornår, og hvilke fagpersoner der har ansvaret i de forskellige faser, så det lange patientforløb bliver mere overskueligt for både sygehuspersonale og patienter.

Mange af kontakterne består af samtaler før og efter operationen. "Her snakker vi bl.a. om, hvad der ligger bag den usunde livsstil, og hvordan vanerne kan brydes. Det er en slags træning i livet med den nye mave," fortæller Charlotte Skov, som ser patienterne syv-otte gange i det præoperative forløb og visiterer dem til operationen, når de har tabt sig 8 pct. og er mentalt klar til det.

Dagens næstsidste patient Betty Ørtoft er glad for de jævnlige samtaler: "Jeg har fået både viden om kost og struktur på mit vægttab ved at komme hos Charlotte," fortæller hun.

Betty Ørtoft skal opereres i september og skal stadig tabe sig inden da. Charlotte Skov pointerer i en bestemt, men omsorgsfuld tone over for Betty Ørtoft, at hun nok skal tabe sig, hvis hun følger den udleverede kostplan.

Som adipositassygeplejerske ser Charlotte Skov langt flere aspekter af fedmen end blot en usund livsstil, og derfor vurderer hun fra gang til gang, hvor meget opmærksomhed patienterne har brug for.

"Nogle patienter bærer rundt på voldsomme oplevelser fra barndommen som svigt og mangel på omsorg, der måske har været årsag til deres overvægt. Derfor må du som sygeplejerske kunne forstå patienternes kompleksitet. Forkert kost er ofte kun en del af forklaringen på problemerne med overvægt," forklarer hun. 

HVAD ER DIN BEDSTE OPLEVELSE MED EN PATIENT I DENNE UGE?

Det har været fantastisk at se Ole i dag. Jeg oplever, at han har fået det væsentligt bedre efter sin gastric bypassoperation, og jeg kan tydeligt mærke, at han er tilfreds med sin indsats.