Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejerske på trods af handicap

Høreapparater, trakeostomi, benskinner og knæproteser. For nogle sygeplejersker er disse pleje- og hjælpemidler en del mere velkendte end for andre. Mange sygeplejersker er hjemmevant på begge sider af den sygeplejefaglige disk, nemlig de som lever med et handicap, der i større eller mindre grad påvirker deres daglige arbejde.

Sygeplejersken 2010 nr. 16, s. 16-17

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

SY-2010-16-16aa
Sygeplejersken har talt med en række sygeplejersker, som har et handicap. Nogle af dem har haft handicappet siden fødslen, mens andre senere i livet har pådraget sig det og har måttet omstille deres arbejdsliv.

Fælles for dem er, at de på trods har fundet en måde at være sygeplejersker på, og at de bruger deres egne erfaringer i deres faglige funktioner.

Mød den studerende, som er født uden den ene underarm, Danmarks yngste med poliofølger, sygeplejersken med en hjerneskade og flere andre af deres kolleger. 

10-20 PCT. LEVER MED HANDICAP

 Det er ikke muligt præcist at sige, hvor mange sygeplejersker som lever med et handicap. Danmark fører nemlig ikke registre over antallet af handicappede. En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet fra 2008 viser, at ca. 660.000 danskere vurderer, at de lider af en form for handicap, mens Danske Handicaporganisationer organiserer ca. 320.000 personer. Et skøn er derfor, at mellem 10 og 20 pct. af den voksne befolkning har en form for handicap, der påvirker deres dagligdag.