Fra sippet sekretær til sej sygeplejerske

Da Katja Pihl for et par år siden annoncerede, at hun ville droppe sit faste job som retssekretær for at læse til sygeplejerske, reagerede flere af hendes nærmeste med forbavselse, og nogle ligefrem med skepsis, deriblandt Katja Pihls egen far – hans sippede og blufærdige datter i et omsorgsfag med masser af direkte menneskekontakt?!

Den nu 31-årige sygeplejestuderende holdt dog fast i sin beslutning og begyndte på sygeplejerskeuddannelsen i Slagelse i foråret 2009. Men helt forkert på den var hendes far nu ikke, medgiver Katja Pihl.

”Jeg har altid været meget sippet, især da jeg var yngre. Her kunne jeg rynke på næsen af folk, der så mærkelige ud eller f.eks. lugtede,” husker hun.

I skrivende stund er hun ved at afslutte de 10 ugers klinik på uddannelsens 4. modul, som er foregået på Slagelse Sygehus, mere præcist Medicinsk afdeling, Kardiologisk afsnit B2. Og det er med hendes egne ord gået rigtig godt. Men hun har dog også gjort sit til at forberede sig bedst muligt på klinikken, som hun vidste ville blive grænseoverskridende, især når det kom til opgaver som nedre toilette og andre basale sygeplejeopgaver.

Foto: Finn Carlsson

”Jeg vidste, at klinikken ville blive en stor udfordring. Selvom jeg i min første klinik (en uge, red.) så nøgne patienter, foregik det fra sidelinjen, jeg observerede bare. Det er grænseoverskridende og meget intimt for både mig og patienten, som skal have alt tøjet af og stå nøgen på et fremmed, koldt hospitalstoilet. Og jeg ser, hvordan et andet menneske ser ud, helt nøgent, jeg har ikke set mange andre mennesker nøgne end min kæreste og lille datter på to år. Og jeg ville heller ikke bryde mig om, at andre skulle se mig nøgen,” uddyber hun.
 

Sommerferiejob blev ilddåb

Katja Pihl valgte derfor at søge sommerferiejob gennem et vikarbureau, og det endte med at blive noget af en ilddåb. Hun fik lidt tilfældigt job som ufaglært på et plejehjem for demente, som viste sig at være en ekstra udfordrende patientgruppe.

”Efter at have fulgt en anden medarbejder i en uge blev jeg bogstaveligt talt kastet ud i det, da jeg pludselig stod alene hos en beboer, hvor der var afføring overalt. Jeg måtte lige trække vejret og lukkede døren nærmest pr. refleks, men der var jo ikke andet for end at få beboeren ud i badet og vaske hende fra top til tå.”

En anden stor udfordring i arbejdet med de demente var kommunikationen eller rettere mangel på samme.

”Det var jo svært, nærmest umuligt at føre en samtale med dem, og kan jeg ikke kommunikere med patienterne, er det endnu sværere for mig at spore mig ind på, hvilken patient jeg står over for. Og det er igen altafgørende for, at jeg kan give god pleje, også i mere blufærdige situationer som nedre toilette og bad,” fortæller hun og uddyber:

”Jeg taler altid så meget med patienten, som jeg kan, under seancen. Det kan være om alt muligt, og det er med til at bryde den lidt akavede situation, især for patienten.”

Andre erfaringer, Katja Pihl har gjort sig, er, at mange patienter selv kan hjælpe til, f.eks. i badet.

”Kan de selv, så lad dem være med til så meget som muligt. Har jeg en formodning om, at den ældre mand godt kan selv, men ikke rigtig vil, så siger jeg, at jeg lige skal hente et håndklæde. Når jeg kommer tilbage, er han ofte selv i gang med at vaske sig, og så klarer vi opgaven sammen. På den måde bevarer patienten også sin selvstændighed.”

Svært at sætte grænser

For andre patienter er den intime pleje ensbetydende med kontakt med et andet menneske for første gang i mange år.

”Jeg havde f.eks. en mandlig patient, som ville røre ved mine arme hele tiden. Det er svært ikke at tage det personligt, men det skal man, og her måtte jeg venligt, men bestemt bede ham om at lade være,” siger Katja Pihl, der også synes, det kan være svært at pleje patienter af eget køn.

”Det kan være mere besværligt at udføre nedre toilette på kvinder, da det er sværere at komme til. Og de første gange er det svært at vurdere, hvor langt ind man skal gå. Jeg kan også godt forestille mig, at det er svært med patienter på min egen alder. Jeg har ikke prøvet det, men med de ældre patienter er alderen nok med til at skabe en vis distance,” siger Katja Pihl, som også husker tilbage på en oplevelse med en alkoholiseret og dårligt soigneret patient, som uden tvivl tidligere ville have fået hende til at rynke på næsen.

”Han havde ikke været i bad længe og lugtede kraftigt. Det var virkelig svært for mig. Jeg skulle ind i flere hudfolder, og skidtet sad mange steder fast, men jeg klarede den.”

Efter sommerferiejobbet og klinikken ligger Katja Pihls sippethed og blufærdighed på et meget lille sted. Hun understreger, at hun er en af de ældste på holdet, og siger, hun ikke ville have haft erfaring eller være moden nok til studiet for 10 år siden.

Men lidt klicheagtigt overskygger glæden ved at gøre noget godt for andre nu alt andet.

”Når patienterne har været i bad – håret er vasket og redt, og de er kommet i rent tøj – så får jeg bare en rigtig god følelse.”

Hun er dog også meget opmærksom på, at patientpleje kun er en del af det at være sygeplejerske.

”Det er ikke plejen, der først og fremmest driver mig, men mere de mange menneskeskæbner og dialogen med den enkelte patient,” siger den tidligere retssekretær.