Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Testiklerne fylder

En studerende oplever at få sine grænser overskredet ved et sengebad af en ældre mand.

Sygeplejersken 2010 nr. 20, s. 15-15

Af:

Oline Amanda Engstrøm, sygeplejestuderende

SY-2010-21-15Min patient var en mand på 50 år, som var indlagt med en dissemineret NSCLC (en form for lungecancer med spredning til andre organer) og bronkoalveolært carcinom. 

En morgen skulle jeg ind og sengebade ham sammen med min vejleder, og det var en oplagt mulighed for at få øvet lidt sengebad. Så vi gik i gang med at finde de ting frem, vi skulle bruge, og læste sygeplejejournalen, fordi han skulle smøres og vaskes med nogle forskellige midler, bl.a. et celledræbende middel, der giver et grimt udslæt. Vi fik så styr på, hvilke ting der skulle bruges hvor og hvornår, og gik ind på hans stue. 

Da vi kom ind på stuen, var han vågen, og jeg lagde mærke til, at han stirrede meget på mig, og det prøvede jeg at ignorere. Vi gik i gang med at vaske hans ansigt, overkrop og arme, og jeg registrerede, at han snakkede meget langsomt og lavmælt, og det synes jeg var lidt ubehageligt, men jeg ignorerede det og koncentrerede mig om at udføre sengebadet.

Mens vi var i gang med at vaske, blev han ved med at snakke om sine testikler, de første par gange bemærkede jeg det ikke rigtigt, men da han blev ved med at gentage for femte, sjette og syvende gang, at vi skulle huske at passe på hans testikler, blev det for ubehageligt for mig. Hans stirren og lavmælte langsomme snak om sine testikler gjorde mig ilde til mode, jeg havde ikke lyst til at udføre nedre toilette. Min vejleder tog over.

Det var for grænseoverskridende for mig, normalt har jeg ingen problemer med at udføre nedre toilette på mine patienter, fordi det er rent professionelt, og patienten har det på samme måde, men denne patient overskred min grænse og kom for tæt på. Jeg valgte derfor at sige fra.

Patienten vil også kunne mærke på én, hvis man bliver ubehagelig til mode, og det ville jeg ikke overføre til patienten og risikere, at han blev utryg. Man skal jo vise sig fra sin professionelle side, men det kunne jeg ikke i denne situation.

Læs temaet om blufærdighed

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en pårørende, en patient eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk. Den må fylde højst 2.000 tegn uden mellemrum.