En dag fuld af tårer

En måned efter, at Rigshospitalets ledelse varslede fyringer, er dagen kommet, hvor 24 sygeplejersker har fået besked om, at de står til afskedigelse. Foto: Søren Svendsen 

Klokken er syv om morgenen. Udenfor skinner den første forårssol på Rigshospitalets grå facade. Fællestillidsrepræsentant Charlotte Kistrup Vallys er mødt tidligt på arbejde for at være der, når de første medarbejdere får besked om, at to afsnit skal nedlægges, og mindst 10 sygeplejersker får fyresedlen.

Klokken halv ni er Charlotte Kistrup Vallys tilbage i det lille konferencerum på hjerteafdelingen, der i dagens anledning er indrettet som base for tillidsfolkene på Rigshospitalet. Hun er synligt berørt af dagens første møde.

"Medarbejderne var præget af chok. Mange græd, og nogle var helt forstenede. De føler, at de har knoklet, og nu skal hele afdelingen nedlægges. Men selvom personalet var helt knust, var de også topprofessionelle. De havde overskud til at deltage i planlægning af dagens program og sørge for, at operationsstuerne blev klargjort."

Fire uger er gået, siden ledelsen på Rigshospitalet i begyndelsen af februar meldte ud, at mere end 100 medarbejdere skulle fyres, og lige så mange stillinger nedlægges. Den lange tid med uvished har tæret på arbejdsglæden. Hospitalets 65 tillidsfolk og deres fællestillidsrepræsentanter har på mange møder med hospitalets ledelse forsøgt at begrænse antallet af fyringer. Status den 3. marts er, at 24 sygeplejersker skal afskediges.

På selve prikkedagen er det tillidsfolkenes opgave at stå til rådighed for de medarbejdere, der har fået den ubehagelige besked af deres leder. De fleste samtaler foregår på de enkelte afdelinger. Men i konferencerummet sidder tillidsfolk også klar sammen med næstformand Charlotte Engell og faglig konsulent Kim Rasmussen fra Kreds Hovedstaden.

Ingen protester som i 1996

Tillidsrepræsentant Anne Storm fra Abdominalcentret kommer forbi iført en særlig lyserød operationshætte for at finde ud af, om hun skal hjælpe.

"Ikke siden store PØT-plan (Plan for økonomisk tilpasning, red.) i 1996 har vi oplevet så mange fyringer. Dengang emmede hele hospitalet af modløshed," fortæller Anne Storm, som har været ansat på Rigshospitalet i 20 år. Hendes egen afdeling foretager leveroperationer, og her skal man ikke skille sig af med personale, men tværtimod producere mere.

"For den enkelte sygeplejerske er en afskedigelse en forfærdelig ting. Selvom ledelsen forsikrer, at det ikke er dig, der er noget i vejen med, kan man ikke undgå at føle sig personligt degraderet og spørge: "Hvorfor blev det lige mig og ikke de andre?" siger Anne Storm.

Mens PØT-planen udløste vrede protester fra personalet, er der ingen store manifestationer på Rigshospitalet denne gang.

"Det kan hænge sammen med, at vi som personale er vant til, at budgettilpasninger er en del af hverdagen på sygehusene. Fyringerne føles helt urimelige, men vi ved, at det ikke er Rigshospitalets ledelse, som har ansvaret. Men derimod de politikere, der har gennemført nogle helt uigennemskuelige takstsystemer," forklarer Charlotte Kistrup Vallys.

Arbejdsglæden ødelægges

I løbet af formiddagen kommer en grædende sygeplejerske i midten af trediverne ind i lokalet. Hun er nyuddannet og har drømt om at blive sygeplejerske i mange år, men er nu blevet fyret. Det virker helt urimeligt. Hun bliver trøstet over en kop kaffe og informeret om, at Rigshospitalet - samtidig med at de fyrer sygeplejersker - opslår 29 ledige stillinger. Flere af dem er for specialuddannede sygeplejersker.

Vurderingen blandt tillidsfolkene er, at hovedparten af de afskedigede nok skal finde andet job. Men fyringsrunden og de mange nedlagte stillinger får konsekvenser for arbejdsglæden og kvaliteten af behandlingen:

"Jeg ved godt, vi hører meget om, at fyringerne ikke vil skade kvaliteten af behandlingen, men betyde serviceforringelser. Men sådan fungerer det ikke i virkeligheden. Sygeplejersker kan ikke holde ud, at der står en pårørende til en indlagt patient og ikke får ordentlig information. Så løber vi bare stærkere, fordi vi vil gøre det så godt som muligt. Det er jo en stor frustration, når man som fagperson ikke kan få lov at udføre sit arbejde ordentligt. Mange vender det indad mod sig selv, og det går ud over arbejdsglæden og kan betyde, at flere bliver udbrændte," siger Charlotte Kistrup Vallys.

Fyrede risikerer isolation

I løbet af dagen bliver tillidsfolkene opsøgt af endnu nogle sygeplejersker, som er opløst af gråd. De fyrede sygeplejersker bliver ikke fritstillet, men kan se frem til at skulle fortsætte på afdelingen i deres opsigelsesperiode, og det er en stor belastning.

Faglig konsulent Kim Rasmussen har bistået ved de seneste fyringsrunder på Herlev, Hvidovre og Frederiksberg Hospital.
"Flere opgiver at møde på arbejde i slutningen af deres opsigelsesperiode. De magter ikke at gå på arbejde," fortæller Kim Rasmussen.

Han henviser til erfaringer og undersøgelser fra andre fyringsrunder. De viser, at kolleger, der bliver tilbage på arbejdspladsen, på et tidspunkt bliver trætte af at skulle udvise omsorg for de afskedigede. Ikke fordi de er dårlige kolleger, men fordi de har et naturligt ønske om at fokusere på fremtiden for deres arbejdsplads. Derfor oplever opsagte ofte at blive isoleret på jobbet.

Over middag kommer formanden for Dansk Sygeplejeråds Kreds Hovedstaden, Vibeke Westh, på besøg. Sammen med Charlotte Kistrup Vallys går hun rundt og taler med de enkelte afdelinger. Stemningen er mat og trykket.

Da Charlotte Kistrup Vallys kan køre hjem til familien ved femtiden om eftermiddagen, er hun træt. Det har været en dag med mange tårer.