Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Meritstuderende har potentiale til bæredygtig sygepleje

Meritstuderende er et bud på fremtidens sygeplejersker, der udøver en nødvendig bæredygtig sygepleje med en styrket tilknytning til praksis. Opgaven er at bistå de meritstuderende på en sådan måde, at uddannelsen omsættes i kompetente sygeplejersker, der bevarer solidariteten med de mest trængende patienter.

Sygeplejersken 2010 nr. 9, s. 68-71

Af:

Jesper Frederiksen, sygeplejerske, pædagogisk diplomuddannelse (PD), cand.pæd.soc

SY-2010-09-68xFoto: iStock

Denne artikel handler om erfaringer med meritstuderende på sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød. Erfaringerne er positive, og de meritstuderende kan efter min mening ses som eksponenter for fremtidens sygeplejersker, der udøver en nødvendig bæredygtig sygepleje.

 Artiklen handler også om det modsætningsfyldte farvand, som uddannelsesplanlæggere, undervisere, kliniske vejledere og studerende navigerer i. Her eksisterer der mindst tre paradokser mellem den eksisterende sygeplejerskeuddannelse og forestillinger om, hvad den skal føre til. Ikke mindst de meritstuderende har her en vanskelig opgave i at navigere.

Meritstuderende i Nordsjælland

På Sygeplejerskeuddannelsen Hillerød, Nordsjælland, begyndte det første hold meritstuderende den 1. februar 2009. Social- og sundhedsassistenter med erhvervserfaring har derfor, nu også i Nordsjælland, mulighed for at tage sygeplejerskeuddannelsen på 2½ år.

Efter det første år og anden eksterne prøve kan vi konstatere, at vi fortsat har 21 sygeplejestuderende. Der er intet frafald, og de meritstuderende lader til at besidde de særlige evner og erfaringer, som meritter netop er kendetegnede ved.

Vi har udført en spørgeskemaundersøgelse på dette første hold, og denne danner grundlag for den analyse af de studerendes kapitaler og orienteringer inden for sygeplejen, der refereres til i denne artikel

Fremtidens sygeplejersker

I forbindelse med udviklingsarbejdet til det særlige meritforløb for social- og sundhedsassistenter med merit på 60 ECTS spurgte en klinisk vejleder om, hvordan en meritstuderende på kortere tid og uden gymnasial baggrund kan opnå at blive lige så god en sygeplejerske, som dengang hun selv blev uddannet? 

Mit svar er, at jeg bestemt ikke håber, at de sygeplejersker, vi uddanner i dag, bliver som dem, vi uddannede tidligere. I fremtidens patientforløb er det ikke tilstrækkeligt med den tværfaglighed, vi kender fra industrisamfundets tidligere dage. Det vil tværtimod kræve en tværprofessionalitet, som i tillæg til praktiske ydelser i høj grad placerer den sundhedsprofessionelle som koordinator og vejleder i det konkrete patientforløb. Tværfaglighed, som vi kender den, placerede sygeplejersken som én af flere eksperter, der afgav vidnesbyrd om et perspektiv på patienten. Den tværprofessionelle sygeplejerske har ud over kompetence i at pleje, viden og indsigt inden for andre professioners områder som f.eks. fysioterapi, pædagogik eller psykomotorik. I tillæg har sygeplejersken en tværprofessionel individuel toning som f.eks. vejledning eller æstetik. En opgave, som professionshøjskolerne er sat til at løfte, men som vi stadig har til gode at se resultater af.

Hvis sygeplejersker skal udgøre en central sundhedsprofessionel faggruppe i patientforløbene, stiller det nye krav til uddannelsen af sygeplejersker og ikke mindst til tilrettelæggelsen og organiseringen af sygeplejen i praksis. Sygeplejen må endvidere være bæredygtig. Det vil sige, at den må være fremtidssikret og beskæftige sig med sammenhænge mellem sociale, økonomiske og miljømæssige problemstillinger i langt højere grad, end tilfældet er i dag.

Øget individualisering

Det er en almindelig kendt betragtning, at uddannelsessystemet er under påvirkning af en øget liberalisering, internationalisering og globalisering. Vi kender tendenserne fra ECTS-point, modulopbyggede uddannelser og engelsksprogede navne og betegnelser på uddannelse og diplomer. En stærkere individualisering af uddannelsen, øget valgfrihed og kombinationsmuligheder på kryds og tværs er led i denne proces, der sker som følge af et økonomisk incitament og den demografiske udvikling. Med de store årgange på vej ud af arbejdsmarkedet søger uddannelserne at indfange de eftertragtede unge med forløb, der passer ind i den enkeltes projekt. Risikoen, når uddannelse tilrettelægges efter brugerorientering, er, at det fælles projekt (f.eks. undervisning) fortaber sig i det individuelle selvrealiseringsprojekt (1).

Den stærkere individualisering har også medført en ret til at få bedømt sine kvalifikationer og kompetencer igennem meriteringssystemer. Merit handler om, at den enkelte kan få bedømt, anerkendt og godskrevet tidligere uddannelsesforløb og erfaringer fra relevant beskæftigelse (2).

Sygeplejerskeuddannelsens paradokser

Jeg vil som nævnt pege på tre paradokser i den nyeste nationale studieordning for sygeplejerskeuddannelsen (3). Disse opstår i sammenstødet mellem meritokratisk uddannelsestankegang og talen om nærhed til det praktiske.

Det var et eksplicit ønske, at aftagerperspektivet blev styrket med den nationale studieordning. I forarbejdet til revisionen søgte man derfor at styrke en naturvidenskabelig og praksisnær uddannelse. På den anden side var det også et mål at standardisere uddannelsen nationalt samt styrke den internationale uddannelsestænkning.

Det første paradoks

Det første paradoks ligger i ønsket om en nationalt ensartet sygeplejerskeuddannelse.

Her har et centralt udvalg udstukket linjerne i en detaljeret studieordning. Men når den enkelte studerende sammensætter uddannelsen på kryds og tværs i individuelle forløb, hvor også merit gør sig gældende, modvirker dette simpelthen ønsket om en mere standardiseret sygeplejerskeuddannelse. Standardisering og individualisering er følgesvende i nutiden, men udgør samtidig hinandens modstykke.

Det andet paradoks

Det andet paradoks er, at når de studerende er i klinik, er der en stigende tendens til, at skolestuen flyttes ud i klinikken. Det er vel at mærke klinikerne selv, som forestår denne skolegørelse. Der foretages teoretiske øvelser over praksis, svarende til på skolen. Dette kommer til udtryk gennem studenterundervisning, studieunits, færdighedslaboratorier, øverum mv. Samtidig sker der en øget kravspecifikation i regionalt udarbejdede modulbeskrivelser, hvor krav til teoretisk præsentation, skriftlige oplæg og litteraturlister er øgede. De veluddannede kliniske vejledere tager sig af ofte teoretisk dygtige studerende i en hverdag med (for) mange elever og studerende i forhold til de til rådighed værende (for) få patienter. Den øgede akademisering slår igennem i forhold til klinikken, der også er ved at blive akademiseret. Her griber man til skolelæring som en kendt (og anerkendt) måde at løse opgaven. Det vil givetvis styrke de studerendes evne til at reflektere viden over praktik i teorien, men om deres praktiske færdigheder styrkes, er nok tvivlsomt.

På Sygeplejerskeuddannelsen Hillerød har vi til gode at se de meritstuderende i klinisk praksis. Der kommer de som afsluttende studerende i modul 11-12. En erfaring fra meritholdet er dog, at vi ved at samle de meritstuderende på et fælles hold styrker såvel fagidentitet som studiekompetence. Vores erfaringer er, at dette lykkes i højere grad, end når meritten tildeles social- og sundhedsassistenter på ordinære hold. Læringsfællesskabet medvirker tilsyneladende til at styrke differentieringen mellem at være "sygeplejestuderende med en baggrund som social- og sundhedsassistent" til forskel fra at være "social- og sundhedsassistent, der videreuddanner sig til sygeplejerske". Men her er der naturligvis tale om en skolesocialisering.

Det tredje paradoks

Et tredje paradoks handler om meriteringen, der tildeles af uddannelsesinstitutionen. Den gives paradoksalt nok helt overvejende til de moduler i uddannelsen, som indeholder klinik. Kritikken af uddannelsen forud for den nationale studieordning var netop rettet mod de manglende færdigheder i klinisk praksis.

For så vidt angår social- og sundhedsassistenterne kan det synes logisk. Deres erfaring og forudgående erhvervsuddannelse har vægtet personlige og faglige handlekompetencer frem for akademisk kompetence. Men man risikerer at underkende den store betydning for socialiseringen, dét at befinde sig i praksis som sygeplejestuderende har for at blive sygeplejerske (4). For det andet kunne et pædagogisk ræsonnement være, at det netop ville være relevant at basere indholdet i uddannelsen på styrken i praktiske færdigheder frem for på svagheder i teoretiske færdigheder. Men den gængse forestilling er, at praksis styrkes gennem mere teori. En sammenhæng, man kan rejse tvivl om (5). For den teoretiske verden udgør praksis i den forståelse nok snarere en slags eksperimentarium.

På den anden side sættes de meritstuderende i stand til at kunne begå sig på en videregående uddannelse. Måske på universitetets overbygningsuddannelser. Ligesom de bliver i stand til at kunne begå sig i klinikkens tiltagende akademisering, hvilket vil være en nødvendighed ved den nuværende udvikling.

Betydningen af ny uddannelsestænkning

Med de tre skitserede uddannelsesparadokser illustreres tendenser, der identificerer modsætningsfyldte tendenser mellem den nationale uddannelsestænkning, rettet mod færdigheder, og den internationale udvikling i en humanistisk inspireret tradition, rettet mod akademisering. De meritstuderende med social- og sundhedsassistentbaggrund er her interessante, fordi de krydser på tværs i den beskrevne uddannelseslogik. Det bevirker, at det især i professionsuddannelserne er ekstra vigtigt at have opmærksomheden rettet mod disse tendenser, så vi ikke mister de meritstuderende. En fremtidig mangel på arbejdskraft, når de store årgange pensioneres, økonomiske incitamenter og rekrutteringsvanskeligheder bidrager heldigvis med en åbenhed over for gruppen.

Denne åbenhed kunne gribes som en mulighed for at bryde dels historisk betingede dogmatiske forestillinger på skolen, dels fastlåste strukturelle og hierarkiske forhold i klinikken. En nytænkning, der kan favne fremtidens udfordringer.

Et bæredygtighedsperspektiv

Vores moderne sundhedsvæsen imødekommer i stigende grad borgernes behov fra sundhedsfremme til raskhedsfremme for de i forvejen raske (6). Udviklingen medvirker til at forskyde den tidligere balance, hvor fokus har været at prioritere dem, som har størst behov. Filosof og ph.d. Ulli Zeitler peger her på, at et bæredygtighedsperspektiv ville kunne give mærkbare forbedringer af sundhedsindsatsen. Bæredygtighed udtrykker idéen om en relativ fremtidssikret forandringsproces, hovedsageligt knyttet til behovstilfredsstillelse. Der er tale om et miljøpolitisk begreb, som knytter an til social og økonomisk retfærdighed (7).

Når vi i sundhedsvæsenet netop anvender megen energi på at individualisere, standardisere og optimere for at imødekomme de tilsyneladende uendelige krav til at gøre de raske raskere, bør det skærpe sygeplejerskernes opmærksomhed på vilkårene for retfærdighed. Især i relation til de grupper af patienter og borgere, hvis lidelser ikke har høj status og profil, og som ikke selv evner at give udtryk for deres behov og ikke har en realistisk mulighed for tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis sygeplejerskerne ikke bevidst holder fast i, at disse gruppers behov må komme først, fordi de trænger mest, risikerer sygeplejen at bidrage til at øge den i forvejen store ulighed i sundhed imellem de forskellige sociale grupper i befolkningen.

De meritstuderende udgør her et bud på en gruppe, som kan bidrage til at gentænke sygeplejen med bæredygtighed som et vigtigt fagligt element (8). Ud fra en vurdering af deres læringsforudsætninger i et spørgeskema ved starten af deres uddannelse ved vi, at de overvejende kommer fra arbejderfamilier, og deres adgangsgivende uddannelse hører hjemme i erhvervsuddannelsessystemet. De er således ikke tynget af arvegods, hvor traditionen byder dem at blive akademikere, men de vil gerne øge deres indflydelse og ansvar i relation til patienterne. De har på egen krop erfaret magten, som udspiller sig i sundhedsvæsenets hierarki, og ønsker at gøre en forskel. De er en del af en politisk normsætning, som medvirker til at akademisere en gruppe knyttet til praksis. De har en voksende selvbevidsthed og er på vej til at få den nødvendige ydmyghed over for vores fælles viden.

Prioritet og solidaritet

Samspillet mellem skole og klinik spiller en vigtig rolle for en bæredygtig forståelse af sygeplejen som et fag, der beskæftiger sig med sammenhænge mellem sociale, økonomiske og miljømæssige problemstillinger (7). Områder, som desværre nedprioriteres i den nationale studieordning ved at tildele færre ECTS-point til fagområderne, ligesom der helt er undladt en inddragelse af økologisk bevidsthed og bæredygtig ansvarlighed i uddannelsen. I et bæredygtighedsperspektiv er opgaven derfor at bistå de meritstuderende på en sådan måde, at uddannelsen omsættes i kompetente sygeplejersker, der bevarer solidariteten med de mest trængende patienter.

Yderligere oplysninger om undersøgelsen af de meritstuderendes forudsætninger kan rekvireres hos forfatteren.
Jesper Frederiksen er adjunkt på sygeplejerskeuddannelsen, University College Capital.

Litteratur   

  1. Illeris K et al. Ungdomsliv - imellem individualisering og standardisering. Frederiksberg: Samfundslitteratur 2009.
  2. Regeringen. Bedre uddannelser - Handlingsplan. København: Undervisningsministeriet, Uddannelsesstyrelsen 2002.
  3. Undervisningsministeriet. Studieordning for uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. Bilag 2 til bek. om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. København: Lovtidende A; 2008 af 24. januar. 
  4. Larsen K. Praktikuddannelse, kendte og miskendte sider: Et observationsstudie af praktikuddannelse inden for sygeplejerskeuddannelse; ph.d. København: USCF 2000.
  5. Larsen K, Adamsen L, Bjerregaard L, Madsen JK. There Is No Gap ?Per Se" Between Theory and Practice: Research Knowledge and Clinical Knowledge Are Developed in Different Contexts and Follow Their Own Logic. Nursing Outlook 2002. Vol.50 (5):204-12.
  6. Holm C. I rask løb mod lykken. Medlemsblad Fagligt Selskab for udviklingssygeplejersker og kliniske oversygeplejersker dec. 2007:15-8.
  7. Zeitler U. Bæredygtig udvikling I: Bjerg K et al (red). Perspektiver på udvikling. Udviklingsinitiativet for sygeplejerskeuddannelsen i Århus Amt 2004: 171-89.
  8. Frederiksen J. Konstruktionen af en moderne sygeplejerske. Klinisk sygepleje 2009;23 (1):13-22.
English abstract

Frederiksen J. Credit students have potential for sustainable nursing. Sygeplejersken 2010;(9):68-71.

The background for the article is experience from the establishment of a special course for social and healthcare assistants involving credit of 60 ECTS points toward nurse training in Nordsjælland. The credit students are analysed in the article in relation to problems and challenges for the health service in the future. An enhanced inter-professionalism is seen as essential if the health service is to live up to these challenges. A role, the college of nursing and clinical practice must seek to enhance through nurse education. -Fundamental nurse education highlights three paradoxes, which identify contradictory tendencies between the national, skill-focused educational thinking, and the international trend towards a humanistic tradition focused on academisation.-Sustainable nursing offers us a taste of the direction nurse education can move in, in order to achieve a better balance. Credit students are seen as a sustainable option: for future nurses with an increased connection with clinical practice.

Key words: Sustainability, credit students, nursing, nurse education.