5 faglige minutter: Gamle mennesker siger mig ikke noget

”Hvilke tanker gør I jer om sygeplejerskeuddannelsen efter jeres uge her på sygeplejeskolen?”

Spørgsmålet er mit, og svarene forventes at komme fra de otte brobygningselever, som har valgt at bruge en uge af deres gymnasietid på at besøge sygeplejerskeuddannelsen i Sønderborg, hvor jeg er studievejleder.

Jeg er oprigtig interesseret og nysgerrig i forhold til deres tanker om den uddannelse, som jeg er repræsentant for.

Mit engagement er tilskyndet af udsigten til at få så mange som muligt til at vælge sygeplejestudiet (og dermed sikre vores uddannelsesinstitution taxameterpenge), men primært kan jeg, heldigvis med hånden solidt placeret på hjertet, sige, at jeg mest er lydhør og interesseret for fagets og patienternes skyld.

For hvad tænker disse unge gæster om den verden, som de nu, igennem en uge, har fået lov til at stikke både hovedet og fingrene i?

Med fare for at virke insisterende spørger jeg hver gæst. ”Hvad med dig, Nanna? Hvad tænker du om sygeplejerskeuddannelsen? Har du stadig lyst til at blive sygeplejerske?”

Nanna flytter uroligt på sig og svarer, at hun kun er her for at blive lidt klogere på sin plan B. Plan A er nemlig medicinstudiet og en karriere som læge.

”Det lyder spændende, og dette besøg kan på mange måder udvide din horisont,” siger jeg, mens jeg med et smil henvender mig til den næste i rækken.

”Øh, jeg ved ikke rigtigt ... jeg er i tvivl, for jeg kan ikke lide gamle mennesker, de siger mig ikke rigtig noget. Det har de aldrig gjort.”

Jeg nikker, mens jeg lytter og i løbet af runden lægger øre til flere udsagn af samme skuffe.

”Ved ikke ... for jeg er ikke så vild med gamle mennesker”.

Jeg gentager sætningen inde i hovedet, mens jeg desperat forsøger at komme overens med mig selv og de andre udtalelser, som giver genlyd i mit hoved.

Jeg overvejer, om det er nu, jeg skal tage fløjlshandskerne på, eller om jeg skal gribe ud efter grovfilen. På den ene side er fløjlshandskerne oplagte. Hvordan skal jeg bebrejde de unge, at et job på en børneafdeling eller en skadestue (som i flere farverige tv-programmer fremstilles yderst flatterende) ved første øjekast virker mere tiltrækkende end et fagligt liv sammen med gamle? Var jeg ikke selv fast besluttet på et liv som sundhedsplejerske, da det var mig, der valgte en karriere som sygeplejerske? 

 De er unge, og de har ret til at mene og tænke om gamle mennesker, som de vil. Eller har de?

Jeg kan vælge den lette vej og med entusiasme forsøge at give dem et indblik i alle de fantastiske muligheder, som uddannelsen giver for at arbejde med børn og blå blink og så stadig håbe på et forrygende billetsalg.

En anden del af mig får hurtigt overtaget og vælger at droppe både fløjlshandskerne og grovfilen til fordel for et mere nuanceret og kritisk modsvar til deres aversioner mod gamle. For man skal vel kunne lide gamle for at blive sygeplejerske, skal man ikke? Er det o.k. at gå i gang med sygeplejerskeuddannelsen med indgangsbønnen ”gamle mennesker siger mig ikke noget?”

Svaret må være, at det ikke er o.k. at være kategorisk afvisende over for gamle, inden man er gået ind i sygeplejen.

Åbenheden må i det mindste være til stede, og jeg må med min bedste diplomatiske og empatiske sans forsøge at fortælle de unge, at den slags holdninger kan ændres og udvikles med tiden.

Jeg må prøve at overbevise flokken om, at det flytter noget, når man lytter til fortællinger om levet liv og forlader idéen om, at gamle mennesker tilhører en speciel race, som ”ikke siger mig noget”.  

Jeg håber, at de skønne unge mennesker, trods min lyst til at indgyde dem en flig af realisme, alligevel vælger at søge ind på studiet, så jeg og mine kollegaer får chancen for at lære dem, at arbejdet med gamle mennesker faktisk kan være ret udfordrende både fagligt og menneskeligt, og at det ikke er sikkert, at der skal børn og blå blink til for at få et spændende og udfordrende arbejdsliv som sygeplejerske.

Blå bog

 Eva Hoffmann er 38 år og har været ansat på UC Syddanmark siden 2001. Hun blev lektor i 2008. Eva Hoffmann er uddannet sygeplejerske i 1996. Herefter arbejdede hun i fem år på kirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus. Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.