Vi troede, vi kunne få et hvilket som helst job

De troede, sygeplejeverdenen lå åben, og at sundhedsvæsenet skreg på deres hænder. I dag står de to sygeplejestuderende, Marie Louise Holmgaard Madsen og Line Pedersen, foran lukkede døre med bachelorbeviset i hånden.

SY-2011-01-17
Foto: Søren Holm

Der er stille på gangene på VIA-UC i Holstebro, selvom der er masser af mennesker. Rundt omkring sidder små enklaver af eksamensforberedende studerende med næsen i bøgerne eller i lavmælte diskussioner om bachelorprojekter og de forestående eksamener.

To af dem, der er på vej til at begive sig ud i arbejdslivet, er 24-årige Marie Louise Holmgaard Madsen og 25-årige Line Pedersen, der begge er sygeplejestuderende. Det er med blandede følelser, de afleverer  deres afsluttende opgave.

Uvisheden om fremtiden overskygger de forventninger, de ellers havde i starten af studiet.

”Tidligere glædede vi os rigtig meget til at blive færdige og komme ud på den anden  side. Nu har vi det desværre sådan, at det ikke behøver gå for stærkt,” fortæller Marie Louise Holmgaard Madsen, og Line Pedersen tilføjer:

”Da vi startede, var der en masse snak om mangel på sygeplejersker, og vi hørte tit om, at vi var en del af de små årgange. Indtrykket var, at vi ville kunne pege på og få et hvilket som helst job, når vi blev færdige,” siger hun.

”Vi søger en med erfaring”

Det er ellers hverken manglende motivation eller en udpræget kræsenhed, de to bachelorkollegaer  lider af, når internettet flere gange ugentligt bliver gennemklikket efter ledige stillinger.

Begge har ønsker til drømmestillinger, de gerne vil have på sigt. Lige nu handler det bare om at få et job og ikke mindst den erfaring, alle efterlyser.

”Umiddelbart kan man godt synes, det virker lidt håbløst. Der er stort set ingen stillingsopslag. De få, der er, er mest lederstillinger, eller også søger de folk, der i forvejen har erhvervserfaring,” siger Line Pedersen.

De to studerende ender derfor ligesom mange af deres uddannelsesfæller i et paradoks. Der er ikke job at få, medmindre du har prøvet det før. 

”Det bekymrer os meget, at det virker så svært. Det vigtigste er jo, at vi kommer ud og prøver tingene af i praksis. Vi kan meget, men det skal holdes ved lige, så vi ikke glemmer det,” siger Marie Louise Holmgaard Madsen, og Line Pedersen nikker ivrigt: 

”Vores uddannelse bliver hurtigt forældet. Der sker hele tiden noget nyt inden for det sygeplejefaglige område. Det er rigtig skidt, hvis vi ikke kommer i gang hurtigt og får lov til at følge udviklingen. Det bliver svært at komme tilbage, hvis vi har været tvunget væk for længe,” vurderer hun.

En ærgerlig konkurrence

Det arbejdsmæssige vakuum, Marie Louise Holmgaard Madsen og Line Pedersen oplever, synes ikke mindre håbløst af, at de unge studerende ikke kun er i konkurrence med de erfarne sygeplejersker. En stor flok dimittender skal ud samtidig og kæmpe om  den samme håndfuld stillinger. 

”På vores hold er vi 57, som bliver færdige nu. Kun én har fået lovning på et job, mens en anden stadig afventer svar.  Så reelt er vi i hvert fald 55 studerende, som kommer til at søge de samme steder,” siger Marie Louise Holmgaard Madsen.

”Vi frygter lidt at skulle til samtaler, hvor der sidder en hel række af vores medstuderende ude på gangen og venter på at komme ind til det samme job,” griner Line Pedersen.

Marie Louise Holmgaard Madsen smiler ved tanken, men rynker lidt på panden over situationen:  ”Det er rigtig ærgerligt. Vi er opdraget via vores uddannelse til at tage vare på hinanden. Vi burde jo netop læse hinandens ansøgninger igennem og hjælpe med idéer. Men samtidig står man også og håber på, man selv bliver valgt frem for nogle andre.”

Bare det ikke bliver Bilka

Selvom stillingsopslagene er få og frustrationerne mange, har det dog ikke fået Marie Louise Holmgaard Madsen og Line Pedersen til at opgive på forhånd. Tværtimod er de så småt gået i gang med at skrive ansøgninger på opslåede stillinger såvel som uopfordrede. Indtil videre har det ikke givet noget, men optimismen er der stadig, og der har været hjælp at hente fra bl.a. deres vejleder, ligesom Danske Sundhedsorganisationers A-kasse, DSA, også har holdt oplæg på VIA-UC om jobansøgninger.

”Vi har fået god hjælp til, hvordan man overhovedet skriver en ansøgning, for det er faktisk ikke helt let, når man ikke har prøvet det før,” fortæller Line Pedersen, der ligesom Marie Louise Holmgaard Madsen håber på, at en intensiv jobjagt i hvert fald kan ende med et barselsvikariat:

”Vi har begge valgt faget, fordi vi brænder for det, så det vigtigste er i første omgang at få en fod indenfor,” siger Line Pedersen.

Til gengæld er de begge ved at være trætte af at høre de politiske udmeldinger om, at det hele nok skal vende igen:
”Hvad nytter det, de fortæller os, at der om 5-10 år vil være brug for masser af sygeplejersker, når det er nu, vi skal i gang?” spørger Marie Louise Holmgaard Madsen med en hovedrysten.

Både hun og Line Pedersen frygter, at den nuværende situation kommer til at betyde, de måske ender med at forlade faget helt.

”Jeg har overhovedet ikke lyst til at arbejde med noget andet, men hvis det bliver nødvendigt, må jeg  overveje det. Uanset hvad vil jeg forsøge at blive inden for plejesektoren, så jeg ikke slipper det helt,” fortæller Line Pedersen, som har overvejet at tage et pædagogikum, så hun kan undervise, hvis sygeplejerskestillingen ikke dukker op.

Også Marie Louise Holmgaard Madsen har gjort sig tanker om, hvad fremtiden kan have af alternativer:

”Jeg har ikke en egentlig tidshorisont, men lige nu vil jeg gerne give det et par måneder og se, hvad der sker. Jeg tager gerne mit gamle job som social- og sundhedsassistent igen, så jeg holder mig inden for faget. Frygten er helt klart, at jeg ender bag kassen i Bilka som i gymnasietiden,” siger hun med et skævt smil.

Emneord: 
Arbejdsmarked
Sygeplejestuderende