Dilemma: Når datteren klager over sin mors manglende soignering

Det tager tid at hjælpe en beboer med Alzheimers demens, og tiden er knap pga. nedskæringer. Det påvirker plejen og får en pårørende til at true med at gå til medierne.

SY-2011-10-11-1På et plejehjem har man for nylig mærket de økonomiske nedskæringer. I såvel dagvagt som nattevagt er der omlagt timer, så der nu er færre personalemedlemmer i vagt.

Inger på 89 år har Alzheimers, og social- og sundhedshjælper, Birgitte, er hendes kontaktperson.

Inger kan ikke selv varetage sin personlige hygiejne og har svært ved at forstå, at hun skal vaskes og have børstet tænder.

Birgitte plejer derfor at bruge en del tid på at få Inger med på lidt klatvask og tandbørstning, og det går som regel godt.

I forbindelse med plejehjemmets besparelser har Birgitte fået tildelt flere beboere, og hun føler ikke, at hun har den nødvendige tid til Inger.

Ingers datter har klaget over moderens manglende soignering og har meddelt, at hun vil gå til medierne med sagen, hvis ikke der bliver gjort noget.

På plejehjemmet drøfter man, hvad man skal gøre, og overvejer, om man skal ansøge kommunen om tilladelse til fastholdelse i hygiejnesituationen.

Hvad tænker du om forløbet? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1.

Det kliniske etiske dilemma må bestå i, at Inger ikke ydes den hjælp til personlig pleje, som hun har behov for, eller at det kan blive sådan i fremtiden.

Som fagperson skal man gøre opmærksom på de konsekvenser, som politiske prioriteringer kan have. Ingers datter ser ud til at ville hjælpe til ved at gå til pressen. Men hvad skal det hjælpe med en forsidehistorie?

Der står i casen, at ”man drøfter”, og at ”man vil ansøge kommunen om”. Men hvem er man? Og er alle idéer og utraditionelle forslag taget i betragtning på plejehjemmet?

For at blive i de etiske refleksioner så er man i ressourceknappe situationer forpligtet til at prioritere ressourcerne således, at disse anvendes til størst nytte. Er smertegrænsen nået, skal der gøres opmærksom herpå, men historien har vist, at netop i ressourceknappe tider udvikles nytænkning, så måske er her i virkeligheden en gave for realisering af nytænkning?

Hvem siger i øvrigt, det vil spare tid med fastholdelse af beboeren? At personalet overhovedet kan have overvejelsen, er i sig selv en faglig, etisk problemstilling.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus

Svar 2.

Fortællingen byder på dilemmaer med forskellige perspektiver, hvor ikke mindst faglighed, ledelse, politik, samfundsudvikling samt etiske aspekter omkring demensplejen giver anledning til refleksion.

Dilemmaerne kræver viden på sygeplejerskeniveau, og social- og sundhedshjælperen, som ikke har samme faglige forudsætninger, har behov for tæt vejledning og supervision for at håndtere plejeopgaven.

I den konkrete situation vil de Sygeplejeetiske Retningslinjer kunne benyttes som pejlemærker og rettesnor i faglige diskussioner mellem sygeplejepersonalet og ledelse. Her kan der argumenteres for omsorgen for det sårbare menneske frem for at ty til ansøgning om brug af magtanvendelse, hvis ikke kriterierne herfor er opfyldt.

I sådanne situationer kan sygeplejersker vise deres viden, omsorg og værd over for såvel ledelse, pårørende og ikke mindst politikere.

Af Annette Hegelund, udviklingssygeplejerske i Glostrup Kommune, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Dilemma
Etik