Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Selvcensuren breder sig

Medierne kommer nemt til at tegne et skævt billede af virkeligheden på sygehuse og plejehjem, hvis sygeplejersker afholder sig fra at deltage i den offentlige debat. Derfor er der brug for en anden debatkultur og ny lovgivning, der sikrer mod sanktioner over for dem, der ytrer sig.

Sygeplejersken 2011 nr. 14, s. 24-26

Af:

Claus Leick, journalist

SY-2011-14-23-1bFoto: Søren Svendsen  

Det er vigtigt, at sygeplejersker og andre offentligt ansatte blander sig i debatten og f.eks. fortæller om, hvilke negative konsekvenser en besparelse vil få eller allerede har fået.

Sygeplejersker er ofte dem, der er meget tæt på patienternes og de ældres hverdag og virkelighed. Måske er de endda de eneste, som reelt kender til de faktiske forhold og f.eks. ved, hvor langt budgetter og normeringer rækker.

Derfor er det meget uheldigt, hvis sygeplejersker holder inde med deres vurderinger af og informationer om kritisable forhold på deres arbejdspladser.

”Det er ikke nyt, at ytringsfriheden har trange vilkår. Men vi oplever i disse år, at selvcensuren virkelig er taget til blandt de offentligt ansatte. Det er uheldigt og rigtig skidt for vores samfundsdebat,” siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.
”Hvis medierne og politikerne ikke får indblik i, hvad der reelt foregår på sygehuse, plejehjem og andre steder i sundhedssektoren, bliver det svært at træffe de rigtige beslutninger om tilbud og service til de ældre i kommunerne og patienterne på sygehusene,” forklarer Bente Sorgenfrey, der oplever, at selvcensuren også er stigende hos mange andre faggrupper i den offentlige sektor.

Hun tror derfor ikke længere på, at det er nok blot at informere om offentligt ansattes ret til ytringsfrihed.
”I mange år har vi i FTF ment, at reglerne er gode nok, og at det kun er et spørgsmål om bedre information. Men med det vi ser i disse år, står det klart, at der er brug for at ændre lovgivningen.”

Bente Sorgenfrey har sammen med bl.a. Dansk Journalistforbund allerede forsøgt at påvirke Folketingets Retsudvalg.
”Vi skal have reglerne ændret, så sygeplejersker og andre offentligt ansatte får en lovfæstet garanti for, at de ikke bliver mødt af sanktioner fra deres arbejdsgivere, når de fremsætter lovlige ytringer – f.eks. om konsekvensen af nedskæringer eller lignende.”

Ledere skal tåle kritik

Men lovgivning gør det ikke alene. Der er også behov for, at især ledere og mellemledere bliver bedre til at acceptere kritik fra medarbejderne.

”Vi har brug for en anden debatkultur, hvor det er accepteret af ledelsen, at medarbejderne kommer med konkret og berettiget kritik. Og her er det især vigtigt, at lederne ændrer holdning og ikke betragter konstruktiv kritik som noget negativt,” siger Bente Sorgenfrey og tilføjer, at FTF har meget fokus på emnet ift. de ledere, der er organiseret i FTF.

Og hun bliver bakket op af mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. ”Vi har desværre på rigtig mange offentlige arbejdspladser en lukkethedskultur, hvor utilfredshed og berettiget kritik forbliver internt. Hvis vi skal have bugt med denne kultur, er det vigtigt, at både de faglige organisationer, de offentlige ledere og medierne bliver aktive medspillere,” påpeger Oluf Jørgensen.

Mellemledere misforstår rolle

”Det er afgørende, at de offentlige ledere – især mellemlederne – holder op med at påtage sig rollen som de, der skal skabe ”ro” i systemet ved at problematisere og kritisere medarbejdere, der fremfører kritik i medierne. De skal lære at acceptere kritik som en naturlig del af en debat, der i sidste ende er til gavn for kvaliteten af den offentlige sektor.”

Han er ligesom Bente Sorgenfrey bekymret for kvaliteten af den offentlige debat og mærker tilsvarende, at selvcensuren trives. ”Konstruktiv kritik og gode idéer ender på den måde med kun at blive til en intern snak i kaffepauserne. Debatten i medierne bliver dermed overladt til politikere og eksperter, der sjældent har et tæt kendskab til de faktiske forhold på f.eks. et sygehus,” siger Oluf Jørgensen.

Han opfordrer derfor de faglige organisationer til fortsat at motivere deres medlemmer til at deltage i den offentlige debat. Tilsvarende kan medierne også gøre noget for at skabe en bedre debatkultur ved f.eks. at have mindre fokus på historier om enkeltpersoner og mere fokus på sagens kerne. 

Fakta om din ytringsfrihed

Som offentligt ansat sygeplejerske kan du stort set udtale dig om hvad som helst til medierne – også om forhold på din arbejdsplads. Eneste betingelse er, at du udtaler dig på egne vegne og respekterer reglerne om tavshedspligt.

I praksis betyder det, at der er meget vide rammer for, hvad du kan udtale dig om. Også når det gælder kritiske holdninger om f.eks. besparelser eller dårligt arbejdsmiljø på din arbejdsplads.

Din arbejdsgiver eller chef kan og må ikke blande sig i, hvad du udtaler dig om som privatperson.

Ytringsfrihed betyder, at du kan ytre dig i tekst, tale, billeder, billedsprog m.v. og i forbindelse med taler, møder, interview, læserbreve, debatindlæg, kunstneriske udtryksformer osv.

Det er altid en god idé at starte med at fremføre sin kritik eller sine forslag internt på arbejdspladsen – f.eks. via tillidsrepræsentanten, MED-udvalg, høringssvar eller personalemøder. Men ledelsen kan ikke forlange – kun opfordre til – at kritiske synspunkter bliver fremført internt, før de offentliggøres i medierne.

Det er derfor en individuel vurdering, hvornår det rette tidspunkt er for at gå i medierne.

Det er dit ansvar at gøre opmærksom på, at du udtaler dig på egne vegne. Det er særlig vigtigt, hvis der er risiko for, at offentligheden fejlagtigt kan opfatte en ytring som udtryk for arbejdspladsens synspunkt. 

Ombudsmanden om ytringsfrihed i nedskæringstider

”Mange offentlige myndigheder står i den kommende tid over for at skulle tage stilling til besparelser. Det er derfor vigtigt at understrege, at offentligt ansatte i den sammenhæng har en betydelig frihed til offentligt at fremsætte udtalelser, der er kritiske over for den myndighed, hvor de er ansat, hvis de gør det klart, at de udtaler sig i eget navn. Det gælder også ansatte med ledelsesansvar, når de ikke er centralt placeret tæt på beslutningsprocessen.”