Studerende i praksis: Havde du tænkt på at sige undskyld?

Som studerende på modul 11 var jeg i klinik i en børnemodtagelse. Det var en stor udfordring, da jeg aldrig havde haft med børn at gøre, hverken professionelt eller privat. Jeg havde sat mig grundigt ind i litteraturen og følte mig godt klædt på teoretisk, men virkeligheden er som bekendt sjældent, som den står beskrevet i bøgerne.

Det erfarede jeg i mødet med en syvårig pige, som skulle have taget blodprøver.  Da jeg fortæller hende det, begynder hun at græde, og jeg bliver en smule befippet over den hurtige og i mine øjne lidt voldsomme reaktion.

Jeg skynder mig derfor at vise hende vores bedøvende EMLA-creme, ”tryllecremen”, og siger til hende, at så kan man slet ikke mærke noget, og at det er hurtigt overstået. Hun virker indforstået med det, trækker selv ærmerne op og rækker armene frem, så jeg kan gå i gang med trylleriet. Hun er holdt op med at græde og snakker med sin mor, mens hun undersøger plastrene.

Jeg er tilfreds med, at jeg har fået hende beroliget, så hun kan være med til det, der skal ske. Jeg har en følelse af at have gjort noget godt for hende. Da hun skal have plastrene af igen, foreslår jeg hende at trykke og nappe lidt i huden, og da hun gør det, kan hun mærke, at huden virker bedøvet, og synes faktisk, det er lidt sjovt.

Derfor har jeg ikke forudset det, der sker, da bioanalytikeren kommer. Pigen begynder straks at græde og vil stikke af, hvilket resulterer i, at vi efter flere forsøg på overtalelse og snak må holde hende fast. Hun skriger, hviner og sparker, mens jeg forsøger at snakke hende til ro, men hun er ikke til at komme i kontakt med. Da hun ligger så stille, at hun kan stikkes, skriger hun ”Av, Av, Av!” idet nålen går ind og kigger op på mig, da hun siger: ”I siger, det kan trylle, men det kan det bare ikke!”

I forundring over sagens drejning får jeg ikke gjort andet end at spørge hende, om hun vil have en is, da det hele er overstået. Hun tager imod den, men jeg kan se, at den tillid, vi havde, er brudt, og jeg føler mig elendigt tilpas.

Da jeg nogle dage efter taler med min vejleder om hændelsen, får jeg også korrigeret min opfattelse af EMLA, idet der ikke er en sensorisk smerteoplevelse efter brug af cremen, men der er fortsat en følelse af, at der sker noget i huden. Min vejleder spørger, hvad jeg gjorde i situationen, og jeg må bekende kulør: Jeg gjorde ikke noget. Hun foreslår da noget, jeg aldrig vil glemme: ”Havde du tænkt på at sige undskyld?”
 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk. Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.