Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2011 nr. 16, s. 30-31

Til de spidse ender i velfærdssystemerne

Dorthe Junge & Peter Lustrup

Social Innovation. Et strategisk værktøj, der skaber forandring i praksis

VIA Systime 2011
109 sider – 170 kr.

SY-2011-16%20(15)Nævner man virksomheden Specialisterne, vil mange nok tænksomt rynke brynene, men tilføjer man så:

”Det er it-virksomheden, som har autister ansat,” vil de rynkede bryn afløses af forklarelsens lys i blikket.

Virksomheden er et godt eksempel på innovation. Autisterne arbejder med test af software. Autister har særlige evner for detaljer, systematik og vedholdenhed, værdifulde egenskaber i forhold til dette arbejde og dermed værdiskabende for virksomheden.

Specialisterne løser samtidig en samfundsopgave ved på den ene side at ændre de ansattes status fra samfundsomkostning til samfundsbidragere, og på den anden at give de ansatte mulighed for et meningsfyldt liv. Social innovation er et forholdsvis nyt begreb, der defineres af meget lidt forskning og litteratur.

 Forfatterne har i denne bog valgt definitionen:

”Social innovation er gennemførelse af en ny ide, der opfylder et socialt behov samt skaber positiv og radikal forandring af livsbetingelser for den eller de, der har behovet. Social innovation er virkningsfuld og har vedvarende effekt. Social innovation er skalerbar og har potentiale til at blive udbredt til andre områder.”

Ifølge forfatterne er social innovation en af løsningerne på de velfærdsudfordringer, som den offentlige sektor står over for. Den private sektor har taget innovationstanken til sig i langt højere grad end den offentlige, hvor man har tendens til stiafhængighed og til ”at gøre mere af det samme” som problemløsningsmodel.

Den offentlige sektor har hidtil haft monopol på det sociale område, en tanke, der må gøres op med, hvis vi fortsat vil bibeholde det samme niveau i velfærd. Dorthe Junge, som er uddannet lærer og Executive MBA, og Peter Lustrup, uddannet cand.merc. mat. og Executive MBA, skitserer en model, SiP-modellen, som et redskab til at arbejde med social innovation.

Jeg kan ikke sige, at jeg ud fra det beskrevne vil være i stand til at kaste mig ud i projektet, og forfatterne anbefaler da også, at et sådant arbejde sker med konsulentbistand. Det er en kompakt bog, som har givet mig en idé om, hvad begrebet social innovation dækker.

Jeg har fået udvidet mit ordforråd med eksempelvis: Boundary spanners. Målgruppen er pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere og fagprofessionelle.

”De er de spidse ender i velfærdssystemerne og i stand til at gøre en forskel,” siger Dorthe Junge og Peter Lustrup.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

En fornøjelse

Alzheimerforeningen

Forstå demens, 2. udgave

Hans Reitzels Forlag 2011
232 sider – 249 kr.

SY-2011-16%20(16)Bogen, som nu er udgivet i en revideret udgave, er en fornøjelse at læse, en kærkommen kilde til viden for dem, som har ringe eller ingen viden om demens, og for fagfolk, som vil opgradere deres viden.

Bogen er en antologi opdelt i 17 selvstændige kapitler, nogle revideret ganske lidt, andre meget, og med flere nye kapitler med nye forfattere.

Hvert kapitel har fokus på demens som sygdom, som et vilkår for den demensramte og familien og som en faglig udfordring for professionelle.

Forfatterne har særlig viden på deres felt, og som læser kommer man grundigt omkring de mange problemstillinger og konsekvenser ved demens.

Sproget er let og ligetil, og opbygningen pædagogisk. Bogen er fri for fagsprog, idet intentionen er at favne både fagfolk på uddannelse og videreuddannelse og den oprindelige målgruppe, de pårørende.

Det virker godt, at afsnittene omkring hjernens funktion og demenssygdomme, hvor medicinske termer især forventes, er holdt nogenlunde fri af disse, det er indviklet stof selv for fagfolk, og jo bedre man forstår det på dansk, jo bedre kan man formidle til de borgere/patienter/pårørende, man kommer i kontakt med. I nogle afsnit har det dog den konsekvens, at man som fagperson kan føle sig talt ned til, niveauet nærmer sig det meget generelle og kan synes uambitiøst set med faglige briller, det evige dilemma ved at ville nå både lægfolk og fagfolk i en og samme udgivelse.

Samtidig er der grænser for, hvad og hvor dybt det er muligt at komme i en håndbog på godt 200 sider. Jeg ville derfor ønske, at der blev henvist til relevante kilder og supplerende litteratur i et lille afsnit efter hvert kapitel, det kunne afhjælpe fagfolks behov for yderligere fordybelse, især hvis bogen anvendes i forbindelse med videreuddannelse.

Et lille suk: At sidde med den lukkede bog i hånden er ikke specielt inspirerende, omslaget er så neutralt, at det både er trist og kedeligt.

Men skinnet bedrager. Det er den indre skønhed, der tæller, og her har bogen kvaliteter, der langt overgår den første udgave. På fornemste vis er teksten ombrudt i overskuelige afsnit og krydret med billeder, illustrationer og grafer. Til sidst vil jeg fremhæve afsnittet om teknologiske hjælpemidler, som er nyt. Rigtig godt at det er med, fremragende skrevet.

Forfatteren slår et helt berettiget slag for at lukke det videnshul, der er i det offentlige servicesystem og samfundet generelt. Ind med undervisning i teknologiske hjælpemidler på uddannelserne på alle niveauer, der er så meget hjælp at hente til at bevare et selvstændigt liv og kvalitet i hverdagen, når man f.eks. er ramt af en demenssygdom, og vi ved så lidt.

Tak for at gøre opmærksom på det.

Af Birgitte Vølund, sygeplejerske, master i gerontologi, selvstændig.

En mesterlig bog

Tine Bjerre Larsen

Der er også engle – om at være tæt på en kræftsyg

Kristeligt Dagblads Forlag 2011
208 sider – 249 kr
SY-2011-16%20(17)”Jeg har mødt patienter, som desperat har bedt om lov til at dø, men jeg har endnu ikke oplevet, at den bøn stod ved magt, når de først var blevet lindret,” fortæller en sygeplejerske i denne bog.

Lige nu sidder jeg foran en svær opgave, jeg skal med få anslag fange potentielle læseres opmærksomhed på denne mesterlige bog. Den er spækket med et utal af værdifulde, spændende, eftertænksomme og velskrevne afsnit, som jeg gerne ville fremhæve.

Forfatteren fokuserer på, hvordan man er en god pårørende, efter at hendes gode ven Jakob som 50-årig får kræft og dør efter fire måneders sygdom. Hvordan taler man om det ubærlige, hvilken tone skal man slå an, hvordan forholder man sig til sin egen angst, skal man undlade at vise sin sorg, og hvor tit skal man ringe?

Bogen redegør for disse spørgsmål gennem interview med patienter, pårørende og professionelle. Sygeplejersker, læger, psykologer og præster formidler deres faglige og personlige erfaringer så følsomt, fint, humoristisk og klogt.

”Det er svært,” fortæller en hospitalspræst, ”jeg skal, hver gang jeg går ind til en alvorligt syg patient, øve mig i ikke at løbe min vej.

” ”Vi er hinandens ansvar,” siger en psykolog i bogens sidste afsnit, hvor hun slår et slag for de varme fællesskaber.

Jakob var heldig at have mange omkring sig, da han blev syg, og før han dør, fornemmer han, hvor afholdt et menneske han var. Bogens titel stammer fra en samtale med Jakob, hvor han fortæller om personalet på en palliativ afdeling og siger ”Der er også engle.”

Eneste beklagelse: Bogen er 200 sider kort og burde være væsentlig længere.

Af Jorit Tellervo, projektleder, Palliativt Videncenter.

Kort nyt om bøger

Vejen til Lee

Lise Andersen
Forlaget Queenswood 2011
116 sider – 129 kr.

Forfatteren er sundhedsplejerske og beskriver i dagbogsform søsteren Emmys død af kræft og den ind i mellem
vanskelige relation til Emmys mand Asger. Læseren er med til behandling, alternativ behandling, hjemmesygepleje og ved den endelige afsked.

”Døden er tabu” lyder det hyppigt i klummer og kronikker. Ikke desto mindre bliver der udgivet mange bøger om kræft, hospitalsophold, død, tab og begravelser netop nu. Tabuet er stærkt på vej til at blive brudt.

Af Jette Bagh, fagredaktør

Kære Louise

En beretning om magt og afmagt i psykiatrien

Dorrit Cato Christensen
Forfatteren og Løfbergs Forlag 2011. 231 sider – 199 kr.

Louise blev 32 år. Hun døde på psykiatrisk afdeling af det, der betegnes som en utilsigtet hændelse. I moderens optik var dødsårsagen en voldsom overmedicinering. Herom har hun skrevet en detaljeret bog, der indeholder udsnit af breve, fotografier og journalbidder blandet med faktuelle oplysninger om virkning og bivirkning af den medicin, som datteren ikke tålte.

Bogen taler de sårbare sindslidendes sag og gør læserne opmærksomme på at stræbe efter dialog med patienten og patientens familie og venner.

Af Jette Bagh, fagredaktør