Opfølgende telefonisk kontakt til kvinder opereret for underlivskræft

En kræftdiagnose kan medføre problemer af såvel fysisk, psykisk, social som eksistentiel karakter. Navnlig støtte og omsorg kan være svært at bede om hjælp til, når man befinder sig i en svær livssituation (1,2). Patienter udskrives ofte med velmenende ord fra sygeplejersken:

”Ring endelig, hvis der er noget ...” eller ”Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre ...”

Sygeplejerskerne på gynækologisk afsnit oplevede, at kvinder opereret for underlivskræft meget sjældent henvendte sig til sygeplejerskerne efter udskrivelsen. Derfor opstod tilbuddet om, at sygeplejersken i stedet henvendte sig til kvinderne. Det viste sig, at kvinderne faktisk havde et behov for rådgivning af en sygeplejerske (2,3).

Denne artikel beskriver, hvordan opfølgende telefonisk kontakt til kvinder opereret for underlivskræft praktiseres. Artiklen baseres på praksiserfaringer, men har afsæt i litteratur og evidensbaserede studier. Via bokse beskrives typiske samtaleemner med eksempler på, hvordan de opfølgende telefoniske kontakter organiseres.

Evidensbaserede studier viser, at opfølgende telefonisk kontakt foretaget af sygeplejersker til kræftpatienter er en hensigtsmæssig og effektiv metode til at støtte patienterne gennem rehabilitering og efterbehandling. Opfølgende telefonisk kontakt imødekommer patientens behov og identificerer sygeplejefaglige problemstillinger. Patienterne føler sig set, hjulpet og rådgivet, så egenomsorgen fremmes. For at imødekomme dette, er det af stor betydning, at den sygeplejerske, der foretager telefonopkaldet, er kendt af patienten (3,4).

Opfølgende telefonisk kontakt har været praktiseret til alle kvinder på afsnittet siden 2005, uanset om de er færdigbehandlet med operation, eller om de skal modtage efterbehandling i onkologisk regi. Kontaktsygeplejersken kontakter kvinden ca. en uge efter det endelige mikroskopisvar samt igen en måned herefter (se boks 1).

Formålet med opfølgende telefonisk kontakt er at yde psykosocial støtte og omsorg, at rådgive, skabe kontinuitet og tryghed for kvinden samt at skabe sammenhængende patientforløb.

Endvidere er tilbuddet om opfølgende telefonisk kontakt baseret på en undersøgelse foretaget på afsnittet i 2004, der viste, at de kvinder, som er færdigbehandlet ved operation, kan have behov for professionel støtte i rehabiliteringsfasen.

Kvinderne i undersøgelsen udtrykte et særligt stort behov for professionel støtte og intervention omkring det tidspunkt, hvor de genoptager deres arbejde.

På dette tidspunkt oplever mange, at støtten og interessen fra omgivelserne daler (2).

Opfølgende telefoniske kontakter finder netop sted på to forskellige tidspunkter i rehabiliteringen, så kvindens behov tilgodeses ved, at der tages udgangspunkt i at møde kvinden i hendes levede liv med de problemer, hun oplever (se boks 2 samt boksene 3 og 4).

Casene i boks 3 og 4 illustrerer to kvinder i meget forskellige livssituationer.

Mia har fået besked om, at hun ikke længere har kræft, og Kirsten har fået at vide, at hun stadig er kræftsyg og skal igennem kemobehandling. Mia og Kirstens livssituation kan i et teoretisk perspektiv belyses ved begreberne illness og disease.

Casene illustrerer to forskellige eksempler på opfølgende telefonisk kontakt.

Begreberne illness og disease
Illness skal forstås som måden, hvorpå mennesker opfatter, fortolker, kommunikerer om og reagerer på kropslige forandringer. Oplevelsen af illness er subjektiv og afhænger af kulturel baggrund, psykosociale oplevelser samt personlige erfaringer. Disease er måden, hvorpå sundhedsprofessionelle fortolker menneskets oplevelse af lidelse. I sundhedsvæsenet relaterer disease-begrebet sig ofte til objektive og målbare fysiske og/eller psykiske forandringer.

 Således kan der være fundamental forskel i oplevelsen af sygdom fra patientens versus de sundhedsprofessionelles perspektiv, selvom det drejer sig om den samme tilstand (5).

Mia oplever, at hun fortsat føler sig som en kræftpatient, selvom lægen siger, at hun er rask. Mia oplever således illness trods fraværet af disease. Sygeplejersken møder Mia der, hvor hun er, og anerkender hendes følelser og tanker i oplevelsen af illness, og på den måde gives der tid og rum til at svinge mellem modpoler som sorg og glæde. For at støtte Mia i at mestre sin situation som helbredt kræftpatient tilbyder sygeplejersken Mia at deltage i et rehabiliteringskursus.

Sygeplejersken tager således udgangspunkt i Mias levede liv og oplevede problemer og støtter hende i hendes følelser.

Casen illustrerer, at der i dag er fokus på hurtig og effektiv behandling, hvilket medfører, at den tid, patienten er i kontakt med systemet, bliver kort og intens.

En kræftsygdom medfører ikke blot problemstillinger af fysisk karakter, men kan også medføre problemstillinger af psykisk, social og eksistentiel karakter. Derfor er der behov for hjælp og støtte til at forholde sig til en helt ny virkelighed, når man er helbredt kræftpatient.

Sygeplejersken har ifølge sit virksomhedsområde en særlig opgave med hensyn til at udføre sygepleje af rehabiliterende karakter. Det er centralt at have blik for det hverdagsliv, kvinden lever, idet det er her, sygdommens konsekvenser kommer til udtryk, og behovet for hjælp og støtte opstår. Opfølgende telefoniske kontakter betragtes således som en del af den rehabiliterende indsats.

I casen om Kirsten er oplevelsen af illness hovedsageligt forbundet med fysisk ubehag som kvalme, manglende appetit og nedsat mave-tarm-funktion. Dermed fortolker sygeplejersken ud fra et sundhedsprofessionelt perspektiv Kirstens oplevelse som et udtryk for disease. Det understreger vigtigheden af, at den sygeplejerske, der foretager den opfølgende telefoniske kontakt, skal have indgående specialekendskab, så hun kan rådgive Kirsten. Rådgivning i forhold til de fysiske gener bliver således kernen i samtalen. Kirsten har spørgsmål angående bivirkninger til den forestående kemobehandling, og sygeplejersken møder Kirsten ved at gøre det forestående konkret og håndgribeligt. Ved den næste opfølgende telefoniske kontakt kan oplevelserne af illness og disease være af en helt anden karakter, da Kirsten formentlig vil være et andet sted i sit sygdomsforløb.

Som det illustreres i casene, er begreberne illness og disease nødvendigvis ikke til stede samtidig. Den illness, patienten oplever, kan ikke altid oversættes til disease af de sundhedsprofessionelle, lige såvel som de sundhedsprofessionelle kan tillægge en patient en sygdom, uden at vedkommende selv oplever sig som syg (5).

Ovenstående viser, hvorfor der ikke kan udarbejdes et standardskema for opfølgende telefoniske kontakter, idet det netop er kvindens levede liv og oplevede problemer, der er kernen i samtalen og dermed fokus for den rehabiliterende indsats. Dette vil ofte gøre samtalerne uforudsigelige og kræve baggrundsviden, erfaring og empati hos den sygeplejerske, som skal udføre de opfølgende telefoniske kontakter.

Patienten skal kende sygeplejersken
Fordele og ulemper ved de opfølgende telefoniske kontakter kan anskues fra såvel kvindens vinkel som fra sygeplejerskens. Evidensbaserede studier viser, at opfølgende telefoniske kontakter til mennesker med kræft er en hensigtsmæssig og effektiv måde at yde psykosocial støtte på, og at sygeplejefaglige problemstillinger kan opspores og identificeres tidligt.

Studierne viser også, at det er vigtigt for patienterne, at de kender sygeplejersken, at sygeplejersken har specialekendskab, og at sygeplejersken har været involveret i deres behandlingsforløb (3,4).

Kvinderne, som sygeplejerskerne på afsnittet har haft kontakt med, giver udtryk for, at de finder tryghed i at bliver ringet op af en af de sygeplejersker, de kender, og som har fulgt dem under deres indlæggelse. Det styrker oplevelsen af kontinuitet for kvinden og for sygeplejersken.

Opfølgende telefonisk kontakt giver kvinderne mulighed for at tale med en sygeplejerske om emner, som kan være vanskelige at tale om med deres nærmeste. For nogle kan det også opleves nemmere at bringe nogle emner på banen, når de ikke sidder ansigt til ansigt med sygeplejersken. Opfølgende telefonisk kontakt kan samtidig give anledning til, at kvinderne får svar på spørgsmål, der er opstået efter udskrivelsen.

Sygeplejersken har mulighed for at identificere og opspore aktuelle og potentielle sygeplejefaglige problemer og sikre, at kontakten til onkologisk afdeling eller anden behandlende afdeling om nødvendigt etableres. Det er en fordel, at alle kvinder tilbydes opfølgende kontakt, idet der herved sikres kontakt til de kvinder, der ellers selv ville have svært ved at tage initiativ til at kontakte afdelingen ved behov.

En meningsfuld opgave

Opfølgende telefonisk kontakt kan være en tidskrævende proces i en travl hverdag, og sygeplejersken kan føle, at der går tid fra aktuelle patientforløb, ordningen kræver planlægning i forhold til sygeplejerskens skiftende arbejdstider, og det vil være vanskeligt at træffe kvinden hjemme, når hun genoptager sit arbejde eller er til behandling i onkologisk regi. Træffes kvinden gentagne gange ikke hjemme, sendes en hilsen med brev om, at hun er velkommen til at kontakte afdelingen, hvis hun har behov for det.

Sygeplejersken skal være opmærksom på, at nogle kvinder ikke skal kontaktes i det tidsrum, hvor de sover til middag, og at det er vigtigt at holde sig for øje, at det nonverbale sprog går tabt ved telefonisk kontakt.

Nogle kvinder finder så stor tryghed i at blive kontaktet telefonisk af sygeplejersken, at de ønsker, at kontakten skal fortsætte.

Det er sygeplejerskens opgave at vurdere, hvorvidt der er sygeplejefaglige årsager til at fortsætte de opfølgende telefoniske kontakter ud over de to opringninger, som tilbuddet består af.

Implementeringen af de opfølgende telefoniske kontakter har været en lang og tidskrævende proces, men i dag er tilbuddet blevet en integreret del af sygeplejerskens arbejde, og det opleves som en meningsfuld sygeplejeopgave. På baggrund af erfaringer, undersøgelser på afdelingen, litteratur og evidensbaserede studier har sygeplejerskerne på afsnittet erkendt, at kvindernes potentielle rehabiliteringsproblemer er en vigtig del af sygeplejerskens ansvars- og arbejdsområde, som nu imødekommes.

Litteratur

1. Kræftpatientens verden. En undersøgelse af hvad danske kræftpatienter har brug for – resultater, vurdering og forslag. Forskningsenheden, Palliativ medicinsk afdeling, H:S/Bispebjerg Hospital. 2006
2. Seibæk L. Nyt livsmod til tidligere kræftpatienter. Sygeplejersken 2004;(18):18
3. Cox K, Wilson E. Follow-up for people with cancer; nurse-led services and telephone interventions. J. Adv. Nursing;2003;43:51-61.
4. Cox A, Bull E, Cockle-Hearne J, Knibb W, Potter C, Faithfull S. Nurse led telephone follow up in ovarian cancer: a psychosocial perspective. Eur J Oncol Nurs. 2008 Dec;12(5):412-7. Epub 2008 Oct 8.
5. Hounsgaard L, Seibæk L. Perspektiver på lidelse i forbindelse med sygdom. Kapitel In: Holen M; Winther B (red.). Akut, kritisk og kompleks sygepleje, samfunds- og humanvidenskabelige perspektiver. København: Munksgaard; 2009.