Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vær god ved dig selv om natten

Nattevagter går ud over helbredet for de fleste. Men ved at følge nogle få gode råd kan man udligne balancen. Sygeplejersken har talt med arbejdsmedicinsk ekspert Thora Brendstrup.

Sygeplejersken 2011 nr. 16, s. 35

Af:

Eva Rose Waldorff, journalist

Brystkræft er ikke den eneste risiko ved natarbejde. Andre almindelige gener hos nattevagten kan være stress, hjerte-kar-sygdomme og dårlig søvn. Men ifølge speciallæge i arbejdsmedicin, ph.d. Thora Brendstrup, kan man begrænse de negative gener ved de nødvendige nattevagter. Hun bruger to vægtskåle på en stang til at visualisere, hvordan man skal tænke om sit liv på nattevagten:

”Alting er en balance. Hvis du forestiller dig en gammeldags vægtskål på en vægtstang. I den ene vægtskål er der alt det gode i dit liv, og i den anden er det dårlige. På den gode side ligger f.eks. at powernappe. På den dårlige ligger så, at du går imod din krops natur, når du er vågen om natten,” siger hun.

Hun mener, at bl.a. stress-symptomer kan nedsættes væsentligt, hvis man sørger for, at der er flere positive end negative sider ved nattevagten. Med en god arbejdstilrettelæggelse og et godt psykisk arbejdsmiljø på nattevagten kan man nemlig mindske helbredsmæssige gener som forstyrrelse af hormonerne kortisol og melatonin.
 

Kun fire vagter i træk

Bl.a. er det vigtigt, at man ikke skal arbejde mere end tre-fire nattevagter i træk.

”En undersøgelse fra Norge har vist, at risikoen for brystkræft er meget afhængig af, hvor mange nattevagter man har i træk. Og det er specielt fem-seks nattevagter i træk, der øger risikoen for brystkræft på ganske få år,” forklarer Thora Brendstrup.

Derfor afviser hun også, at det er en god idé at arbejde mange nattevagter i træk for så at have flere fridage bagefter. Ud over det, er der dog ikke nogen faste regler, understreger Thora Brendstrup.

Det er meget forskelligt, hvordan folk har det bedst med at arbejde i nattevagter, og det vigtigste er, at man kan tilrettelægge sit arbejdsliv, så det passer til en. Det kan f.eks. være ved at powernappe. En lur på ca. 20 minutter kan nemlig gøre nattevagterne behageligere at komme igennem og på den måde mindske stressbelastningen.

”Du restituerer, når du powernapper. Der sker en oparbejdning af nye ressourcer i dit sind og i din krop. Og specielt tror jeg, at det er vigtigt for din hjerne at få lov til at falde hen i sådan en slags mini-søvn. Det virker forfriskende, og der sker færre ulykker.”

Men powernappen skal ikke være tvang, mener Thora Brendstrup. Det skal blot være legalt at powernappe på arbejdspladsen, når det er muligt, og man har behovet. For på den måde kan ordningen være med til at nedbryde tabuer om at være træt på arbejdet og give bedre stemning.

Samtidig anbefaler hun, at mulighed for powernapping skal være en del af de kollektivt forhandlede vilkår for natarbejdet.

Læs mere: Thora Brendstrup er bedriftslæge i Københavns Kommune, hvor hun bl.a. foretager helbredsundersøgelser på plejepersonale med natarbejde. Hun har i samarbejde med 3F og Arbejdsmiljøinstituttet udgivet pjecen ”Natarbejde – Hvad gør det ved dig? – Og hvad kan du gøre ved det?” 

Læs også artiklen "En powernat giver nattevagten energi"