5 faglige minutter: Vi tager det op på stuegang

Fru Nielsen klager over mavesmerter, hun har ikke været på toilettet i tre dage, siger hun. Måske er hun obstiperet efter operationen for galdesten. ”Vi tager det op på stuegang,” siger sygeplejersken.

Hr. Hansens kone døde for tre måneder siden, og han har spist sparsomt siden. Livsmodet er væk, siger han selv, og vægttabet er betragteligt. ”Vi tager det op på stuegang,” siger sygeplejersken.

Frøken Jensen er meget gammel, hun glemmer at drikke, hvis ikke hun bliver nødet, og hun er tør som en pind. Hun klager over svimmelhed. ”Vi tager det op på stuegang,” siger sygeplejersken.

Fru Nielsen, hr. Hansen og frøken Jensen har ikke mødt den rigtige sygeplejerske. De har problemer med udskillelse og indtag af mad og drikke, sygeplejens kerneområder, og alligevel bliver det en lægelig opgave at udrede og behandle deres problemer.

De tre mennesker er ikke de eneste, som fejlagtigt henvises til lægelig ekspertise.

En gammel, dement kvinde på et plejehjem led af hallo-syge. Hun sad i de fleste af døgnets 24 timer og råbte ”hallo ... hallo … hallo …” med en regelmæssighed som et schweizerur. Lægen kunne hverken finde nogen årsag eller kur, men en sygeplejerske, som havde specialiseret sig i gamle, blev tilkaldt og screenede som det første hallo-damen for obstipation.

Den var god nok. Da obstipationen blev afhjulpet, ophørte hallo-udbruddene, som var den gamles erstatning for SOS eller Mayday, et nødskrig og en melding om ubærlige mavesmerter. Den gamle plejehjemsbeboer havde ikke et intakt sprog for sine følelser, ”hallo” var hendes magre kompensation for smerter, afmagt og ensomhed. Da den rigtige sygeplejerske kom til, ændrede det dagligdagen fra pinsel til paradis for den gamle, og plejepersonalet fik i tilgift et roligere arbejdsmiljø.

Sygeplejersker har ikke autonomi til at etablere egen praksis, men en praksis har de, og den kan forvaltes på helt forskellig vis. Naturligvis skal sygeplejersker tage ansvar for plejen og gennem inddragelse af patienten kortlægge, afhjælpe eller løse de problemer, patienten præsenterer. ”Vi tager det op på stuegang” skal lige så naturligt reserveres til områder, som sygeplejersker ikke har kompetence til at gå ind i.

Der findes kliniske retningslinjer, undersøgelser, forskning og bunkevis af kloge kolleger, som kan afhjælpe faglig usikkerhed, hvis det er det, der er tale om. Når sygeplejersken beroliger patienten med et ”vi tager det op på stuegang”, kunne udsagnet i realiteten erstattes af:  ”Åh, hvor er det besværligt, det problem lader jeg gå videre til nogle andre.” Så går en ung læge stuegang, hendes opgave er primært af en anden karakter, og problemet ender med ikke at blive løst.

Man kan le eller græde over tidligere tiders mavebog, som afdelingssygeplejersken bar rundt i venstre hånd, mens hun med højre krydsede af efter at have spurgt hver enkelt patient, om maven havde virket. Eller man kan ryste på hovedet over væskeskemaer, der søbede rundt på patientens natbord smurt ind i den obligate røde saft. Men elektronisk monitorering af disse banale emner er basale for patienten, så at lade det hele gå i glemmebogen i den individuelle samtaleplejes hellige navn nytter ikke.

”Vi gør en forskel,” er sygeplejerskernes musketéred og foretrukne kampråb. Lad fru Nielsen, hr. Hansen og frøken Jensen mærke den forskel. Det er faglig forsvarlighed. 

"5 faglige minutter" er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.