Sygeplejersken
Gode relationer giver kvalitet i stuegangen
På Rigshospitalets Neurokirurgiske Klinik har man gjort stuegangen bedre ved at skabe godt samarbejde mellem klinikkens sygeplejersker og læger.
Sygeplejersken 2011 nr. 20, s. 18-19
Af:
Signe Lene Christiansen, journalist,
Eva Rose Waldorff, journalist
Foto: Simon Klein-Knudsen
Hun trækker vejret dybt og holder øjenkontakt med kollegaen foran hende.
”Skal vi gå stuegang?” spørger sygeplejerske Pernille Rasmussen. Spørgsmålet er en del af, at hun nulstiller sig og lægger sin tidligere sindsstemning bag sig. Sådan kan hun bedre fokusere på samarbejdet med lægen. Det har hun lært under pilotprojektet ”Relationer og fornyelse i Neurokirurgisk Klinik – Når fællesskab gør en forskel” på Rigshospitalet, som har sat fokus på relationerne mellem sygeplejersker og læger.
Dybe vejrtrækninger og øjenkontakt er blandt de redskaber, som skal hjælpe sygeplejersker og læger til at forbedre stuegang i klinikken. Et af de vigtigste redskaber under projektet har været, at personalet skulle lære at bruge hinandens kropssprog og signaler i det daglige samarbejde.
Videooptagelser var en øjenåbner
Inden projektets start var det ikke ukendt for lægerne og sygeplejerskerne på Neurokirurgisk Klinik, at samarbejdet indimellem var svært. ”De unge læger turde ikke sige noget, og når overlægen kom ind, forventede han al opmærksomheden og fik ikke meget respons fra sygeplejerskerne,” fortæller Pernille Rasmussen.
En videooptagelse af klinikkens stuegang blev den vigtigste øjenåbner, mener både Boline Baadsgaard og Pernille Rasmussen. ”Folk arbejdede sammen uden at se på hinanden, det var ineffektivt, og man var i tvivl om, hvorvidt stuegangen var gået i gang,” fortæller Boline Baadsgaard.
Pernille Rasmussen stemmer i: ”At se det udefra var virkelig banebrydende. Jeg kan godt forstå, hvis patienterne synes, at stuegangen virker forvirret.” Videooptagelserne har lært både læger og sygeplejersker at være lydhøre og anerkendende over for kollegerne. Det handler i høj grad om, hvordan man samarbejder. ”Man skal bruge sine sanser til at aflæse kollegaens signaler i stedet for at ignorere dem,” fortæller Boline Baadsgaard.
Et typisk eksempel kan være relationen mellem den erfarne læge og den yngre sygeplejerske. Han kan blive irriteret over, at der er ting, hun ikke ved, og hun kan have svært ved at komme på banen. En lektie fra projektet er, at lægen i stedet bør anerkende sygeplejerskens nervøsitet. Samtidig skal sygeplejersken anerkende, at lægen har brug for bestemte svar.
Ifølge afdelingssygeplejerske Boline Baadsgaard har projektet rykket ved kvaliteten af stuegang: ”De dage, det kører, kan vi virkelig få noget fra hånden. Når mennesker samarbejder, kan de flytte grænser.” Hun oplever, at stuegangen er blevet mindre forvirret, mens følelsen af ligeværd mellem læger og sygeplejersker er blevet større.
Også sygeplejerske Pernille Rasmussen er begejstret. ”Når der er et samspil mellem mig og lægen, når vi jo væsentlig længere i arbejdet, end hvis vi modarbejder hinanden. Hvis vi bruger en stuegang på at være irriterede, får vi lavet et minimum af konstruktivt arbejde,” siger hun og mener, at det kommer patienterne til gavn med et godt tværfagligt samarbejde.
”Sygeplejerskekollegerne er mest afgørende for, om sygeplejersker er glade for deres arbejde, fordi de har en meget stærk kollektiv kultur. Men der er helt klart et potentiale for at skabe arbejdsglæde, hvis man forbedrer relationerne til lægerne, patienterne og de pårørende. Det kræver bl.a., at både ledere og medarbejdere gør en indsats for at ændre den nogle gange kritiske og respektløse måde, man kommunikerer med og om hinanden på. Der er ingen mennesker, der er lykkelige med at leve med et højt dagligt konfliktniveau,” siger Christina Holm-Petersen, der er seniorprojektleder ved Dansk Sundhedsinstitut og har forsket i bl.a. hospitalskulturer og sygeplejerskers fagidentitet og arbejdsliv.
Utryghed erstattet med tillid
Efter projektet er omgangstonen på afdelingen blevet bedre, og det er blevet rarere at være på arbejde. Pernille Rasmussen mærker tydeligt forskellen. Hun har rykket sig, men har også oplevet en forandring hos kollegerne, der har deltaget.
”Jeg kan godt få udtrykt mig for vrissent uden at ville det. Nu går jeg tilbage og siger undskyld. Det tænkte jeg ikke meget på før,” siger Pernille Rasmussen, som også sætter pris på, at andre gør det samme.
Angst og utryghed i stuegangen er blevet erstattet med samarbejde og tillid, forklarer begge sygeplejerskerne. De synes, at projektet har været en succes.
For afdelingssygeplejerske Boline Baadsgaard er det vigtigt, at pilotprojektet, der kun har omfattet 20 medarbejdere, bliver udvidet til hele klinikken. ”Der er kommet nogle små spirer nu, som vi skal pleje, ellers bliver de bare trampet ned igen,” mener hun.
Hun ønsker sig en afdeling, hvor faggrupperne ikke føler sig opdelt i mindre enheder, men i stedet arbejder fælles: ”Selv et pilotprojekt har betydet noget for den enkeltes arbejdsglæde og trivsel. Nu vil vi gerne have en klinik, som er vores fælles ”firma”. Vi skal arbejde samme vej.” 10 læger og 10 sygeplejersker deltog i pilotprojektet ”Relationer og fornyelse i Neurokirurgisk Klinik – Når fællesskab gør en forskel”, som blev afsluttet den 30. august i år med en evalueringsdag.