5 faglige minutter: Når patienten hænger i klokkesnoren

Der er patienter, hvor klokkesnoren bliver sat fast i hospitalsskjorten med en sikkerhedsnål, der er patienter, som bliver mindet om, hvor sygeplejersken har efterladt klokkesnoren, når hun går, og så er der de patienter, som med sygeplejerskens egne ord ”hænger i klokkesnoren”.

Sidstnævnte refererer, for god ordens skyld, hverken til selvmord eller en særlig adræt gruppe patienter, som udøver akrobatiske øvelser i klokkesnoren, men til den gruppe patienter, som overskrider sygeplejerskens oplevelse af, hvad der er ret og rimeligt at bruge klokkesnoren til.

Klokkesnorens betydning og anvendelse er netop omdrejningspunktet i et spændende dansk pilotstudie, hvis formål var at forstå patienternes sociale praktikker omkring klokkesnore og kaldeapparater.

Pilotprojektet præsenteres i en artikel i Klinisk Sygepleje 4/2010 og afslører, at klokkesnoren ikke kun er et redskab til at tilkalde personalet, men også et symbol på en tryghed og en sikkerhed, som dog i nogle tilfælde kan vise sig at være en illusion. Klokkesnoren er med andre ord ikke bare et spørgsmål om at kunne få hjælp. Studiet viser, at klokkesnoren i høj grad cementerer det afhængighedsforhold, der er mellem patienten og personalet.

Noget tyder på, at en gruppe patienter prioriterer deres egne basale behov lavere end de fastlagte aktiviteter i afdelingen, hvilket konkret kan betyde, at de f.eks. udsætter et toiletbesøg, til personalet er færdige med at dele mad ud. Ifølge det aktuelle studie bunder det i et ønske om ikke at være til besvær samt om at opbygge og bevare en god relation til personalet.

Studiet peger desuden på, at personalet ikke kommer på stuerne af sig selv, og at patienterne tilbringer rigtig meget tid alene. Patienten ser således primært plejepersonalet, når de skal udføre i forvejen organiserede aktiviteter som uddeling af medicin, mad m.m. Resten af tiden er klokkesnoren patientens eneste direkte bindeled til plejepersonalet.

Det omtalte pilotstudie er meget lille og lægger op til yderligere forskning på området, men giver alligevel anledning til en vigtig og spændende diskussion om, hvordan sygeplejersken egentlig håndterer patienternes brug af klokkesnoren. Hvem definerer f.eks., hvad en klokkesnor må bruges til, hvor tit den må bruges, og hvem der må bruge den?

Findes der uskrevne regler, og hvordan reagerer personalet, hvis en patient overskrider personalets grænser for brug af klokkesnoren og med et uhørt højt antal tryk eller træk ringer sig op i kategorien af patienter, som ”hænger i klokkesnoren”?

Det er naturligvis helt utænkeligt, at sygeplejersken forsøger at disciplinere og opdrage patienten ved f.eks. at lade ham vente lidt længere, inden hun besvarer hans kald, ligesom det selvfølgelig ikke sker, at en sygeplejerske kommer til at lægge klokkesnoren et sted, hvor patienten har lidt svært ved at nå den, men måske hun alligevel diskret demonstrerer sin magt på andre måder?

Når patienten skal have hjælp til at lære det skjulte kodeks omkring korrekt anvendelse af klokkesnoren, kunne et forsigtigt bud være, at sygeplejersken alene med sit kropssprog forsøger at hjælpe patienten til at blive en god patient. Med en udstråling af utilgængelighed kunne sygeplejersken måske have held til at præge patienten til en mere tilbageholdende brug af klokkesnoren, og hun kunne på den måde reducere antallet af distraherende bip, sum og ringelyde, som kan virke så forstyrrende, når sygeplejersken skal udføre sit arbejde?

Nej, det er naturligvis helt utænkeligt.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.