Visitation til sygepleje bremser samarbejdet

Hjemmesygeplejen har brug for en god overlevering fra psykiatrisk hospital, når psykisk syge bliver henvist til medicindosering eller andre ydelser. Det glipper for ofte, ikke mindst hvor visitation til sygepleje har kappet den direkte kontakt.

For ikke så længe siden fik et psykoseafsnit på Århus Universitetshospital Risskov en opringning fra en hjemmesygeplejerske i aftenvagt. Hun var ikke tryg ved at tage ud til den patient, hun skulle besøge: Hvad var der med patienten, og var der noget med en behandlingsdom, og hvordan skulle hun forholde sig?

”Det skal igennem så mange led,” siger psykoseafsnittets afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller.

”Vi havde givet oplysningerne til en visitator, som skulle overlevere dem til hjemmesygeplejersken fra lokalcentret, som så igen skulle give dem videre til aftenholdet. Og så er det, at vi bliver ringet op af en utryg sygeplejerske fra et helt andet område.”

Når hjemmesygeplejersker somme tider oplever, at de ikke er klædt på til at tage ud til en borger med psykisk sygdom, kan forklaringen være den enkle, at de faktisk ikke har fået de oplysninger, de har brug for.

”Vi bliver bestilt til at løse en bestemt opgave. Men vi ved tit ikke ret meget om det, vi skal ud til, uanset om det er somatisk eller psykiatrisk,” siger hjemmesygeplejerske Anita Berg Madsen, Høje-Taastrup Kommune.

”Man får et fingerpeg, når man ser, hvad det er for en medicin, de får. Det er jo ofte den, vi er bestilt til at administrere, når det drejer sig om psykiatriske patienter. Hvis jeg synes, jeg er nødt til at vide mere, så snakker jeg tit med dem om at ringe til deres mor eller datter for at finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedst.”

Når Anita Berg Madsen får en henvisning, står der som regel et telefonnummer, hun kan ringe til.

”Men så er det jo tit sådan, at den sygeplejerske, der kender noget til patienten, har fri, når man ringer. Det er lidt svært med de afstande, og at man ikke kender hinanden.”

Information går tabt undervejs

Sådan har det været, siden Høje-Taastrup Kommune indførte central visitation til sygepleje. Og når hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer fra Svendborg Kommune ikke har de samme problemer, er det måske, fordi hun og hendes kolleger som regel bliver kontaktet direkte af psykiatrisk afdeling.

”Jeg får en henvendelse fra sygehuset,” siger Vibeke Strøjer. ”De har en borger, der kommer hjem i morgen, hun har været indlagt med det og det, nu skal hun udskrives, og hun er ikke i stand til at varetage sin medicinering selv. Vi har en god dialog, hvor jeg også kan spørge til nogle ting. Hvad kan vi komme ud for, og hvis det sker, hvad gør vi så?”

I Høje-Taastrup Kommune er der netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på visitationen, siger ledende sygeplejerske Lene Brangstrup. Arbejdsgangen skal være mere effektiv og samtidig sikre den faglige kvalitet.

”Overleveringen går igennem for mange hænder, og visitationen får ikke altid stillet de rigtige faglige spørgsmål,” siger Lene Brangstrup.

”Visitatorerne er også fagpersoner, men de har ikke samme tilgang som den hjemmesygeplejerske, der skal overtage borgeren. Jeg tror, der vil være en gevinst ved en direkte kontakt, også for borgeren. Det handler jo om sammenhængende patientforløb.”

Det var tilsvarende overvejelser, der førte til, at Århus Kommune for et år siden afskaffede central visitation til hjemmesygepleje, siger sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum.

”Visitationen bremsede det gode samarbejde mellem hospital og hjemmesygepleje,” forklarer hun. ”Mange gange nåede borgeren at blive udskrevet, før der var etableret en dialog, og så blev det noget med: Nå ja, vi skal jo også huske at ringe til hjemmesygeplejersken. Det glippede for ofte.”

Usikkerhed om tavshedspligt

Vibeke Brønnum sidder i et samarbejdsudvalg, hvor region og kommune arbejder med, hvordan kontakten bliver bedre. Den kommer ikke af sig selv. Vaner skal lægges om, og rent praktiske, men vigtige detaljer som opdaterede telefon- og adresselister på samarbejdspartnerne skal være på plads.

Men der er også andre snublesten på vejen til en bedre dialog. Vibeke Brønnum har for nylig måttet gå ind i en sag, hvor hjemmesygeplejen ikke kunne få at vide, hvad en patient med en behandlingsdom var dømt for.

”Det er ikke rimeligt. Vi kan jo risikere at komme ud til borgere, der har slået folk ihjel, og det skaber utryghed,” siger hun.
I det konkrete tilfælde kontaktede Vibeke Brønnum den behandlingsansvarlige overlæge, som gav hende ret: Selvfølgelig kunne hjemmesygeplejen få den oplysning, når de skulle deltage i patientens behandling.

Men reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger er igen et område, hvor en hjemmesygeplejerske kan føle sig på lidt usikker grund. Må man diskutere borgeren med hospitalet uden at spørge først?

Det er dog meget, meget sjældent, at en patient siger nej til, at hospitalspsykiatrien må videregive oplysninger, siger afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller fra Århus Universitetshospital Risskov.

”Det sker en sjælden gang med vores mere skizofrene, paranoide patienter. Men det er klart, så kommer hjemmeplejen slet ikke ind i samarbejdet.

Så jeg vil sige, at det nok er helt almindelige halvdårlige samarbejdsrelationer, det handler om. Det ligger på begge skuldre. Både på hjemmesygeplejen, hvor der måske hersker nogle myter og fordomme om vores patienter, og på os som hospitalsenhed, fordi vi ikke fører samme regime som den medicinske afdeling, der laver en ordentlig sygeplejejournal, når de udskriver en patient til hjemmesygeplejen. Det er, som om vi har glemt det.

Men der er ikke særlige juridiske restriktioner, der forhindrer, at hjemmeplejen kan få de nødvendige informationer. Vi skal have nøjagtig samme niveau i vores samarbejde som ethvert andet sygehus.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje