Dilemma: Patienten nægter at samarbejde om psykofarmaka

Når en patient ikke vil samarbejde om medicinering, skal han udskrives, men det forekommer personalet at være en uholdbar løsning.

Sy-2012-01-dilemmaJakob er en ung mand med alvorlig psykose, som har været indlagt adskillige gange. Nu er han indlagt pga. voldsom og truende adfærd, han har bl.a. truet med knive, og han har også været selvskadende. Under indlæggelsen er der forsøgt behandling med tvang i form af bæltefiksering samt medicinering.

Det har haft en vis afdæmpende effekt på symptomerne, men Jakob nægter at samarbejde om medicinering. Der er nu givet medicin i form af depot, og på psykiatrisk afdeling kan man behandlingsmæssigt ikke gøre mere for den unge mand.

Derfor skal han udskrives, da der ifølge psykiatriloven ikke er hjemmel til at beholde ham i afdelingen. Udskrivelsen sker på trods af, at personalet ved, at når Jakob bliver udskrevet, får han ikke sin medicin og kan derfor igen blive truende og selvskadende. Hvad gør personalet?

Svar 1.
Hvis Jakob skal sendes hjem, kunne man måske fra personalets side følge ham tæt med besøg og telefonopringninger med henblik på en løbende motivering til behandling? Ifølge sundhedsloven skal patientens fravalg respekteres, uagtet at patienten ikke vælger, som de fleste ville gøre. Jacobs valg er selvskadende og ikke til eget bedste, hvilket giver personalet et etisk dilemma. Er Jacob i stand til at tage vare på sig selv? Ud over at Jakob kan blive til fare for sig selv, kan han også blive til fare for sine omgivelser.

Men tvangstilbageholdelse beskrives ikke som en mulighed. Etisk Råd har udgivet en rapport, hvori det anbefales at anvende tvang til inhabile demente under skærpede omstændigheder. Dvs. at det i særlige situationer er muligt at kombinere tvang og ”det gode”. Måske tvang og ønsket om at hjælpe kunne kombineres her? Men hvordan tvang? Og kan man være sikker på, at Jakob bagefter vil forstå, hvorfor der er anvendt tvang?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.
Alle sygeplejersker har stået og set efter en ”Jakob”, som vakte dyb bekymring og medførte en indre frustration over egen afmagt. Jakob er sikret sin grundlovsmæssige ret til at bestemme over sit eget liv, og der skal meget til at fratage ham denne ret, selv om det synes ubærligt at se på både for Jakobs familie og de sundhedsprofessionelle.

Hvis Jakob ikke udgør en fare for andre, så har sygeplejersker en forbandet pligt til at rumme oplevelser af denne karakter, og de er henvist til at tale med deres kolleger og deres leder om deres tanker.

Det er af afgørende vigtighed, at vi alle har øje for disse situationer, får dem talt igennem og får drøftet, hvordan vi har mulighed for at forholde os i nye situationer, uanset om vi selv står midt i det, eller vi har en kollega, der står midt i det. Her kan tavsheden være det feje svar på et uudtalt spørgsmål.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd
 

Emneord: 
Adfærd
Etik
Medicinhåndtering