Efter nedskæringer: Nu taler vi konstruktivt til hinanden

”Må jeg ikke tage den stol?” spørger sygeplejerske Maria Johannesen sin kollega og peger mod et af de store glasvinduer mellem sengeafsnittet og kontoret: ”En af mine patienter er lidt forvirret og har været inde på en af de andre afdelinger, så jeg skal lige kunne holde øje med, at han ikke stikker af.” Kollegaen smiler, rejser sig og siger ”selvfølgelig”.

Neurorehabiliteringsafdelingens daghold er ved at gøre klar til morgenmøde. Ni sygeplejersker, sosu’er, ergo- og fysioterapeuter sidder tæt om det lidt for lille bord, mens tre andre må stå op om bordet. De fleste er bevæbnet med kaffekop og notesblok. Maria Johannesen læser det første patientnavn op.

En af kollegaerne forklarer, at patienten har orlov og er hjemme. Næste patient. En sygeplejerske fortæller, at patienten dagen inden har fået fjernet sit CVK og i øvrigt skal have en snak med afdelingens diætist, fordi der er mistanke om laktoseintolerance. Diætisten nikker og noterer ned. På 15 minutter får sengeafsnit A3’s ansatte på tværs af faggrænser koordineret dagens planer for de otte patienter.

Illustration: Jenz Koudahl

 
”Megatunge” patienter

Så let var det ikke for et par år siden. Da var afdelingen præget af et dårligt psykisk arbejdsmiljø, der påvirkede både ansatte og patienter.

”Når jeg går ind ad døren, så går min energi ud,” sagde en sygeplejerske til oversygeplejerske Sanne Tronier, da hun skulle beskrive det psykiske arbejdsmiljø på Neurorehabiliteringsafdelingen, som dengang hørte til på Esbønderup Sygehus.
For Sanne Tronier var der ingen tvivl om, at der skulle ske noget drastisk. I 2008 viste en arbejdspladsvurdering, at det psykiske arbejdsmiljø var så skidt, at der måtte handling til.

Negativ attitude

I sygeplejegruppen var sygefraværet helt oppe at runde 18 pct. Sygeplejerskernes kolleger fra andre faggrupper blev hver især bedt om at beskrive sygeplejerskerne med en metafor. Det blev til ord som ”jaget vildt”, ”myrer”, ”lortejob” og ”istapper”.
Sanne Tronier forklarer, at kommunikationen, både internt mellem de ansatte og mellem ansatte, patienter og pårørende, var præget af en negativ attitude.

”Patienterne blev omtalt som ”megatunge”. Sygeplejegruppen klagede over, at patienterne ”altid” skulle have sondemad, ”altid” kom for sent og ”aldrig” lyttede til, hvad de sagde,” fortæller hun og fortsætter: ”Det var åbenlyst, at den negative tilgang til faget og arbejdsmiljøet satte sit præg på både patienter og ansatte og havde stor indflydelse på sygefraværet.”

Samtidig blev afdelingen ramt af en geografisk flytning, da det daværende Esbønderup Sygehus blev nedlagt, og det betød, at halvdelen af afdelingens ansatte blev fyret.

Nyt overskud til omsorg

På Frederikssund Hospital er Maria Johannesen i gang med dagens første opgaver.  ”Du skal vejes nu,” siger hun til en mandlig patient i 60’erne, mens hun triller en mobil vægt ind på hans stue. ”Skal det være med eller uden briller?” spørger han tilbage. sosu’en, der hjælper til, begynder at grine, mens Maria Johannesen prøver at holde masken. ”Behold du dem bare på,” siger hun og smiler. De får bakset ham ned i vægtstolen. ”Hvor meget tror du selv, du vejer?” spørger Maria. ”108,” lyder svaret. 10 sekunder efter klokker vægten ind på 108,6. ”Det var godt ramt,” siger sygeplejersken, smiler og hjælper sammen med sosu’en den gråhårede mand op af vægten og på plads i stolen på hans stue. Før hun ruller vægten på plads, spørger hun patienten, om han vil have en kop kaffe. Det vil han gerne. Fem minutter senere står den dampende varm på hans sengebord.

Den slags var der ikke overskud til for få år siden, men Projekt Sprog, som processen kaldes, har frigjort både tidsmæssige og mentale ressourcer. Det er sket ved at gennemføre to markante ændringer på afdelingen, nemlig arbejdsformen og kommunikationen.

”Når en kollega siger til mig, at han ikke lige gad at træne patienten, så spørger jeg ham hvorfor. Vi har fået en kultur, hvor vi har lært at stille de rigtige spørgsmål og tage problemer i opløbet. For nylig sagde jeg til en af lægerne, at han skulle tale ordentligt til mig, efter at han havde talt grimt til mig, hvorefter han sagde undskyld. Den slags var ikke en selvfølge før,” fortæller Maria Johannesen.

Hun peger også på, at den gode kommunikation i personalegruppen har smittet af på dialogen med patienter og pårørende. F.eks. er de ansatte blevet bedre til at håndtere ophidsede patienter ved at få dem til at føle, at de faktisk bliver lyttet til. Samtidig bliver patienternes daglige gøremål nu italesat som træning. Det at stå ud af sengen betragtes f.eks. nu som et led i genoptræningen.

Ud over sproget blev også arbejdsformen ændret. Dagen starter nu med morgenmøder, hvor de nye tværfaglige team koordinerer alt omkring hver enkelt patient. Den tværfaglige koordination er blevet gennemgående i alt, hvad der foregår på afdelingen.

Som Maria Johannesen siger:
”Når patienten f.eks. spiser frokost, så er alle inde over. Sygeplejersken lægger mærke til, hvor mange kalorier og proteiner han får, ergoterapeuten holder øje med, hvordan han synker, mens fysioterapeuten tager ansvar for, at patienten sidder ordentligt. På den måde kan man sige, at vi for alvor gør brug af hinandens faglige kompetencer.”