Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nordisk folkesundhed i Göteborg

En gammel flådestation danner rammen om Nordic School of Public Health i Göteborg. Her kan en diplom- eller masteruddannelse i folkesundhed tages i smukke omgivelser sammen med studerende fra hele Norden.

Sygeplejersken 2012 nr. 11, s. 60-61

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Alle nye studerende burde ankomme til Nordic School of Public Health fra søsiden. Götaelven løber forbi stedet, og NHV, som stedet kaldes, fordi det tidligere hed Nordiska Högskolan för Folkhälsovetenskap, tager sig fornemt ud fra havnen. En allé fører op til hovedbygningen, som er forsynet med tårn og eget flag.

En gammel flådestation huser den skandinaviske Högskole, der ejes af Nordisk Ministerråd. Her er studerende i gang med korte kurser på avanceret niveau eller forskerniveau, mange som led i en diplom- eller masteruddannelse. NHV tager desuden ca. fem doktorander ind om året.

Masteruddannelsen, MPH, er på 120 ECTS point og følger dermed Bolognadeklarationens krav til undervisning og specialeskrivning. Den omfatter seks obligatoriske kurser svarende til 32 ECTS og 58 ECTS valgfri kurser, som de studerende kan tage i eget tempo. Efter højst fem år skal de aflevere en opgave svarende til 30 ECTS til eksamination.
Uddannelsen hviler på tre piller, folkesundhedsvidenskab, den nordiske og den internationale dimension.

Den danske lektor, dr.phil. Lene Povlsen viser rundt og gør opmærksom på dem, som har taget en doktorgrad i folkesundhedsvidenskab heroppe. Deres navne er graveret i messing og hænger i glas og ramme sammen med alle de nordiske fæller og de få, som er rejst meget længere for at nå til Göteborg.

”Vi har mange studerende på 40+, mennesker med en bred erfaring, som gerne vil have et uddybet teoretisk grundlag at arbejde ud fra, fortæller Lene Povlsen.”

Diplom- og MPH-uddannelsen er søgt af mange danskere, kurserne gives dels på engelsk, dels på blandinavisk – en blanding af svensk, norsk og dansk. Det tager lidt tid at vænne sig til, men er en del af charmen.

Mod at rejse fire timer med tog fra København, når der er kurser, får de studerende en uddannelse med et tværfagligt snit i omgivelser, der emmer af historie. Den gamle flådestation er renoveret, og der er skabt veludstyrede værelser til de studerende, som kommer fra hele Norden.

Sundhed for alle har været WHO’s lidt abstrakte mål i mange år. Piet Heins vers til WHO’s 40-års-jubilæum i 1988 kan fortsat ses som den tydeligste uddybning af dette:

Health is not bought with a chemist’s pills,
nor saved by the surgeon’s knife.
Health is not only the absence of ills,
but the fight for the fullness of life.

Og det er præcis, hvad studerende på NHV kan blive klogere på.