Babyambulancen rykker ud

Foto: Søren Svendsen

Holbækmotorvejen brøler under hjulene på ambulancen. Udenfor suser mørket i den tidlige vintermorgen forbi. Inde i ambulancen hænger et Peter Plys-ur over den særlige transportkuvøse, som transportholdet fra Rigshospitalets Neonatalklinik har med sig, når de rykker ud i deres babyambulance. Den kan transportere kritisk syge børn fra nul til to år i alle døgnets timer. Klokken er omkring halv seks, og transportholdet er blevet tilkaldt af Roskilde Sygehus med en melding om et kollaberet barn.

På sæderne foran kuvøsen sidder sygeplejerske Anne Vinther og læge Gitte Veiergang. Koncentrerede på trods af sirenen og larmen fra asfalten under dem.

”Jeg prøver at skabe et overblik i mit hoved,” siger Anne Vinther, der frygter, at barnet er sygt med en hjernesygdom eller blodforgiftning. Hun er en af 13 sygeplejersker på transportholdet og har været med i omkring 10 år.

”Det slipper man ikke igen,” siger hun med et lille smil. Ordningen har eksisteret som et fast beredskab siden 2000 og rykker ud med ambulance, helikopter eller fly til lokalsygehuse i Danmark, Færøerne og Grønland. 

Ved hovedindgangen til Roskilde Sygehus en halv time senere er der mennesketomt. Som en karavane kører paramedicinerne kuvøsen af sted efterfulgt af Gitte Veiergang og Anne Vinther, som trækker rullekufferten med udstyr hen over de nyvaskede gulve. Da de ankommer til stuen, bliver Gitte Veiergang briefet af den lokale læge, som tror, at barnet har et for stort hjerte.

”Det er vigtigt, at vi er ydmyge og anerkendende, når vi kommer ud på lokalsygehusene. De skal føle, at deres arbejde og indsats har været god, selvom vi træder til og bruger vores ekspertise. Til gengæld giver samarbejdet god kollegial sparring,” siger Anne Vinther.

Fra det øjeblik transportholdet ankommer til lokalsygehuset, bliver barnet officielt indlagt på Neonatalklinikken på Rigshospitalet. ”Det er os, der har ansvaret for barnet, når vi er ankommet. Så det er lægen og mig, der styrer arbejdet.”  

Transportsygeplejerske Anne Vinther ankommer til Rigshospitalets Neonatalklinik med en kritisk syg dreng, som hun har hentet i Roskilde. Foto: Søren Svendsen

Vant til uforudsete situationer

Puttet under en lille grønstribet dyne ligger barnet. Han er ni dage gammel og har fået en blå hue på for at holde varmen. Forældrene står på hver sin side af sengen og aer den lille drengs kinder, tilsyneladende upåvirkede af sygeplejersker, assistenter og læger, der myldrer ind, ud og rundt på stuen.

Den luftige, sugende lyd fra slangen i næsen supplerer morens våde snøft. Han bevæger sig stort set ikke. For fodenden af den lille seng står Anne Vinther og noterer værdier, mens Gitte Veiergang med en rød lampe lyser på den lille fod for at finde en blodåre. Først da hun stikker i ham med kanylen, piber han forvrænget og giver til kende, at han er i live.

”Skal du bruge noget lys?” spørger Anne Vinther og hiver lampen ind over sengen, så Gitte Veiergang kan lægge et kateter i hånden.

”Det, jeg gør på transporterne, er som regel ikke specielt anderledes, end det jeg gør omkring et barn på afdelingen,” siger Anne Vinther.

”Vi skal have taget en syre-base-blodprøve,” siger Gitte Veiergang, der har hørt en mislyd på hjertet og mistænker, at barnet har en hjertefejl. En af de lokale sygeplejersker tilføjer: ”Som haste.”

Barnets vejrtræning er blevet hurtig og febrilsk og går i stå flere gange, så Anne Vinther må ventilere ham. Ud fra blodprøven afgør de, om barnet skal intuberes, inden de kører. Anne Vinther går ud på gangen og tænder kuvøsen.

”Vi er vant til at stå i uforudsete situationer med alvorligt syge børn, og derfor er det en succes, at vi rykker ud på sygehuse, hvor de ikke er vant til det. Vi har det på rygmarven og ved, hvad vi skal gøre,” siger Anne Vinther, der har ca. to transportvagter om måneden. 

”Hvis man ikke er i konstant træning, mister man hurtigt evnen og fornemmelsen for arbejdet. Derfor forsøger vi også at være så få som muligt tilknyttet ordningen.”

Før barnet kan blive transporteret til Rigshospitalet, skal det være stabilt. Endnu har transportholdet ikke mistet et barn under en transport.

Ikke plads til usikkerhed

Det er ca. halvanden time siden, at transportholdet ankom.  ”Gitte!” kalder Anne Vinther højt inde fra stuen. ”Jeg vil gerne have dig herinde.” Drengens værdier er begyndt at falde. Han trækker ikke vejret. Stemningen er nu hektisk og tyk af adrenalin.

”Få fat i anæstesi!” bliver der kaldt. Med et fast greb om barnets hage og iltmaske, der dækker det meste af barnets ansigt, pumper Anne Vinther ilt, mens Gitte Veiergang skynder sig at hente sit stetoskop i tasken.

”Vi kan ikke køre, når han er så ustabil,” siger hun og konkluderer, at det er nødvendigt at intubere ham. Hjerteaktiviteten falder til under 60.

Tæt omslynget på et par stole sidder forældrene og betragter flokken af sundhedspersonale, der med stort besvær forsøger at intubere deres søn. Anne Vinther trækker det lille bevidstløse hoved langt tilbage i en voldsom stilling for at give plads til tuben. Barnet bløder ud af munden, da Gitte Veiergang med to fingre påbegynder hjertemassagen.

”Flot, flot udslag. Super!” udbryder Gitte Veiergang højt, da de endelig får tuben på plads. ”Uha,” sukker Anne Vinther lettet og fastgør tuben med fikseringstape rundt om barnets mund. De bestiller akut røntgen af thorax, som skal vise, om tuben ligger korrekt og ikke for langt nede i forhold til lungerne. Det er vigtigt, at den ligger helt rigtigt, inden de kører af sted på vejene.

Forældre med i plejen

Det er blevet lyst udenfor, og gangene på Roskilde Sygehus er så småt vågnet op til aktivitet og liv. I over tre timer har transportholdet arbejdet på at stabilisere drengen, da den lokale læge kan takke for samarbejdet.

Anne Vinther kører transportkuvøsen ind på stuen, samtidig med at røntgenholdet ankommer. Tuben ligger o.k., lyder meldingen.  I et virvar af bandager, slanger og ledninger skifter drengens mor nænsomt hans ble på opfordring fra Gitte Veiergang.

”Forældrene er en stor del af plejen omkring barnet. Mange er skræmt fra vid og sans, derfor prioriterer vi højt, at de føler sig informeret og er så meget med i processen som muligt. Det skal være dem selv, der siger fra, hvis de ikke har lyst til at være på stuen,” forklarer Anne Vinther.

Sygeplejerske Anne Vinther og læge Gitte Veiergang rykker barnet fra transportkuvøsen til sit leje på Rigshospitalet. ”På en transport lærer jeg lægerne bedre at kende. Stemningen og samarbejdet mellem os er rigtig godt.”

”Når du siger ”go”, så rykker vi ham,” siger Gitte Veiergang til Anne Vinther, som sammen med en lokal sygeplejerske løfter barnet og blidt placerer ham i den opvarmede kuvøse, som bipper rytmisk og regelmæssigt som et hjerteslag. Blå elektroder dekorerer drengens bryst. 

”Tak for hjælpen,” siger Anne Vinther til personalet på Roskilde og nattevagten, som af bar spænding og nysgerrighed stadig ikke er gået hjem, selvom klokken er over ni.

”Vi ses derinde,” siger Gitte Veiergang til forældrene, som selv kører ind til Rigshospitalet. Ambulancen har en ekstra plads beregnet til en forælder, men mange vælger at blive sammen og selv køre eller tage en taxa.

Lidt for spændende

 ”Puha,” siger Anne Vinther lettet og ånder tungt ud, da hun spænder sig fast til venstre sæde bag i ambulancen, hvor hun altid sidder. ”Ja, det var en svær omgang,” medgiver Gitte Veiergang.

”Det er usædvanligt, at barnet bliver så dårligt og ustabilt, at vi måtte starte hjertemassage. Det er længe siden, at jeg har været med til det. Det var lige før, at det blev lidt for spændende,” siger Anne Vinther, mens ambulancen triller ud på motorvejen eskorteret af to motorcykelbetjente. De skal få transporten til at glide lettere og undgå ryk og stød, som kan være risikable for barnet. 

Hjemme på Rigshospitalets Neonatalklinik bliver holdet modtaget af en sygeplejerske, som hjælper med at rykke barnet over på sin nye stue. Senere skal en hjertelæge scanne ham for at finde ud af, hvad han fejler. ”Transporterne er en anderledes og spændende del af arbejdet. Det er en slags overbygning på det arbejde, vi laver til daglig. En ekstra udfordring,” fortæller Anne Vinther. 

”Når man først er kommet ind i det, så bliver man bare så grebet af det. Det er meget værdiskabende og spændende at samarbejde med lokale sygeplejersker og læger, som har brug for os. Og forældrene er meget taknemmelige. Det er jo deres små øjesten, vi hjælper.” 

Det er efterhånden fem timer siden, at holdet blev kaldt ud på transporten, og Anne Vinther kan køre transportkuvøsen tilbage på sin plads, spritte puden af og genopfylde medicin, inden hun går hjem og sover ud til sin dagvagt næste dag.

Barnet havde en alvorlig hjertefejl og blev efterfølgende opereret på Rigshospitalets hjerteafsnit. Operationen gik godt, og barnet var indlagt en uges tid, inden han blev udskrevet og kom hjem.