"Endelig var jeg den, som blev valgt"

Pernille Mandelid blev stædigt ved med at sende ansøgninger, og det gav resultat. I december startede hun i sit første faste job som sygeplejerske. Foto: Simon Klein-Knudsen.

Da 28-årige Pernille Mandelid i sommeren 2011 blev færdiguddannet sygeplejerske, var hun helt klar til at kaste sig ud i arbejdslivet. Så klar, at hun inden afslutningen af studiet havde begyndt jobsøgningen. Det skulle vise sig at være en slidsom opgave.

”Jeg startede, tre måneder før jeg blev færdig. Jeg tænkte, at så ville jeg være klar med noget, når jeg var udlært. Jeg søgte alt, jeg kunne finde i København og i hele Region Sjælland. Både opslåede stillinger og uopfordret,” fortæller hun.
Alligevel mødte Pernille Mandelid nærmest larmende tavshed fra arbejdsgiverne, selvom hun sendte op mod 80 ansøgninger af sted.

”Jeg har regnet ud, at jeg fik svar på ca. 10 pct. af mine ansøgninger. De kunne i det mindste have sendt et standardafslag. Det var så utilfredsstillende, når man har brugt tid og kræfter på at lave en god ansøgning. Jeg havde en professionel headhunter til at hjælpe med ansøgningerne, så jeg ved, de var meget målrettede,” siger hun.

De få svar, Pernille Mandelid fik, var ikke opmuntrende. Selvtilliden begyndte at svinde, selvom hun prøvede ikke at tage afslagene personligt.

””Vi har desværre valgt en med mere erfaring”. Det var de tilbagemeldinger, jeg fik. Jeg blev rigtig ked af det hver gang, for hvordan skulle jeg få erfaring, hvis ingen ville ansætte mig?”

Før og under sygeplejerskeuddannelsen arbejdede Pernille Mandelid som social- og sundhedsassistent. Hun følte sig bestemt ikke så grøn i faget, som arbejdsgiverne gav udtryk for.

”Jeg har arbejdet og arbejdet i ferier og i weekender. Jeg ser mig selv som en, der har flere års erfaring i sundhedsvæsenet, så jeg følte mig ekstra skrottet. Det var så frustrerende, at jeg overvejede at skifte fag. Jeg begyndte også at søge pædagogiske stillinger, for jeg ville have noget at lave,” understreger hun og fortæller, at den største frygt var at ende i dagpengesystemet.

Søgte job i døgndrift

Pernille Mandelids første job blev et tremåneders vikariat som social- og sundhedsassistent. Hun var glad for at få en vej ind på arbejdsmarkedet, men håbet var, at der hurtigt ville komme en sygeplejerskestilling. Derfor søgte hun samtidig alle de job, der var.

”Tre måneder er ikke længe. Usikkerheden på, hvad der derefter skal ske, kommer hurtigt, for pludselig er man halvvejs. Det eneste, jeg lavede på mine fridage, og når jeg havde fri fra arbejde, var at være på nettet og skrive ansøgninger,” fortæller hun.

Det faste job kom stadig ikke, men det lykkedes at få andre vikariater og løse tilkaldetimer som sygeplejerske.
”Det var selvfølgelig godt at have noget, men det var bestemt ikke en sjov periode. Jeg vidste aldrig, hvornår jeg næste gang skulle på arbejde og kunne blive indkaldt med en times varsel,” husker hun.

Men stædigheden gav resultat. Pernille Mandelid havde fundet et opslag på nettet om en stilling som sygeplejerske i nogle plejeboliger i Næstved godt 40 km fra hendes bopæl. En dag blev hun bedt om at komme til samtale.

”Det var overvældende. Der sad syv mennesker, og jeg skulle imponere dem alle sammen. Man har kun et skud til at sige ”det er mig, I har behov for!””

Det mente de syv til samtalen, at de havde. I december kort før jul startede Pernille Mandelid sit første faste job som sygeplejerske.

”Det var en utrolig lettelse. Jeg græd, fordi jeg blev så glad. Endelig fik jeg lov til at være den, der blev valgt ud,” siger hun.
Hun har stadig svært ved at forstå, hvorfor arbejdsgiverne er så forsigtige med at ansætte nyuddannede.

”Vi kan byde ind med den nyeste viden, og de kan forme os, som de vil. De bør se det som en fordel at få nye kræfter ind,” fastslår hun.