Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Gynækologiske patienters oplevelser af accelererede patientforløb

Interview med fire kvinder, som havde gennemgået et accelereret forløb efter abdominal hysterektomi, viste, at kvinderne generelt var tilfredse med forløbet. Dog savnede de telefonisk eller ambulant opfølgning i efterforløbet, hvilket der pr. 1. februar 2012 bliver rådet bod på.

Sygeplejersken 2012 nr. 2, s. 74-75

Af:

Camilla Kruse Andersen, klinisk sygeplejespecialist

I det gynækologiske speciale er der gennem de seneste år sket en intensivering af patientforløbene. Det skyldes bl.a. en optimering af den præoperative information, peri- og postoperative smertebehandling, tidlig mobilisering og ernæringsintervention (1). Det har resulteret i, at indlæggelsestiden nu kun er to dage, og rekonvalescens ved en abdominal hysterektomi er ligeledes blevet kortere. Sygeplejen har ændret karakter, da den somatiske pleje erstattes af en mere komprimeret information, vejledning og rådgivning. En systematisk litteratursøgning har vist, at de diagnostiske, prognostiske og øvrige kliniske indikatorer er velkendte og velbeskrevne i det accelererede patientforløb, hvorimod dokumentationen er sparsom, når det gælder, hvilken betydning forløbet har for den enkelte kvinde (2).

Formål

Formålet med projektet var at få et indblik i, hvordan patienten har oplevet støtten fra sygeplejersken under indlæggelsen i det accelererede patientforløb. Der søges også viden om, hvordan patienten mestrer sin situation efter udskrivelsen. Der er fokus på omsorgen og individets plads i det accelererede patientforløb. Formålet er at få mere fokus på indholdet i sygeplejen i det accelererede forløb med henblik på at tilgodese patientens individuelle behov.

Metode

Som metode er der anvendt et semi-struktureret kvalitativt forskningsinterview. Der er foretaget fire enkeltinterview med patienter, som har gennemgået det accelererede forløb. Informanterne er udvalgt tilfældigt i aldersgruppen 45-55 år, og interviewene er foretaget i deres eget hjem efter udskrivelse. Interviewene er foretaget ved hjælp af en interviewguide opbygget i forskningsspørgsmål, som er fremkommet på baggrund af Aaron Antonovskys teori. Interviewene er analyseret og diskuteret ud fra en hermeneutisk tilgang, og analyseprocessen er struktureret efter S. Kvales principper om meningskondensering. Der er anvendt teoritriangulering med tre teorier; Joyce Travelbee, Aaron Antonovsky og Ricard Lazarus.

Patienterne mangler opfølgning

Projektet viser, at patienterne generelt er meget tilfredse med det accelererede forløb. Patienterne tilkendegiver, at de føler, de har fået god støtte fra sygeplejersken i det accelererede forløb, og beskriver, at sygeplejersken har givet dem omsorg og tryghed. Patienterne er glade for det intensive forløb og fortæller, at de har kunnet mestre at medvirke i det accelererede forløb.

Patienterne udtrykker dog, at de mangler en eller anden form for ambulant opfølgning efter udskrivelsen, og at dette giver en utryghed. Derudover siger patienterne, at det er sværere, end de havde forestillet sig, at mestre deres situation efter udskrivelsen. Det har overrasket dem, at de er meget trætte og ikke kan overkomme de daglige gøremål. De har brug for hjælp i hverdagen fra de nærmeste pårørende og pointerer, at de ikke ville have kunnet klare det alene.

Konklusion

Et kvalitetsløft vil være telefonisk opfølgning eller etablering af et sygeplejerskeambulatorium, hvor patienterne kan få mulighed for at stille spørgsmål og få gentaget informationer. Da patienterne oplever det accelererede patientforløb som overvejende positivt, må dette afføde en større grad af patienttilfredshed, og man kan i en større sammenhæng forestille sig, at positive oplevelser kan reducere genindlæggelser og unødvendige henvendelser til læge eller sygehus.

Camilla Kruse Andersen er klinisk sygeplejespecialist på Gynækologisk Sengeafsnit D6 Odense Universitetshospital.

Efterskrift:

Den 1. februar 2012 opstartes sygeplejeambulatorium og telefonkonsultationer postoperativt.

Litteratur

  1. Kehlet H. Accelererede operationsforløb – en faglig og administrativ udfordring. Ugeskrift for læger. 2001;(163):420-4.
  2. Wagner L, Carlslund AM. Kvinder og korttidsindlæggelser – en kvalitativ evaluering af hysterektomerede kvinders og personalets erfaringer med det accelererede regime. København: USCF; 2002.