Når mad er mere end nydelse og næring

Vi må se mange års fejlslagen kamp mod overvægt i øjnene og forholde os til, at overvægt kan være et symptom på noget andet, og lytte til familiernes egne fortællinger. Foto: iStock

Denne artikel bygger på et speciale skrevet i forbindelse med uddannelsen til master i sundhedsantropologi. Gennem specialet søgte jeg at finde svar på, hvorfor der er så markant en social slagside blandt overvægtige i Danmark, og hvorfor nogle familier har svært ved at få udbytte af de tilbud, de får fra kommunen.

”Altså der var… trøsten i … det var, da jeg var 11 år, blev min mor invalidepensionist, og det syntes jeg, var enormt hårdt og svært, og min mor var ked af det, og økonomien gik i stykker … det var der, jeg begyndte at spise mig ud af tingene … så jeg tror, det er noget, man ubevidst lærer dem (hendes egne børn) … det er jo ikke fedt … men sådan er det altså.”

Citatet stammer fra en mor med et overvægtigt barn. Jeg havde fået kontakt med familien gennem et kommunalt projekt for overvægtige børn. Nu sad vi i familiens køkken en sen eftermiddag i februar og talte over en kop kaffe. Jeg havde spurgt hende, hvorfor hendes søn havde for vane at trøstespise, og snart var vi tilbage ved hendes egen barndom, der var præget af utryghed og uro.

Familien var en af fem, som jeg besøgte under mit feltarbejde. Alle familier havde deltaget i det samme kommunale projekt, MEND (se boks 1). Jeg besøgte familierne i deres eget hjem og havde kvalitative semistrukturerede interview med børnene og mødrene hver for sig (1). Mine ophold i hjemmene varede gennemsnitligt to timer.

Ud over de fem familier rummede mit feltarbejde et minifokusgruppeinterview med to sundhedsplejersker, der havde været ansvarlige for projektet.

Desuden havde jeg to dages ophold på et julemærkehjem, hvor jeg var deltagende observatør (2). Jeg deltog i børnenes hverdag på hjemmet, hvilket i de dage, jeg var der, bl.a. indebar en tur i svømmehallen, fri leg i hallen om aftenen og morgenløbetur. Jeg interviewede ikke børnene, men lyttede blot til, hvad de havde lyst til at fortælle mig. Ud over den deltagende observation havde jeg et semistruktureret interview med en pædagog, der havde været ansat på stedet i 27 år.

Overvægt som socialt problem

Formålet med mit feltarbejde var at se på overvægten blandt børn som et socialt fænomen. Således søgte jeg ikke efter familiernes viden om kost og motion, men snarere efter deres sociale odds. Jeg søgte efter mulige forklaringer på den sociale slagside, der ses blandt overvægtige børn. Senest har undersøgelser fra Rockwoolfondens forskningsenhed (3) og en ph.d.-afhandling fra 2010 vist, at overvægt kan føres tilbage til forældrenes kulturelle ressourcer (4). Så jo lavere uddannelse, jo mere udbredt er overvægten.

Mit feltarbejde blev en bevægende rejse ind i familiernes hverdagsverden, der efterlod et indtryk af mange komplekse årsagssammenhænge. Men trods kompleksiteten i mit indsamlede datamateriale kunne jeg via den efterfølgende meningskondensering finde emner, der gik igen i alle familier, og som jeg også kunne finde genklang for under mit ophold på julemærkehjemmet. Emner, der lå i skyggen af hverdagslivets selvfølgeligheder og en verden fyldt op af mange kampe.

Til at belyse den indsamlede empiri har jeg anvendt den franske sociolog Pierre Bourdieu, hvis arbejde var koncentreret omkring klasseskel og de muligheder, mennesket er givet i forhold til dets plads i det sociale rum (5). Desuden har jeg brugt den østrigske hverdagsfilosof Alfred Schutz, der havde særligt fokus på betydningen af det nære i menneskets umiddelbare hverdagsliv (6).

At finde trøst i mad

Citatet i indledningen af artiklen viser en familie, der bruger maden som trøst. Det viser også, hvordan reaktionsmønstret er overført fra mor til barn. Når hverdagen er svær, søger man ro i det kendte og vante reaktionsmønster, hvilket er at spise. Lignende historier fandt jeg i de andre familier. På julemærkehjemmet sagde pædagogen, at de plejede at sige, at overvægt er et symptom på noget andet. Maden var så at sige en sikker borg i en usikker verden. Mødrene undrede sig således ikke over, at barnet spiste for at klare de svære situationer, for det var en del af det selvfølgelige. Det er altså tydeligt, at maden har en anden betydning end nydelse og næring i disse familier.

Mødrene havde alle enkeltstående situationer som forklaring på, hvor det begyndte at gå galt for deres barn. ”Det var, da jeg blev skilt …” eller ”det var, da drillerierne blev til mobning, at mit barn for alvor begyndte at trøstespise.”

Men ved at lytte til mødrenes og børnenes historier viste der sig lange rækker af situationer, der skulle spises væk. Ordet kampe kom til at stå som et gennemgående tema i mit speciale. For selv om mødrene trak enkeltstående situationer frem som udløser af barnets overvægt, så rummede både deres eget og børnenes liv mange kampe. Kampe, som jeg oplevede ofte handlede om mangel på det at magte eller føle sig som hersker i sit helt almindelige hverdagsliv.

At herske over egen tid

Noget helt centralt i mødrenes fortællinger var deres måde at omtale tiden på. De følte sig alle presset af tiden og talte om tiden som noget uden for dem selv. Jeg fik en klar fornemmelse af, at de ikke følte, at de ejede deres egen tid. Børnene kom med korte fortællinger om en dragetur til Rømø, eller som en 13-årig pige kaldte det, ”kvalitetstid med mor og hundene”.

Men for mødrene var det meget svært at finde ind til fortællinger, hvor de ikke følte sig hængt op i en klokkestreng. Dette var også gældende, når vi talte om fridage og ferier. Således sagde en mor, da hun ville forklare, hvor svært det var at komme af sted i svømmehallen:

”Aaaa, nu er det weekend, og vi skulle faktisk lige have tid til at få gjort noget sammen … ååå … en time eller to … så kommer Freja og siger ”mor, hvornår er det, vi skal i svømmehallen” …   ååååå, ja, ja (hvisker) ja, jeg ved det godt … så er det jo ikke fordi … der er jo ikke nogen … vi ved det jo godt et eller andet sted … men så er der fødselsdage og … ja vi fik ikke tid.”

Min undren gik på, hvorfor mødrene ikke følte sig som herskere over deres egen fritid. Min opfattelse var, at de tog et tidspres fra arbejdet med ind i deres fritid.

Ydre og indre tid

Schutz deler vores tidsopfattelse op i to. Den ene kalder han den ydre tid eller social tid. Her er vi i en målbar verden, hvor vi kan mødes med andre, og vi måler vores aktiviteter i forhold til tiden. Den anden tid kalder han den indre tid. Det er vores egen tid. Her finder vi ind til refleksion og har en fornemmelse af blot at være til stede uden ydre tidspres.

Den danske kultursociolog Birthe Bech-Jørgensen beskriver, hvordan følelsen af at kunne planlægge sin egen tid tilhører dem med lange uddannelser, hvorimod mennesker med kortere eller ingen uddannelse mere skal indrette sig efter, hvornår de højtuddannede har brug for deres tid (7). Hvis vi sammenholder det med den anerkendelse, der ligger i at have en uddannelse, kan vi måske begynde at forstå, hvorfor mødrene så at sige konstant lever deres liv med en følelse af at være hængt op i en klokkestreng og ikke kan finde plads til oplevelser af indre tid. De har ikke en uddannelse at sætte ind i jagten efter anerkendelse i samfundet, men det, de har, er deres tid, altså det at være og gøre, når andre har brug for dem.

Man kan mene, at det at have travlt og være presset af tiden findes i alle samfundslag. Men den store forskel ligger i mødrenes grundlæggende indstilling til tiden. Hvis man konstant lever i den målbare tid, kan det være svært at se muligheder i hverdagen og tilmed bevare en kontakt til sine livsværdier. Sådan en tilstand kan give problemer, når man ønsker at ændre livsstil og kan for udefrakommende give et indtryk af en ligegyldig laden stå til.

Desuden mener jeg også, at tilstanden kan give de ramte en sulten sjæl, som de forsøger at mætte med mad.

At se sit barns overvægt

De familier, jeg mødte, var alle bekendte med, at deres barn var overvægtigt. Men jeg tog i felten med en undren over, hvordan deres barn var blevet så overvægtigt, inden de reagerede. Om dette sagde en mor til en 10-årig dreng, der led af massiv overvægt: 

”Det var, da vi kom hjem fra sommerferie, så var det regnvejr, og så tænkte jeg, det var da fandens, at han ikke kan passe noget af sit tøj, så fik jeg ham på vægten, så havde han taget otte kilo på siden april, og jeg tænkte, det er da løgn, for man lægger ikke mærke til det, i den forstand at man går i det hele tiden …”

Moderen giver her svaret på min undren. For noget stjæler hendes nærvær i samværet med hendes søn. Men hvad er det, ”hun går i hele tiden”, og hvad er det, der stjæler hendes nærvær i en sådan grad, at hun ikke ser sin søn tage så voldsomt på.

En vigtig faktor her kan være hendes indstilling til tiden, men der var også andet på spil. Moderen havde det selv svært. Hendes egen barndom havde været præget af brudte bånd og uro. Hun var skilt, boede alene med tre børn, havde eget hus og var væk fra hjemmet over 45 timer om ugen, så der er ingen tvivl om, at hun var hængt op i dagligdagen. Det i sig selv kan stjæle hendes opmærksomhed.

Hun brugte selv maden som trøst, og hun vidste, at sønnen havde haft det svært med forældrenes skilsmisse, og han var tilmed blevet mobbet i skolen. Så det, at sønnen over en periode havde taget på, kan virke som en af hverdagens selvfølgeligheder for hende.

At hun opdagede, hvor voldsom sønnens vægtstigning var i slutningen af sin sommerferie, er i denne sammenhæng nok ikke tilfældigt. For hvis vi sammenholder hverdagens selvfølgeligheder med det at leve i den målbare tid og ikke finde rum til refleksion, kan vi forestille os, at moderen efter tre ugers ferie var nået tilstrækkeligt langt væk fra hverdagens pres til, at hun kunne få øje på den nære verden omkring hende.

De havde nu startet en kamp for at få bugt med de mange kilo, og da jeg mødte dem, havde drengen tabt 10, men der var lang vej endnu. Moderen fortalte, hvor meget kampen mod kiloene kostede i deres hverdagsliv, og hvordan hun aldrig havde klaret det uden sine egne forældre, der boede lige rundt om hjørnet.

At lykkes med og bevare et vægttab

Selv om ovenstående ligner en succeshistorie, så var det ikke hele billedet, jeg fik. På julemærkehjemmet tabte børnene sig. Men pædagogen fortalte, at mange af børnene tog på igen efter endt ophold.

Også i kommunen tabte børnene sig under projektet, dog på nær en, som tog på. Men efter at projektet var slut, tog de på igen. Kun én dreng formåede at bevare et vægttab to år efter.

En mor brugte udtrykket ”det lykkes ikke altid skide godt”, men gav i samme sætning udtryk for, at kommunens tilbud havde været fantastisk. De andre mødre gav ligeledes udtryk for stor tilfredshed med kommunens tilbud. Jeg blev ramt af en undren, for hvorfor gav mødrene udtryk for, at det havde været et fantastisk forløb, når de stadig kæmpede med overvægt? Og hvad gør det ved familierne, at de havde fået tilbudt et forløb, som de syntes var fantastisk, men som de ikke magtede at bruge?

Mødrene mente alle, at ansvaret for børnenes vægt lå hos dem og barnet. De havde gennem projektet lært, hvordan og hvor meget man skal spise, og hvor vigtigt motion er for at tabe sig og bevare vægttabet, hvilket var deres begrundelse for at mene, at projektet var fantastisk.

En pige på 13 år fik dårlig samvittighed, for som hun sagde: ”Jeg havde en aftale med mig selv.” En aftale, der gik på et ønske om at være tynd til sin konfirmation. Hun havde lært at tælle kalorier og dele maden op i proteiner og kulhydrater og havde taget ansvaret for sit vægttab, men lykkedes nu ikke med det.

Sundhed som den enkeltes ansvar

Danmark har gennem årtier været præget af en politik, hvor ansvaret for borgernes sundhed ligger hos den enkelte. Målet har været at styre borgerne til ansvarlighed over for egen sundhed. Midlet har været oplysning og uddannelse til ”det sunde liv” (8). Denne politik kan være grunden til, at mødrene udtaler stor tilfredsstillelse med projekterne trods manglende resultater. For nu havde de jo lært, hvordan det skulle gøres, og så lå bolden på deres side.

En stor del af befolkningen kan bruge den øgede viden. Men for én gruppe er vi nødt til at erkende, at det ikke er vejen frem. For hvis maden har en anden betydning end blot næring og nydelse, lader den sig ikke blot erstatte af mere viden.

At kaste sig ud i en livsstilsændring er i sig selv en usikker situation. Tilmed vil den i de familier, jeg besøgte, ramme lige der, hvor de finder deres trøst i en usikker verden. Den mislykkede livsstilsændring kan således blive en kæp mere i hjulet i alt det, de ikke magter i deres hverdagsliv. Som pigen, der ikke magtede det ansvar, hun havde taget på sig om at være tynd til sin konfirmation.

At turde give slip

Min holdning er, at vi må se mange års fejlslagen kamp mod overvægten i øjnene. Vi skal turde give slip på det, vi opfatter som sikker viden, nemlig uddannelse i sund kost og motion. Vi skal forholde os til, at overvægt kan være et symptom på noget andet og lytte til familiernes egne fortællinger. Vi skal vide, hvor svært det er at magte en livsstilsændring, når man end ikke føler sig som hersker over sit almindelige hverdagsliv, og vi skal for alt i verden ikke virke belærende på de ramte familier.

Jeg har ikke endegyldige forslag til, hvordan vi løser problematikken, og mit speciale kan måske anklages for ikke at være anvendelsesorienteret. Men formålet var også at belyse og dermed åbne op for en debat. Problematikken er kompleks og sikkert langt mere kompleks, end jeg her har beskrevet, men det skal ikke forhindre det vigtige arbejde, der ligger i en søgen efter at hjælpe de ramte børn mod et lettere liv, så bolden ikke blot ruller videre til næste generation.

Helle Thorkilsen er ansat som hjemmesygeplejerske i Horsen Kommune.
Specialet kan fås som fil ved henvendelse til forfatteren, og det kan købes i en trykt udgave for 150 kr.

Nøgleord: overvægtige børn, social ulighed, hverdagsliv, sundhedspleje, sygepleje.

Litteratur

1. Kvale S. Det kvalitative interview, Appendiks 2 i Andersen I (red.) Valg af organisationssociologiske Metoder. København: Samfundslitteratur; 1990.
2. Spradley J. Step 4 & 6. In “Participant Observation”, New York, Holt, Rhinehardt and Winston; 1980.
3. Rockwool Fondens forskningsenhed (2010), Den svære overvægt fortsætter med at stige.
4. Christensen VT. Weight, Class and Gender. Ph.d.-afhandling, Sociologisk Institut, Københavns Universitet; 2010.
5. Bourdieu P. Af praktiske grunde, København: Hans Reitzels Forlag; 1997.
6. Schutz A. In, Ulff-Møller B, Hverdagslivets sociologi, En tekstsamling. København: Hans Reitzles Forlag; 2005.
7. Bech-Jørgensen B. Når hver dag bliver hverdag. København: Akademisk Forlag; 1994.
8. Vallgårda S. Folkesundhed som politik, Danmark og Sverige fra 1930 til i dag. Århus: Aarhus Universitetsforlag; 2005. 
9. Rasmussen K. MEND – et redskab i arbejdet med overvægtige børn og deres familier. Sygeplejersken 2009 (5). 
10. Siggaard R. Evaluering af MEND-programmet – indhold og resultater, CASA, april 2010
11. www.leksikon.org > socialgrupper

 Nøgleord: overvægtige børn, social ulighed, hverdagsliv, sundhedspleje, sygepleje.