Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne af bl.a. 'Når to bliver til én' og 'Astas himmel' i Sygeplejersken.

Sygeplejersken 2012 nr. 3, s. 32-35

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

 

Nytænkende og logisk opbygget 

Inger Marie Jørgensen og Niels Holmquist

Ernæringsfysiologi – en grundbog

Munksgaard Danmark 2011
340 sider – 378 kr.
SY-2012-03-bog1Human ernæring eller ernæring til mennesker er et tværvidenskabeligt fagområde, der har til formål at beskrive og forklare sammenhænge mellem menneskets fødeindtagelse og sundhedstilstand og på dette grundlag fastlægge normer for en ernæringsrigtig kost for raske mennesker med og uden dispositioner for ernæringsbetingede sygdomme, samt til individer som allerede har udviklet sygdomme.

Denne bog har fokus på biokemi og fysiologi og giver indblik i fødevarernes optagelse, kemiske omdannelse og videre skæbne i legemet samt næringsstofferne og deres biologiske aktive slutprodukters betydning for legemets funktioner, herunder forebyggelse af sygdomme.

Det er altså en bog, der supplerer vanlige bøger om ernæring og sygepleje, men ikke specifikt har fokus på sygeplejerskers rolle i forbindelse med ernæring. Det er en lækker bog at få i hånden og læse i.

Den er logisk opbygget med kort indledning til hvert kapitel, mange illustrationer og tabeller samt faktabokse, der fremhæver gode pointer.

Desuden afsluttes hvert kapitel med et  godt resumé af de væsentligste punkter for det område, der er gennemgået. For den trænede vejleder i praksis giver disse resuméer et hurtigt overblik over stoffet. Bogens målgrupper er studerende på mellemlange videregående uddannelser og gymnasieelever på A-niveau.

Som supplement til bogen kan man finde cases og arbejdsspørgsmål på www.munksgaard.dk

Desuden kan man på denne hjemmeside finde alle tabeller, 

faktabokse og illustrationer som PowerPoint præsentation, der kan kopieres til ikke kommercielt brug. Rigtig god idé!

Af Preben Ulrich Pedersen, lektor, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.

sorgen bid for bid

Når to bliver til én

Jorit Tellervo (red.)
PAVI 2011
122 sider – 150 kr.
Bogen kan frit downloades på
pavi.dk > når to bliver til én

SY-2012-03-bog2Hvert år mister godt 15.000 danskere over 65 år deres ægtefælle. Under 10 pct. af landets plejehjem, hjemmeplejeenheder eller hospitaler har en sorgældreplan, der støtter ældre efterladte i sorg.

Bogen har omsorg for ældre efterladte som fokus. Hvordan er det for den efterladte ægtefælle i tiden, efter at livsledsageren gennem et helt liv er død? Hvordan forløber sorgen? Hvad er et kompliceret sorgforløb?

Mange ældre mistrives efter ægtefællens død. Det kan komme til udtryk ved ensomhed og appetitløshed. Det kan være svært at få en dagligdag til at fungere og at stå op om morgenen.

I tiden efter dødsfaldet kan den efterladte udvikle PTSD, depression eller få suicidale tanker. En psykolog udtaler i bogen, at det er en myte, at personer, der taler om selvmord, ikke gør alvor af det. Personer, der taler om selvmord, overvejer det faktisk. Derfor skal fagpersoner og pårørende være opmærksomme på signalerne og tage dem alvorligt.

Palliativt Videnscenter (PAVI) har siden 2009 arbejdet for at lindre lidelser hos den uafvendeligt døende patient, de pårørende og hos efterladte i sorg. Dør ens ægtefælle på hospice eller med kontakt til palliativt team, har personalet her lavet en handleplan for særlig omsorg til den efterladte.

PAVI ønsker med bogen at inspirere professionelle, der arbejder med ældre og sorg. En handleplan for ældre i sorg kan støtte vedkommende og sikre kvalitet i omsorgen, så den ikke bliver udøvet efter et tilfældighedsprincip. Bogen indeholder interview med efterladte mænd, kvinder og døtre. Tabene konkretiseres, og den støtte, de efterladte modtog i efterforløbet, beskrives. Mistrivsel og manglende støtte fremgår også tydeligt.

Der er desuden faglige artikler fra erfarne professionelle, som yder støtte til ældre i sorg. Bogen er en øjenåbner for omsorgspersoner og andre interesserede om ældres sorgforløb, fordi der er så mange beskrivelser af konkrete forløb. Det er ikke tabu at være i sorg, og den ældre skal ikke bare se at komme videre på andres velmenende forlangende. Nej, den ældre skal have lov at sørge på sin måde, oftest ad to spor. I det ene spor dvæles ved sorgen, i det andet kigges fremad, og de udfordringer, som ligger der, tages der hånd om. Vekselvirkningen mellem de to spor gør, at den ældre kommer videre. Sorgen tages bid for bid og bliver til at håndtere.  

Af Anette Pedersen, primærsygeplejerske, Vejle Kommune.

trods død og tab kan livet gå videre

Anette Vinther Jensen og Kamilla Ruus

Astas himmel

Ørnens Forlag 2011
48 sider – 138 kr. 

SY-2012-03-bog3”Astas himmel” er en fortælling for børn i den alder, hvor højtlæsning, billedbøger og magisk tænkning i mors eller fars armhule er en dejlig beskæftigelse.

Handlingen er, som titlen antyder, centreret omkring døden. Elias’ lillesøster Asta er død. Hun døde, inden hun blev født.

Fortællingen udfolder sig under en udflugt i Kongens Have, hvor Elias møder trolden Fantastiko Fidus Filur, som kender hans lillesøster. Fantastiko Fidus Filur fortæller, at Asta bor oppe i himlen sammen med en masse andre børn og bliver passet af Jomfru Maria og Jesus.

Hun følger med i sin storebrors liv hernede på jorden og er meget stolt af ham. Fantastiko Fidus Filur lærer Elias, hvordan han når som helst kan tale og lege med sin lillesøster, bare han bruger sin fantasi.

Både forfatter og illustrator til denne bog er sygeplejersker. Deres hensigt er at give børn et perspektiv på, hvordan livet på trods af døden og tabet kan gå videre og at give forældre ideer til, hvordan de kan tale med deres børn om dette emne.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

god til debat i og om almen praksis

Benny Ehrenreich,
Roar Maagard og
Peter Vedsted (red.)

Klinikpersonale i almen

praksis – en basisbog

Munksgaard Danmark 2011
360 sider – 298 kr. 

SY-2012-03-bog4Er man ansat i almen praksis, eller har man intention om at blive det, kan man, uanset faggruppe, blive opdateret om, hvad der rører sig på feltet i denne bog.

Man får indblik i alt, lige fra hvordan der bliver afregnet med sygesikringen til forløbet af kontakten med patienten, hvad enten det er pr. telefon eller i klinikken.

Der kastes lys over historien bag den praktiserende læge og sygesikringens indførelse, samarbejdet med hospital, andre speciallæger samt primær sektor, f.eks. hjemmeplejen.

Man får viden om de krav, klinikken skal honorere, indretning af venteværelset, konsultationsrummene og det apparatur, der er nødvendigt.

Jeg er konsultationssygeplejerske og kommer fra et lægehus i Region Sjælland, hvor jeg har været i 4½ år. Der har jeg haft nogle specifikke ansvarsområder. På disse områder er jeg blevet en del klogere efter læsning af denne bog bl.a. i kapitlet med hjemmebesøg, hvor sygesikringen kun accepterer et vist antal besøg pr. lægehus, ellers skal disse overgå til hjemmeplejen.

Kapitlet om patientkontakt er virkelig godt, det informerer bl.a. om, hvordan patienten indimellem må tage mod til at kontakte lægen. I den situation er det lige meget, hvor mange gange patienten har ringet tidligere, man bør som fagperson lytte, have empati, spørge ind til patienten og, afhængigt af hvor presserende situationen er, give patienten en tid.

Det at lytte er meget vigtigt i klinikken, uanset hvor travlt man har. Patienten skal tages alvorligt, det er ham/hende, som har problemet, og det er derfor, patienten kontakter almen praksis. Her må man være professionel, uanset om man selv har problemer, har en mening om patienten, eller noget på arbejdspladsen har drillet.

Da jeg selv netop har skiftet job til en konsultation i Region Hovedstaden, har jeg også kunnet bruge bogen mht. til anderledes visitationer, f.eks. når man har akutvagten.

Bogen er meget fint opdateret og har et meget brugbart kapitel om de mest almindelige kroniske sygdomme, f.eks. diabetes, KOL og hypertension, og lidt om det at være kronisk syg. Selvom arbejdspladsen har sine egne procedurer og retningslinjer, er der noget at hente.

På lægedage i november 2011 i Bella Center var der et kursus for personale om Årshjulet til brug i klinikken, det er ligeledes beskrevet i denne bog. En meget anvendelig bog, nem at læse samt god til debat i og om praksis.

Af Heidi E. Seindahl, konsultationssygeplejerske på Frederiksberg, medlem af bestyrelsen for Fagligt Selskab for Konsultationssygeplejersker og Afdelingssygeplejersker ved Infirmeriet, www.dsr.dk/ > Faglige selskaber.  

en bog, der drager

Farwha Nielsen

Familiekonflikter blandt etniske minoritetsborgere

Tværkulturel konfliktmægling
Hans Reitzels Forlag 2011
244 sider – 249 kr. 

SY-2012-03-bog5Konfliktmægler Farwha Nielsens bog handler primært om udviklingen og brugen af hendes egen tværkulturelle konfliktmæglingsmetode, som hun benytter i det problemfelt, der omfatter familie- og æresrelaterede konflikter blandt etniske minoritetsborgere i Danmark.

De begreber, metoden bygger på, er velbegrundede, og der redegøres kort og klart for disse begrebers teoretiske baggrund.

Bogens målgruppe er primært socialrådgivere, pædagoger, lærere, konfliktmæglere, politi, ansatte på krisecentre og andre fagfolk, der arbejder med unge og familier med etnisk minoritetsbaggrund.

Farwha Nielsens hovedpointe er, at alvorlige familiekonflikter ikke kan løses uden et tværfagligt samarbejde og en helhedsorienteret tilgang til den (de) ramte familie(r).

Bogen er fyldt med gode eksempler på, hvordan man som professionel kan tolke familiernes særlige situation, der er påvirket af deres forståelse af værdier og adfærdsregler og har en afgørende rolle, når der opstår konflikter, og for deres mulige løsninger.

Bogen beskriver dilemmaer, som professionelle nemt kan havne i, hvis man møder den konfliktramte familie med fordomme og en misforstået opfattelse af forholdene som værende afgjort på forhånd og bestemt af kultur og traditioner.

Farwha Nielsen tager læseren med ind i sit arbejdsrum og illustrerer med sine mange cases, hvordan og hvorfor professionelle skal passe på med ikke at generalisere. Derimod anbefaler Farwha Nielsen, at professionelle skal møde de konfliktramte med anerkendelse og respekt og spørge åbent ind til alle parters oplevelse af sagen. Efter hver case følger en fagligt reflekteret vurdering og diskussion af mulige årsager til konfliktens outcome.

Bogen er ikke målrettet sygeplejersker alene, men som sygeplejerske kan man ikke undgå at være i kontakt med patienter med anden etnisk baggrund, og dermed er bogen alligevel lærerig og relevant. Man skal dog holde sig for øje, at bogen ikke har et sundhedsfagligt fokus, men et stærkt fokus på konfliktmægling og konflikthåndtering.

Bogen er klog og viser en respekt for det enkelte menneske, som kan bruges i alle sundhedsfaglige situationer. Den er rig på læring om familiemønstre og betydningen af forskellige kulturelle betingelser, og den er dragende og svær at lægge fra sig, når man er begyndt at læse den.

Af Dorthe Nielsen, sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d., ansat på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. 

 et kritisk blik på tidens tænkning

Finn Skårderud, Svein Haugsgjerd, Erik Stänicke

PSYKIATRIBOGEN – sind – krop – samfund

Hans Reitzels Forlag 2011
560 sider – 498 kr.

SY-2012-03-bog6I denne lærebog i psykiatri lægges vægten på den dialogbaserede praksis, og forfatternes ambition er bl.a. at give et indtryk af fagets bredde og mangfoldighed.

De beskriver psykiatrien som et ”uroligt” fag i den forstand, at det repræsenterer en række møder mellem naturvidenskab og humanistiske tilgange, mellem biologi og kultur, krop og sind, og mellem mange forskellige forståelsesrammer.

Deres ærinde er at skabe en grundlagsforståelse, som fremhæver psykiatriens eksistentielle og relationelle dimensioner. De betoner nødvendigheden af at anlægge et indefra- og et udefra-perspektiv på de tilstande, der beskrives. Dette dobbeltperspektiv er et bærende element i bogen og udgør et spændingsfelt mellem på den ene side forståelsen og respekten for patientens subjektive oplevelse af lidelsen og på den anden side behovet for objektiv viden.

Forfatterne, som er rundet af den psykodynamiske og psykoanalytiske tradition i Norge, sætter nogle tankevækkende spørgsmålstegn ved de seneste års fokusering på produktivitet og e. ektivitet i sundhedsvæsenet.

Den markedsøkonomiske retorik præger sproget, og når ordene ændres, følger tankegangen med. Deres bekymring går på, at den faglige opmærksomhed flyttes væk fra ”hvad” og ”hvordan” hen til ”hvor mange”. Kravene til dokumentation og bureaukratiske rutiner medfører en øget fokusering på kvantitet frem for kvalitet.

De erfaringsbaserede personlige kompetencer skubbes væk til fordel for standardiserede og formaliserede rutiner. De ønsker at fastholde et sprog, der afspejler, at behandling handler om relationer og mestring, på trods af at økonomiske forhold og metaforer fastlægger vilkårene. Bogen rummer rigtig mange facetter i forståelsen af det psykiatriske speciale.

Der lægges vægt på mentaliseringsbegrebet, som handler om at se sig selv udefra og andre indefra altså forståelsen af egen og andres adfærd. Den relationelle kompetence ses som en forudsætning for at arbejde med psykisk lidende mennesker.  Indholdet i bogen fordeles i tre store hovedområder. Først hele det psykiatriske felt, herunder forståelsesformer og tilgange. Dernæst behandling, hvor især de samtalebaserede behandlingsformer gennemgås, men også miljøterapi, netværksorienteret og medikamentel behandling m.m. Sidst, og mest omfangsrigt, lidelsesformer, hvor hele paletten af sygdomsbilleder inden for voksenpsykiatrien gennemgås.

Bogen henvender sig til den professionelle sundhedsarbejder i bred forstand, og den er i høj grad nyttig læsning og stof til eftertanke for sygeplejersker. Forfatterne understreger, at bevidsthed og faglig viden om holdninger og adfærd i kliniske sammenhænge er relevant for alle faggrupper, der beskæftiger sig med dette felt.

Bogen er velunderbygget og velskrevet, man føler sig i kyndige hænder hos de norske psykoterapeuter. Det er samtidig befriende, at de tør forholde sig kritiske til tidens toneangivende retorik og tænkning, som for en stor del er styret af penge og paragra. er uden en eneste undertone af bedrevidenhed.

Af Sonja Bech, afdelingssygeplejerske, distriktspsykiatrien i Virum.

kort nyt om bøger

Wiera Malamá Lorentzen
Mamma doc

Krigslæge på mission

Gyldendal 2011
304 sider – 299,95 kr. 

En polskfødt læge, som er delvist opvokset og uddannet i Danmark, har fortalt sin historie til en journalist. Hun har arbejdet som læge i forsvaret bl.a. i Irak, Afghanistan og på Balkan. Hun har nogle skarpe holdninger til forsvarets indsats over for traumatiserede soldater og til, hvad der i det hele taget sker, når danskerne drager i krig. Mamma doc er i dag praktiserende læge i Frederikshavn.

Finn Warburg

I fulde åndedrag

En krigskirurgs erindringer

Fadl Forlag 2011
561 sider – 349,95 kr.

Forsiden på bogen prydes af en venlig mand med overskæg og iført camouflagetøj. Det er denne venlige mand, en af Danmarks mest erfarne krigskirurger, som fortæller om et langt liv som læge over det meste af kloden. Borgerkrig, krig og tsunami og patienter med mange forskellige typer traumer. Samarbejdspartnere fra hele verden. Warburg er overlæge ved Ortopædisk Kliniks Traumesektion på Rigshospitalet, selv om han med egne ord er født i forrige årtusinde.

Red. Klaus Slavensky

Værdig alderdom

Ældres rettigheder i Danmark

Forlaget Andedammen 2012
183 sider – 298 kr.

”Når man bliver gammel, bliver man stiv som en åre. Det hedder åreforkalkning.” Hvis man kan holde den slags morsomheder ud, kan man godt læse forordet i denne bog – ellers spring det over og gå til et af de indlæg, hvor forfatteren er velkendt og tilliden intakt. F.eks. Anne Leonora Blaakilde, Bjarne Hastrup, Hanne Reintoft eller Knud Vilby eller andre. De skriver alle om ældres rettigheder, men ud fra meget forskellige vinkler. Der bliver fl​ere og flere gamle, er de en byrde eller en styrke?

Paul de Raeve

Nurses’ voice in the EU policy process

Kluwer 2011
200 sider – 29,68 euro (ca. 225 kr.) 

EU har på mange måder formet sygeplejen. Men europæisk politik er i høj grad også formet af sygeplejersker. Med
fokus på de seneste 40 år beskriver den nuværende generalsekretær i European Federation of Nurses Associations, EFN,
hvordan den europæiske sygeplejebevægelse har repræsenteret faget og sygeplejerskers interesser i en verden, hvor EU har fået mere indflydelse. Bogen er baseret på interviews med EUinteressenter og fagpersoner, som har spillet en betydningsfuld rolle i udviklingen af den europæiske fagbevægelse.