Sygeplejersken
Dygtige operationssygeplejersker skaber fleksibilitet
Operationssygeplejersker er ikke bare skalpel-holdere, saks-bringere eller serviet-tællere, når de assisterer lægen under et kirurgisk indgreb. De bruger alle deres sygeplejefaglige færdigheder og skaber fleksibilitet på stuen, viser en undersøgelse lavet på danske operationsstuer.
Sygeplejersken 2012 nr. 3, s. 20-21
Af:
Julie Winther Bengtson, journalist
Sygeplejersker bruger både tekniske færdigheder og udøver omsorg på operationsstuen, og det gør dem til vigtige medspillere, som sikrer fleksibilitet, når patienter er under kniven.
Det fremgår af rapporten ”Bag masker og lukkede døre”, som udkom for nylig. Den er resultatet af en række observationer på danske operationsstuer.
”Undersøgelsen afliver myten om, at operationssygeplejersker bare er lægens assistenter og ikke sygeplejersker,” lyder det fra forfatteren, Erik Elgaard Sørensen, som er ph.d. i sygepleje.
Sygeplejersken har spurgt ham, hvorfor sygeplejersker er vigtige på operationsstuen, og hvorfor han anbefaler en specialuddannelse til operationssygeplejersker:
Hvorfor er det vigtigt at have en sygeplejefaglig grunduddannelse for at varetage operationsassisterende funktioner?
”Det er vigtigt at se på, hvilke kompetencer der efterlyses på en operationsstue. I første omgang handler det om at have teknisk instrumentelle færdigheder for at assistere ved operationer. Men patienterne efterlyser også omsorg, og det er nødvendigt at besidde evnen til at kommunikere med både patienten og teamet. De kompetencer er grundstammen i sygeplejen, og derfor ser jeg en grunduddannelse som sygeplejerske som fundamentet for at arbejde i dette felt.”
Hvad vil det betyde for kvaliteten, hvis andre uden sygeplejefaglig baggrund, som f.eks. operationsteknikere, skal assistere ved operationer?
”Dygtige operationssygeplejersker kombinerer teknisk flair med professionel omsorg og kan på den baggrund tage sig af alle slags opgaver på stuen, og det er til patientens og samarbejdets fordel. Jeg vil ikke udelukke, at andre med en ikke-sygeplejefaglig baggrund godt kan assistere kirurgen til en operation. De medarbejdere vil selvfølgelig have tekniske færdigheder, men evnen til at kombinere teknologi med forståelse for patienten og teamet kræver viden, evne til refleksion og en særlig personlighed. Og når medarbejderne ikke kan veksle mellem opgaverne, så bliver praksis mindre fleksibel.”
Du anbefaler på baggrund af undersøgelsen, at operationssygeplejersker efter- og videreuddannes. Hvorfor?
”Det er ikke nok ”bare” at være uddannet sygeplejerske for at være en dygtig operationssygeplejerske. Der er brug for en specialuddannelse på linje med uddannelsen til anæstesi- og intensivsygeplejerske. En specialuddannelse skal sammen med løbende efteruddannelse sørge for, at sygeplejerskerne bliver i stand til at følge med udviklingen inden for den tekniske del af operationssygeplejen. Det skal også gøre dem bedre til at reflektere over praksis og overveje, hvordan ny viden kan blive inddraget, så de kan gøre det bedst muligt for patienter og teamet.”
Hvad kræver det af sygeplejerskerne, at sygeplejen bliver mere specialiseret på det tekniske plan?
”Teknisk flair er en vigtig forudsætning for at være en god operationssygeplejerske, men vi ved også fra internationale undersøgelser, at der er en risiko for, at teknikken undertrykker omsorgen for patienten. Det skal operationssygeplejerskerne være opmærksomme på, og det er bl.a. derfor, det er vigtigt, at sygeplejerskerne har erfaring fra klinisk praksis i en sengeafdeling og bruger den, når de er på operationsstuen.”
Rapporten ”Bag masker og lukkede døre” er en etnografisk undersøgelse af operationsassisterende funktioner i dansk hospitalsvæsen. Den baserer sig på observationsstudier fra ni forskellige operationsafsnit på henholdsvis Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital og Rigshospitalets Hjertecenter.
Rapporten og dens resultater har vakt interesse i hele Europa, da den er den første på området, der sætter fokus på operationssygeplejerskers funktion. Derfor skal Erik Elgaard Sørensen i foråret præsentere rapportens konklusioner og sine anbefalinger på en kongres for europæiske operationssygeplejersker, EORNA Congress 2012 i Lissabon.
En operationstekniker er en sundhedsfaglig medarbejder, som er uddannet til at indgå i operationsteam sammen med kirurger og operationssygeplejersker og udføre både sterile og usterile opgaver.
Anette Frandsen, som er projektleder i Region Hovedstaden, forklarer, at operationsteknikerne er et godt supplement til operationssygeplejerskerne, fordi de har en specialiseret viden særligt inden for det tekniske område på operationsstuen. Og hun påpeger, at selvom de ikke kan alt det, sygeplejerskerne kan, så er de også uddannet i ”blødere” funktioner som f.eks. kommunikation.
”Pointen med at bruge operationsteknikere er, at vores højtuddannede, og dermed løntunge personale, ikke skal udføre opgaver, som medarbejdere med en kortere uddannelse kan varetage på samme, høje niveau. Hvis vi skal tænke i økonomi, effektivitet og prioritering, er vi nødt til at sørge for, at også folk med korte uddannelser kan udføre opgaver i sundhedsvæsenet, så vi samlet set kan få høj kvalitet og god effektivitet,” siger hun og understreger, at regionen tror på, at operationsteknikerne kan levere minimum den samme kvalitet, som et team kun med sygeplejersker i de operationsassisterende funktioner kan.
Indtil videre er det kun Region Hovedstaden, der uddanner operationsteknikere. Her er de første otte netop blevet ansat på operationsgange i hele regionen. Operationsteknikeruddannelsen er en erhvervsuddannelse og er lavet i samarbejde med hospitalerne som et projekt. I løbet af tre år regner Region Hovedstaden med at have uddannet omkring 35 operationsteknikere. Deres funktion vil løbende blive evalueret.
Danske Regioner lægger i et nyt uddannelsespolitisk udspil op til, at uddannelsen på sigt bliver udbredt til hele landet.
Kilder: Anette Frandsen, projektleder i Region Hovedstaden og Danske Regioner.