Studerende i praksis: Elevatoretik for hvidklædte

Foto: iStock

Elevatoren på et hospital er et af de mere intime og følelsesmæssigt sammensatte steder i kategorien ”Det offentlige rum”.

Alle kan komme her, og alle kommer her. Høj og lav. Syg og rask. Patient og pårørende. Barn og voksen. Alle med hver sin historie og helt særlige situation.

En grå novembermorgen klokken fem i syv stod vi en god håndfuld personer på vej op i elevatoren. Der var folk i hvidt og folk i civil. Nogle var stedkendte, mens andre var mere famlende. Så var det, at jeg overhørte en samtale mellem nogle af personerne i hvidt – og ja, det var sygeplejersker. Den ene kunne fortælle de andre, at hun altså var meget træt, hvilket i sig selv ikke er så underligt en tidlig morgen. Men hun var så træt, at det var totalt uforsvarligt, at hun skulle på arbejde, sagde hun.

”Psykopatvagtplanen”, som hun udtrykte det, fik skylden for trætheden. Kollegerne kunne kun bekræfte, at det da også var for meget.

Et par etager længere oppe stod de hvidklædte af. Dørene nåede kun lige at lukke, før en civilklædt kvindelig elevatorpassager sagde til sin mand, at det da ellers lød betryggende. Der blev ikke sagt mere, men luften i rummet blev anderledes, og jeg tænkte mit.

Var de samme ord fra de hvidklædte blevet sagt i personalestuen, skyllerummet eller et hvilket som helst andet sted kun for personale, havde afsenderens budskab haft nøjagtig samme betydning. En kollegial ventil, der kan være ganske udmærket.

Men for de ufrivillige modtagere af budskabet om ”psykopatvagtplanen” blev betydningen en helt anden. Hvad der ellers blev tænkt hos kvinden i civil, meldte historien ikke mere om.

Men noget skete. Måske utryghed eller mistillid. Et sårbart menneske, der i tillid lægger sig selv eller sin pårørende i de hvidklædtes hænder i håb om og tro på, at andre har styr på det, man selv har mistet kontrollen over. Kan hun fortsat have tillid til de hvidklædte? Eller er det slet ikke forsvarligt at lægge sig over i de hænder?

Sygeplejeetik, samtaleetik eller elevatoretik? Ved det ikke. Men så snart vi har uniform og skilt på, har vi et særligt etisk ansvar og repræsenterer en større sammenhæng end vores egen lille verden med tusind gøremål og ”psykopatvagtplaner”.

Jeg kan ikke sige, hvilken elevatoretik man bør have, men man skal i hvert fald tænke sig lidt om.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.